Poul Funck

Poul Funck, Poul Erik Funck, 9.1.1790-30.9.1837, solodanser, balletarrangør. Født i Kbh. (Frue), død sst. (Helligg.), begravet sst. (Ass.). F. blev 1798 elev af Antoine Bournonville på balletskolen ved Det kgl. teater og uddannedes senere af Vincenzo Galeotti. 1812 avancerede han til danser, og 1815 nåede han at blive solodanser, i hvilken egenskab han virkede til sin død. Efter Galeottis død 1816 blev det hans opgave sammen med solodanser Peter Larcher under Bournonvilles ledelse at udfylde en overgangstid i ballettens historie, perioden mellem Galeotti og August Bournonville. Som danser var F. næppe interessant, men den overordentlig nedgørende skildring af ham Thomas Overskou har leveret, og som er gået over i ballethistorien, hænger muligvis sammen med Overskous ønske om at sætte Aug. Bournonville i relief; og denne satte ikke pris på F. F. fik 1820 succes med sin opsætning af Didelots Zephyr og Flora som han havde lært at kende på en Pariserrejse. Aug. Bournonville havde også lært Didelots danse i Paris og havde tænkt sig at debutere deri, men F. kom ham i forkøbet, og Bournonville glemte ham det ikke. F. var en flittigt brugt balletarrangør selv om direktionen, da der skulle gøres plads til Bournonville, hævdede at han som koreograf manglede både fantasi og intellektuel dannelse.

Han opdagede Johanne Luise Pätges' (fru Heiberg) mimiske talent og komponerede, da hun var 12 år gammel, en solo for hende som hun i sine erindringer kalder sin "første debut for publikum". Trods den ublide medfart F. således har fået i ballethistorien har han dog sikret sig en plads ved at skabe dansene til Elverhøj (1828) som ved siden af Galeottis Amors og Balletmesterens Luner er det eneste stykke bevarede koreografi der rækker bag om Aug. Bournonville til Galeotti-perioden. Gennem menuetten og børnedansen får vi en idé om Galeotti-tidens stilidealer. – F.s hustru Wilhelmine Funck begyndte som elev i K. L. Rahbeks dramatiske skole og debuterede 29.5.1815 som Caroline i syngestykket Alexis. Hun havde en smuk, veluddannet sopran, og hun brugte den med musikalsk følelse. Mad. F. brød igennem som Therese i Jeannot og Colin, 1818, og vandt et beundrende publikum i datidens yndede syngestykker. Foruden stemmens vellyd var hendes virkemiddel naturlig ynde, men røsten tabte sig hurtigt, og da hendes lille skikkelse blev svær, fik hun allerede 1829 – ti år efter sin kgl. ansættelse – afsked med pension. To af ægteparret F.s børn blev dansere, Wilhelm Erik F. (født 1824) og Pouline Augusta F. (1826-79, gift med kammerherre Edv. Fallesen).