• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ad. Lønborg

Oprindelig forfatter BjOch

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Ad. Lønborg, Christian Adolph Barfod Lønborg, 5.9.1835-27.10.1916, fotograf, litograf. Ad. Lønborg kom 1850 i malerlære i København og blev svend 1856. Samtidig besøgte han Akademiets modelskole og var derefter et år privat elev hos Wilhelm Marstrand. 1858-63 udførte han 42 portrætlitografier, de fleste efter daguerreotypi eller fotografi, og 1862 fik han akademiets lille sølvmedalje. Men en øjensygdom tvang ham 1863 til at bryde af, og efter et års tid at have haft fotografisk atelier i København på hjørnet af Klareboderne og Købmagergade 42 med Waldemar Møller etablerede han sig 1865 i Nakskov, hvor han optog en række fortrinlige billeder, hvoraf mange er gengivet i C.C. Haugners Nakskov Købstads Historie, 1934-36 (2. udg. 1944-46). For at optage sine prospekter fra Nakskov kirkes tårn 1868 måtte han tage sit transportable mørkekammer med derop, hvorimod han fra sit atelier på Amagertorv i København, hvortil han var flyttet 1871, kunne nå at tilberede sine våde kollodiumplader, løbe op i det kullede Nikolaj tårn med kassetterne, eksponere og nå ned igen at fremkalde inden hinden gik i opløsning. Resultatet blev syv udmærkede prospekter.

27.8.1872, seks dage før sin død, tog Ad. Lønborg på Store Tuborg tre fortræffelige portrætter af N.F.S. Grundtvig. Ad. Lønborgs speciale, der indbragte ham en bronzemedalje i Paris 1878, var montager af enkeltfotos til store grupper af fx studenterjubilarer. Selv fremhævede han desuden sine legemsstore portrætter. 1885 flyttede han til Østergade 16 og virkede der til 1901.

Ad. Lønborgs søn Harald Lønborg (1868-1942) gik som faderen på akademiet og blev derpå en værdsat fotograf i Odense.

Annonce

Familie

Ad. Lønborg blev født i Nykøbing Falster, død på Frederiksberg, begravet samme sted (Solbjerg). Forældre: urmager Diederich Bech Lønborg (1798-1865) og Frederikke Pauline Priergaard (1804-84). Gift 7.6.1865 i Nakskov med Conradine Hansen, født 13.12.1838 i Arninge, død 19.12.1908 i København, datter af lærer Niels Hansen og Conradine Knuthsen.

Ikonografi

Litografi. Foto.

Bibliografi

Fotografiske medd. IV, 1876 1 17. Fred. Riise i Dansk fotogr. t. XXVII, 1905 129f. Peter Elfelt sst. XXVIII, 1916 87.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjørn Ochsner: Ad. Lønborg i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 24. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=293927