Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Peter Martins

Oprindelige forfattere EAsc og MeHa
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Peter Martins, 27.10.1946, solodanser. Født i Kbh. M. blev optaget på Det kgl. teaters balletskole i 1954 hvor hans væsentligste lærere blev Stanley Williams og Vera Volkova. M. blev balletdanser 1965, men havde allerede som aspirant debuteret 1964 i Hans Brenaa-balletten Stemninger som kun gik to gange, men viste M. som en ung, lys og køn danser med et stort talent. Optaget i kompagniet dansede M. sine første større roller i Frank Schaufuss' Garden Party, 1965, John Crankos Jeu de Caries. 1966 og Flemming Flindts De tre Musketerer, 1966. Han var Nilas i Birgit Cullbergs Månerenen, 1967, titelpersonen i Flindts Den unge Mand skal giftes og Franz i Henryk Tomaszewskis Bagage. 1969, efter Herman Bangs novelle Franz Pander. Den væsentligste rolle i de unge år og den der betegnede det store gennembrud og blev afgørende for hele hans karriere var imidlertid Apollon i George Balanchines ballet Apollon Musagetes som han dansede første gang 1966, og hvor han i skikkelse og dans var indbegrebet af en ung, selvsikker græsk gud. 1967 - samme år som han blev solodanser i Kbh. - hentedes M. til Edinburgh for at danse Apollon med New York City Ballet, og rollen er siden i særlig grad blevet hans i internationalt balletliv hvor han har danset den til perfektion med en moden alvor og en autoritativ styrke, oftest med Terpsichore danset af Suzanne Farrell med hvem han har dannet par på scenen. I nogle år sidst i 1960erne rejste M. mellem Kbh. og New York, men siden 1970 har han været fast tilknyttet New York City Ballet som principal dancer, og selv om han til stadighed har været gæst i Kbh. hvor han blandt andet har danset Etudes og Svanesøen, har hans karriere og kunstneriske udvikling først og fremmest ligget i Amerika hvor han er blevet regnet til verdenselitens top. Let har det ikke været at nå denne position. Det var vanskeligt for M. at skifte fra den danske skole til træning, tempo og stil i Balanchines kompagni. Stanley Williams - nu lærer ved School of American Ballet - betød umådelig meget for M. i disse svære overgangsår, ligeledes Jerome Robbins der skabte partier for M. i In the Night, 1970, The Goldberg Variations. 1971 og In G Major, 1975, ligesom han lod ham danse den ledende rolle i Dances at a gathering.

Det lykkedes imidlertid M. at tilpasse sig New York City Ballet på så kongenial en vis, at han kom til at stå som den ledende danser på mandssiden i kompagniet og prototypen på Balanchine-danseren hvor kroppen er det fuldendte og brugbare instrument for den geniale koreograf, uden at M. derfor har udslettet sin egen personlighed der kommer til udtryk i en maskulin udstråling, en harmonisk ro og en kolig balance. Som tekniker og partner er M. simpelthen fuldendt. Til Stravinskij-festivalen 1972 skabte Balanchine med direkte henblik på M. de mandlige hovedpartier i Violin Concerto og Duo Concertant. M. demonstrerede her sin indlevelse i Balanchines neoklassiske stil hvor den traditionelle klassiske skønhed tilsidesættes til fordel for en levende og overraskende dynamik. Senere har M. kreeret partier i Balanchines Chaconne, Union Jack. Vienna Waltzes og Robert Schumanns Davidsbundlertänze, ligesom han har gennemdanset hele det løbende New York City Ballet-repertoire med Agon som en af sine mest sublime præstationer. Men M. mestrer mere end Balanchine. Ved gæstespil med andre kompagnier har han danset de klassiske prinseroller i Giselle. Tornerose og Svanesøen, og hans tråde til Den kgl. ballet i Kbh. har sikret ham en stadig forbindelse med Bournonville-repertoiret hvor hans sunde udstråling gjorde ham til en smuk James i Sylfiden og junker Ove i Et Folkesagn, uden at det romantisk-elegiske udtryk er hans naturlige domæne. I New York City Ballets Bournonville-divertissement har han danset en glansfuld pas de deux fra Blomsterfesten i Genzano. og han har gang på gang givet udtryk for Bournonville-skolens betydning for hans karriere. 1977 havde han en succesfyldt debut som koreograf med Calcium Light Night (udbygget 1978) hvor han til Charles Ives-kompositioner gav et originalt bud på moderne, dynamisk kropsudfoldelse; en smittende, vittig og vital leg med kroppen og dens muligheder. Senere har han blandt andet skabt Sonate di Scarlatti. 1979 og Linie Suite Tivoli. 1980, til Carl Nielsens Serenade for Strygere, opus 1. Begge balletter viser M.s sikre og dygtige håndelag, en professionalisme der foreløbig kører videre i de af Balanchine fastlagte baner.

1981 blev M. balletchef ved New York City Ballet s.m. bl.a. Balanchine, men efter hans død delte han chefposten med Jerome Robbins frem til 1990, hvorefter han alene er ansvarlig chef. Han har skabt talrige balletter, især til New York City Ballet, men også til Den kgl. ballet, bl.a. Svanesøen 1996 med scenografi af Per Kirkeby. Derudover kan nævnes Hallelujah Junction, 2001 og Octet, 2003. M. har bl.a. modtaget Cue Magazine Appel Award, Dance Magazine Award og The American-Scandinavian Foundations kulturpris 1994.

Annonce

Familie

Forældre: ingeniør Børge M. og Tove Christa Ørnberg. Gift 1. gang 9.12.1965 med balletdanser Lise la Cour, født 21.8.1944 i Kbh., d. af arkivchef Mogens la C. og Elga Gurli Nielsen. Ægteskabet opløst. Gift 2. gang 1991 med balletdanser Darci Kistler, født 4.6.1964.

Udnævnelser

R.1 1983.

Ikonografi

Foto (Kgl. bibl., Dance collection, New York public library, Det kgl. teaters arkiv og bibliotek, Teatermuseet).

Bibliografi

Dictionary cat. of the dance collection, N. Y. public library, N.Y. 1974. - S. Goodman i Dance mag., N.Y.

1968 dec.-nr. T. Tobias sst. 1977 juni-nr. Sv. Kragh-Jacobsen: Balletaftener, 1969. R. Greskovic i Ballet review IV, N.Y. 1974 nr. 6. John Gruen: The private world of ballet, N.Y. 1975. - Film: P. M.-en danser, af Jørgen Leth, 1978. Optagelser i Dance collection, N. Y. public library.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Aschengreen, Merete Harding: Peter Martins i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294161