Hans Beck, Hans Johannes Christian Beck, 31.5.1861-9.6.1952, solodanser, balletmester. Født i Haderslev, død på Frbg., urne på Vestre kgd. B. blev 1869 elev på Balletskolen og fik Georg Brodersen til lærer; senere fuldendte solodanser F. Hoppe og balletmester Carey hans uddannelse inden han debuterede den 28.11.1879 i en Bournonville-pas de deux med en indlagt solo, komponeret af Carey specielt for B. Interessant nok er denne pas de deux bevaret, idet den ved B.s hjælp blev indlagt i anden akt af Kermessen i Brügge da Harald Lander 1943 genindstuderede Bournonvilles flamske folkelivsballet. Den ualmindelige elasticitet og friske kraft der var i B.s dans vakte straks opmærksomhed. På hans debutaften var August Bournonville, to dage før sin død, for sidste gang i teatret. Han sagde til sin datter: "For denne unge Mands Skyld kunde jeg have Lyst til endnu at virke, thi hans Evner er enestaaende." Da B. efter Bournonvilles ønske kort efter udførte Brudgommen i Brudefærden i Hardanger, skrev Edv. Brandes: "Han vil sikkert blive et stort Lys ved vort Teater." Og spådommen slog til. Allerede 1881 blev B. solodanser, og i de følgende år udførte han med sikker karakteristik hovedroller som Alonzo i Toreadoren, Gennaro i Napoli og senere Junker Ove i Et Folkesagn hvori han kæmpede med mindet om Valdemar Prices romantiske fremtoning og mimiske overlegenhed. Som danser var B. udpræget mandig og blottet for enhver affektation. Ingen overgik ham i spændstighed, brusende livskraft og temperamentsfuld hengivelse. "Han dansede Publikum ind i Illusionernes Ekstase," skrev Ove Jørgensen. Efterhånden blev alle hovedpartierne i Bournonville-repertoiret hans naturlige ejendom: James (og siden Heksen) i Sylfiden, Danselæreren i Konservatoriet, Helge i Valkyrien, titelrollen (og siden Axel) i Valdemar, Edouard i Livjægerne paa Amager og Loke i Thrymsqviden hvor han i mimisk henseende nåede højest. Uden for Bournonville udfoldede han smittende munterhed som den lapsede Pjerrot i Harlekins Millioner og som Balletmesteren – en rokoko-Mars i skørter – i operaen Maskarade. 1894 blev B. balletmester, men da hans kompositioner indskrænkede sig til mindre danse i operaer og skuespil ønskede han at kaldes balletdirigent. Hans mest kendte koreografiske arbejde blev balletten Den lille Havfrue, 1909. B. styrede balletten i Bournonvilles ånd. Han værnede om traditionen, fastholdt disciplinen og opdrog de unge til ægte børn af Bournonvilles skole hvis formål var at løfte sindet og forfriske sanserne. I sine erindringer Fra Livet og Dansen, 1944, aftrykte han Bournonvilles koreografiske trosbekendelse og gjorde ordene til sine (s. 55). De blev motto og forbillede for hans eget kunstnerliv. At B. ikke nærede ønske om i særlig grad at gøre sig gældende som selvstændig koreograf blev af stor værdi for dansk ballettradition. B. blev Bournonvilles redningsmand, idet han så det som sin fornemste opgave at holde liv i den gamle mesters værker, og så sikker var hans fornemmelse af Bournonvilles stil at han kunne koreografere og arrangere i Bournonvilles ånd. Som eksempel kan nævnes at det var B. der gav "Napoli"s berømte tredjeakt den udformning vi kender i dag. B.s indtagende, mandiglyse skikkelse var i hans 21 dirigentår inkarnationen af den danske ballet, og som sådan fejredes han med overordentlig varme da han den 29.5.1915 optrådte for sidste gang som fiskeren i "Napoli". Samtidig tog han afsked som leder, først og fremmest fordi han følte sig uegnet til at tilføre balletten de nye impulser som med Diag-hileffballetten var ved at dukke op ude i Europa. I sit otium virkede han som leder af et danseinstitut i Kbh. og hjalp i 30'erne og 40'erne Harald Lander og Valborg Borchsenius, der havde været hans partner gennem mange år, med nyopsætninger af Bournonville. –

Familie

Forældre: danselærer Nis Hansen B. (1836–82) og Christiane Juhl (1841–86). Gift 1. gang 17.6.1886 i Kbh. (Holmens) med Astrid Dorthea Regitze Petersen, født 1.2.1867 i Kbh. (Holmens), død 29.10.1927 i Roskilde på Skt. Hans hosp. (gift 2. gang 1897 med tegneren Johan Nicolai Carsten Ravn, 1859–1914), d. af skræddermester, løjtnant i det borgerlige artilleri Johan Diderik P. (1824–83) og Semine Simonsen (ca. 1830–69). Ægteskabetopløst. Gift 2. gang 18.5.1895 på Frbg. med balletdanser ved Det kgl. teater Elisabethe (Elisabeth) Auguste (Augusta) Friederike (Frederikke) Soyer, født 9.10.1865 i Frankfurt am Main, død 29.12.1946 på Frbg., d. af kgl. mundkok Philip Joseph Nikolaus S. (1830–1904) og Karen Marie Albrechtsen (1832–1913).

Udnævnelser

R. 1899. DM. 1915.

Ikonografi

Mal. af P. S. Krøyer, 1885, og tegn. af C. Handrup, 1901 (begge Teatermus.). Radering af Jul. Rosenbaum, 1907. Mal. af P. Mønsted, 1920. Buste af Helen Schou, 1936 (Teatermus.). Akvarel af Axel Hou (sst.). Foto (Kgl. bibl., Det kgl. teaters arkiv og bibl., Teatermus.).

Bibliografi

H. B.: Fra livet og dansen, 1944. – Ove Jørgensen i København 27.10.1909. Robert Neiiendam: Det kgl. teaters hist. I-V, 1921–30. Elith Reumert: Den da. ballets hist., 1922. Jan Neiiendam i Den kgl. da. ballet, udg. Svend Kragh-Jacobsen og Torben Krogh, 1952. Svend Kragh-Jacobsen i Berl. tid. 11.6.1952. Axel Kjerulff i Politiken 11.6.1952. Kronik af Svend Kragh-Jacobsen i Berl. tid. 30.5.1961. – Film af Elfelt, ca. 1903 (Danm.s radio). – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig