Niels Kehlet

Niels Kehlet, 6.9.1938, solodanser. Født i Kbh. Som udpræget demi-caractére-danser har K. trods sin lille statur haft store udfoldelsesmuligheder i det nationale danske ballet-repertoire der netop favoriserer denne dansertype, og han har med fast hjemstation på Kongens Nytorv skabt sig stort internationalt ry. K. kom på Det kgl. teaters balletskole 1948 hvor de lærere der fik størst indflydelse på hans uddannelse var Vera Volkova, Stanley Williams og Hans Brenaa. Han blev balletdanser 1957 og solodanser 1961. Allerede da K. 1957 dansede klassiske virtuosnumre som den blå fugl i Tornerose (betegnet som debut 25.3.) og pas de deux fra Don Quichote blev det klart, at her var en danser med en formidabel springteknik og en flyvende lethed i kroppen. Dertil føjede K. en smittende fræk charme og et drenget smil som gjorde ham til springfyren par excellence i kompagniet med en umådelig popularitet hos publikum. Han var uimodståelig sød og boltrede sig humørfyldt i partier som førstekadetten i Graduation Ball, Colas i La Fille Mal Gardée (Den slet bevogtede datter), i Solitaire og i en række andre partier. Hans glanspræstation over alle som den muntre gamin er Frants i Coppelia som han dansede første gang 1965 og ofte har danset ved udenlandske gæsteoptrædener med Carla Fracci som partner. – Franske koreografer så tidligt K.s muligheder i demi-caractére-faget. Roland Petit placerede ham som den yngste af banditterne i balletudgaven af Carmen, 1960, og som den lille marquis i Cyrano de Bergerac, 1961, mens Juan Corelli i fransk tv skabte Till Eulenspiegel for K., 1962, og Puk i En Skærsommernatsdrøm, 1963. I Jerome Robbins moderne udgave af En Fauns Eftermiddag viste K. 1966 ikke blot sin spændstige danserkrop, men overraskede ved sensuel udstråling og en kongenial fortolkning af danserens narcissus-problem. Først og fremmest var det imidlertid de udadvendte joker- og tjenerroller der blev K.s speciale fra narren i Svanesøen over en rødhåret, fræk og forslagen joker i John Crankos Jeu de Cartes til den fløjtende Planchet i Flemming Flindts ballet over De tre Musketerer.

K. er dog andet og mere end gavtyyen og drengen i dansk ballet, mere end faun og kadet. Han har danset rent klassiske partier i Etudes og i Balanchine-balletter, men er mere på sin plads hos August Bournonville hvor han forener temperament, spilleglæde og en enestående beherskelse af Bournonvilles stil og teknik. Han var Gennaro i Napoli allerede 1963, mens han måtte om ad the National Ballet of Canada, før han fik erobret partiet som James i Sylfiden og viste, at han også har sind og udtryk til denne melankolske yngling. Med årene har K. formået at trænge ind i en figur og skabe en karakter. Han kan være en rørende og overstadig morsom karakterdanser hos Bournonville, når han er Geert i Kermessen i Brügge eller Diderik i Et Folkesagn. Men han dækker også det mystiske som troldkarlen i Månerenen og rækker til det tragiske med titelfigurerne i Den fortabte Søn, Petrusjka og Pierrot Lunaire. I sidstnævnte parti gav K.s klassiske tradition et perspektiv og en skønhed til trinkæderne i den moderne koreografi, og dertil knyttede han et gribende spil. Under klovnens maske skabte han en meget rørende og uskyldig Pierrot der møder verdens ondskab. En eviggyldig tragedie, udspillet bag commedia dell'artens maske. – K.s triumf som danser er hans evne til at variere og stadig forny et rollefag der kunne synes begrænset. Han har imidlertid vist hvor vidt man kan spænde, når man er en kunstner med både teknik og sind. Som læreren i Enetime er han uhyggelig og grotesk i karakterspillet og som Mercutio i John Neumeiers Romeo og Julie viste han 1974 endnu engang, hvordan han på én gang er en let og adræt danser og en skuespiller med et register fra det overstadigt kåde til det stærkt dramatiske. I 1994 dansede han som afskedsforestilling den gamle dukkemager i Coppelia. Herefter har han virket som pædagog og underviser, bl.a. ved Den kgl. ballet og ved Dansens hus i Kbh. K. har endvidere instrueret Bournonvilleballetter, bl.a. i Frankrig og Italien. Han har bl.a. modtaget Margot Landers hæderslegat 1996.