Mette Hønningen

Mette Hønningen, 3.10.1944, solodanser. Født på Frbg. (Lindevang). H. blev 12 år gammel optaget på Det kgl. teaters balletskole 1956. Hun blev balletdanser 1963 og solodanser 1967. Hendes debutparti var eleven i Flemming Flindts Ionesco-ballet Enetime som hun dansede ved premieren på Det kgl. teater den 1.10.1964. Allerede tidligere samme år var der skabt opmærksomhed om hendes navn da hun blev engageret til hovedrollen i Disney-filmen Ballerina. Filmen fik premiere 1966. Den blev ingen succes og kom ikke til at betyde noget for H.s karriere. Som danser udviklede H. sig stille, men sikkert, først og fremmest dirigeret af Vera Volkova der tidligt havde set hendes talent og forstod at give hende den sikkerhed og tryghed der er nødvendig om H. skal folde sig ud og ikke virke sky og tøvende. Som lappepigen Aili i Birgit Cullbergs Månerenen viste H. tidligt en poetisk følsomhed, parret med et stolt kvindesind med stærk udstråling, men først da hendes teknik havde nået det perfekte skabte hun de partier der har placeret hende som en af de smukkeste klassiske ballerinaer teatret har ejet i de senere generationer. Hendes Odette-Odile i Svanesøen er et nuanceret dobbeltportræt skabt over en poetisk sorgfuld kvindelighed og en knitrende, kold erotik med en tæt forbindelse mellem rollens sind og kroppens udtryk.

Sin afgørende sejr i det klassiske repertoire vandt H. i H. Landers og K. Riisagers Etudes. Hendes dans er karakteriseret ved en krystalklar linjeføring. Hun har ballerinaair og forløser netop dette parti fordi hun dækker både den tindrende virtuosdans og den kølige, vemodig-stolte lyrisme i de romantiske dele af balletten. Denne kølige, stolte kvindelighed, understreget af en strengt behersket teknik, har været hendes stærke kort som Myrtha i Giselle, Skøgen i Den fortabte Søn og Vinteren i De fire årstider, men at H. også har lidenskab og indre dramatisk styrke viste både hendes Caroline i Tudors Syrenhaven og hendes Lady Capulet i J. Neumeiers version af Romeo og Julie.

På trods af et oplagt talent og med den force at hun som en af de første herhjemme behersker den strenge russerklassik har H. ikke altid haft det let i det hjemlige balletmiljø, men mod til at springe ud har ikke besjælet hende. Det var ikke uden problemer at være den klassiske ballerina i Flemming Flindts periode hvor det moderne repertoire sad i højsædet, og H. er heller ikke den typiske Bournonville-danserinde. Hun tilføjer dog Sylfiden farligt spil og hemmelighedsfulde dybder, ligesom den troldske Birthe i Et Folkesagn gav genlyd i hendes sind. Hos Flindt har hun danset en række partier. Mest spændende var hendes isnende gudindebrud i Den unge Mand skal giftes, og mest indtagende hendes elegante og stilrene Celeste i Flindts Bournonvillefantasi over Toreadoren. Det forkrampede lurer på H.s talent når hun ikke vejledes og inspireres. Er dette imidlertid tilfældet lever hun på smukkeste vis op selv til de nyeste danseretningers krav. Det viste hendes to store præstationer i Glen Tetleys Greening og Voluntaries 1978. Alvin Ailey skabte og dedicerede balletten Witness, 1986, til H. Desuden har hun danset hans balletter Memoria, 1981, og Caverna magica, 1986. M. har også iscenesat balletter: I 1975 F. Blaskas Elektro Bach for det israelske klassiske balletkompagni, og i 1997 indstuderede hun Witness, som hun har de danske rettigheder til. I 1992 tog hun sin afsked som solodanser som følge af alvorlige rygproblemer. Tildelt Tagea Brandts rejselegat 1976.