Maria Westberg, Maria Charlotta Westberg, 3.2.1853-4.12.1893, solodanser. Født i Stockholm, død sst., begravet sst. Ved Betty Schnells (fru Hennings') overgang til skuespillet mistede balletten sit primaballerinaemne, og August Bournonville måtte søge uden for landets grænser for at finde en stedfortræder. Under et ophold i Stockholm bemærkede han den purunge W. som blev uddannet ved den kgl. operas ballet af hans tidligere elev, balletmester Sigurd Lund. Hun var villig til at forlade sin løbebane i hjemlandet, og Bournonville forberedte hende privat og forsøgsvis til debut som fandt sted 6.9.1871 som Sylfiden. Den gamle mesters valg viste sig at være rigtigt; både i det første parti og i de næste prøveopgaver, Sigyn i Thrymskviden og Xoloé i Brama og Bajaderen gjorde W. lykke og fyldte, skrev direktionen til ministeriet, "flere Gange Huset". Da hendes forpligtelser over for den kgl. svenske scene var ophørt, ansattes hun fra juli 1872 og udnævntes 1875 til solodanser. W. var en moderne ballerinatype, høj og slank, udpræget nordisk af type og med et sympatisk, men stillestående ansigt. Mimisk udmærkede hun sig aldrig, men hendes teknik var sikker, legemet smidigt, viljen udholdende. De lyse hovedpartier i Bournonvilles værker, Astrid i Valdemar, Svava i Valkyrien, Hilda i Et Folkesagn, Kirsti i Brudefærden i Hardanger. Celeste i Toreadoren og m.fl., dansede hun i ballettens "døde" periode, årene efter mesterens afgang og død. Kølig renhed prægede hendes kunst, men da hun savnede temperament og et erotisk element, klædte den sydlandske Teresina i Napoli hende ikke. 3.6.1890 tog hun afsked som Nathalia i Fra Sibirien til Moskov og Svava i Valkyrien. Sit otium tilbragte hun i Stockholm hvor hun døde kun 40 år gammel.

Familie

Forældre: litograf Peter Magnus W. og Hedvig Maria Lonnquist. Ugift.

Ikonografi

Træsnit efter fotografi. Foto.

Bibliografi

Aug. Bournonville: Mit theaterliv III,1, 1877 (ny udg. 1979) 50f. Rob. Neiiendam: Det kgl. teaters hist. I-V, 1921-30. Den kgl. da. ballet, red. Sv. Kragh-Jacobsen og T. Krogh, 1952. Åke Lilliestam i Personhist. t. LXXVI.Sth. 1980 hft. 3 8-14.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig