• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Lucile Grahn-Young

Oprindelige forfattere EAsc og RNeii
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Lucile Grahn-Young, Lucina Alexia Grahn-Young, 30.6.1819-14.4.1907, solodanser. Født i Kbh. (Garn.), død i Munchen, begravet sst. Den 29.5.1829 indledte G. sin korte, men glansfulde karriere på Det kgl. teater idet hun udførte sit første barneparti, Sabi, i balletten Danina eller Jocko, den brasilianske Abe. Hun var da elev på danseskolen under Peter Larcher der også havde arrangeret abe-balletten, et af de mindre lødige produkter hvormed man i 1820'erne forsøgte at stimulere interessen for balletten som var i absolut nedgang. Da August Bournonville 1830 overtog ledelsen af den kongelige ballet så han straks de usædvanlige evner hos den unge pige hvis uddannelse han personligt tog sig af. Hun blev Bournonvilles bedste elev, og den eneste danske kvindelige danser i forrige århundrede der opnåede international berømmelse. Bournonville kom hurtigt i et voldsomt modsætningsforhold til teatrets betydeligste kvindelige danser, Andrea Krætzmer, og satsede derfor tidligt på den purunge G. hvis egentlige debut fandt sted den 23.9.1834 i en pas de deux indlagt i Den Stumme i Portici. Resultatet svarede til Bournonvilles forventninger, og året efter skabte han Astrid i Valdemar til sin yndlingselev. Allerede 1834 havde Bournonville været i Paris med G. hvor de begge var blevet stærkt betaget af romantikkens, gennembrudsværk Sylfiden, og i 1836 arrangerede Bournonville på Det kgl. teater Taglionis ballet for G. og sig selv. Hun henrev alle ved sin luftige og smukke dans og blev 1837 udnævnt til kongelig solodanserinde. Regelmæssig smuk var hun ikke. Men hendes mørke ydre var interessant. Hun var aristokratisk med en egen ladylike ynde; hendes kunst besad kraft, lethed og elegance. Hendes teknik var blændende og helt usædvanlig for en danser fra et lille teater i en lille by, og dertil kom at hun også ejede mimisk talent. Hun havde "alle de Egenskaber, der udmærker Danserinden af første Rang" skrev Bournonville.

G. gjorde stormende lykke, og balletmesteren forelskede sig hovedkulds i sin elev som dog ikke gengældte hans følelser hvilket var medvirkende til den korte karriere hun gjorde i Danmark. G. havde ambitioner. Kbh. var hende for trang, og balletmesteren blev for besværlig. 1838 drog hun alene til Paris og fik chancen for debut på operaen i Le Carnaval de Venise. Da hun vendte hjem opstod der en stærk rivalisering mellem balletmesteren og hans ballerina der efter hans mening tilsatte hans stil pikante tricks og virtuosnumre som ikke harmonerede med hans skønhedsbegreber. Det førte til både teaterskandaler og brud. Den 23.2.1839 stod G. for sidste gang på Det kgl. teaters scene hvor hun dansede et af sine glansnumre, den spanske karakterdans El Jaleo de Jeres. Efter nogle aftener i Hamburg tog hun et treårigt engagement ved operaen i Paris hvor hun blev spillet ud mod Fanny Elssler og klarede sig stolt. Hun dansede blandt andet Sylfiden og stod sig i sammenligningen med den berømte Marie Taglioni som havde kreeret partiet, og hvem hun i øvrigt lignede. Hendes parisiske sejre betød at de andre europæiske storbyer lå hende åbne. I 1845 dansede hun på Her Majesty's Theatre i London i den berømte Pas de Quatre sammen med Europas førende dansere Marie Taglioni, Carlotta Grisi og Fanny Cerrito. Jules Perrot skabte samme år titelrollen i balletten Eoline til hende og 1846 Catarina ou la Fille du Bandit. Overalt havde G. succes. Ikke mindst i St. Petersborg. Kbh. besøgte hun kun på gennemrejse, senest 1854, men muligheden for gæsteoptræden i sin fødeby havde hun forspildt ved i Hamburg under den første slesvigske krig at danse til fordel for de sårede slesvigholstenere. Det var uviljen mod Bournonville og mod det teater hvor hun trods sine europæiske sejre helst ville fejres der gav sig dette pinlige udslag. En vis kynisme, som forskrækkede hendes beundrer H. C. Andersen under en samtale i London 1847 prægede da hendes væsen.

1856 trak G. sig tilbage fra scenen. Fra 1858-61 var hun balletmester i Leipzig og havde samme stilling ved hofteatret i München fra 1869-75 hvor hun blandt andet koreograferede bakkanalet i Wagners Tannhäuser og hjalp ved opsætningen af Rhinguldet og Mestersangerne i Nürnberg. Her mødte hun Bournonville da han var i München for at se Lohengrin som han skulle sætte op på Det kgl. teater. De omgikkes høfligt, men kom ikke på venskabelig fod igen. Forbindelsen til Danmark var i G.s senere år spredt og tilfældig. Breve og brudstykker af memoirer fra hendes hånd vidner dog om at hendes tanker med vemod og kærlighed kredsede om barndomsbyen hvor hun på danseskolen havde sprunget op ad berømmelsens trappe der også for hende som for H. C. Andersen og Johanne Luise Heiberg betød "et trin opad til det bedre" selv om G. i modsætning til flertallet af datidens balletelever ikke kom fra samfundets allerfattigste lag. Da hun ingen arvinger havde testamenterede G. München kommune sin formue på 400.000 rmk., og byen opkaldte en gade efter hende.

Annonce

Familie

Forældre: løjtnant, toldassistent John Jensen G. (ca. 1787-1859) og Mette Christine Knudstrup (ca. 1799-1883). Gift ca. 1856 med hofoperasanger Friederich Young, født 13.12.1824 i Pest, død 11.2.1884 i Esslingen, s. af operasanger Benno Y. og Appolonia Y.

Ikonografi

To litografier i roller af E. Bærentzen ca. 1836, det ene kopieret af Im. Lemercier. Et par andre litografier og stik i roller. Karikerende litografi 1837, karikaturtegn, sign. T. Schopfer, 1838 (Fr.borg) og af V. Kyhn, 1839 (Teatermus.). Mal. af D. Monies udst. 1838, af E. Bærentzen, 1839. Mal. af E. Lehmann (Teatermus.). Tegn. og karikatur af E. Bærentzen (begge sst.). Litografi af C. Vogt, 1840, efter dette litografi af Cäcillie Brandt, 1840, og stik 1842. Litografi af H. Grevedon, Paris og af M. Magnier jeune. Stik af G. H. Every, 1847, efter mal. af F. Simoneau; efter dette stik af M. Lämmel, 1850. Litografier i roller af J. Brandard og af E. Desmaisons efter tegn. af Guérard. Træsnit 1875 efter foto, af H. P. Hansen 1884 og af V. Rosenstand. Relief af H. Isenstein og Kate Magelund (Brøstes gård, Chr.havn).

Bibliografi

L. G.-Y.: Hvordan jeg kom til balletten i Juleroser, 1898 (4 s.). L. G.: Barndomserindringer i Pers. hist. t. 6.r.II, 1911 285-325. – Aug. Bournonville: Mit theater-liv II, 1865 64f; III, 3, 1878 95. Hans Brix: H. C. Andersen og hans eventyr, 1907 129f. Rob. Neiiendam: Omkring teatret I, 1919 29-61. Samme i Teatret XVIII, s.å. 142-44. Samme: L. G., 1963. Den kgl. da. ballet, red. Sv. Kragh-Jacobsen og T. Krogh, 1952. Ivor Guest: The romantic ballet in Paris, London 1966. P. Migel: The ballerinas, N. Y. 1972. A. Fridericia: Aug. Bournonville, balletmesteren, 1979. – Breve i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Aschengreen, Robert Neiiendam: Lucile Grahn-Young i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=290135