Erik Bruhn

Erik Bruhn, Erik Belton Evers Bruhn, 3.10.1928-2.4.1986, solodanser, balletleder. Født i Kbh. (Frue sg.), død i Toronto, begravet på Mariebjerg kgd. fællesgrav. B. blev antaget på Det kgl. teaters balletskole i 1936. Han blev balletdanser 1947 og solodanser to år efter men tog allerede 1956 sin afsked for at hellige sig en karriere som international danser. Han optrådte dog hyppigt som gæst i København. B. var den betydeligste danske danser på mandssiden i det 20. århundrede og hører endvidere til den internationale ballets sjældneste kunstnere. Han blev uddannet ved Den kgl. ballet i Kbh. hvor de pædagoger der fik størst betydning for hans udvikling var Harald Lander og fra 1951 Vera Volkova. I de unge år drog han også ud for at studere og danse i London, Paris og Amerika, og hurtigt blev han en efterspurgt stjerne. B. dansede gennem hele sin karriere som gæst ved forskellige kompagnier og i TV. Længst var han tilknyttet American Ballet Theatre. Fra 1967 til 1971 var han balletchef ved Kungl. operaballetten i Stockholm, og senere arbejdede han meget som danser og koreograf ved National Ballet of Canada. – B. var i første fase af sin karriere den klassiske danser - le danseur noble et sérieux – og som sådan udviklede han sig til en af de ypperste i verdenseliten med en pletfri teknik, harmonisk ro og musikalitet. Han dansede alle prinser og fyrster i det klassiske balletrepertoire, i Svanesøen. Tornerose og Nøddeknækkeren, såvel som hos August Bournonville hvor James i Sylfiden hørte til hans smukkeste partier. Han spændte fra Chopinianas poetiske yngling til den store virtuosudfoldelse som den ene af soloherrerne i Etudes som han dansede første gang 1951 og vendte tilbage til i den danske TV-version 1969. – Det var karakteristisk at B. til sin overlegne teknik, sin naturlige sceneautoritet og sit smukke blonde ydre føjede et stadig rigere register af indre følelser. Kulminationen på denne første udvikling nåedes da B. 1955 dansede Albrecht i Giselle på Metropolitan operaen i New York med Alicia Markova. B. arbejdede videre med denne rolle og dansede 1968 Giselle på film med Carla Fracci som var hans foretrukne partner i de senere danserår. – Fra midten af 1950erne begyndte en ny vækst med større karakterfordybelse. For de klassiske balletprinsers vedkommende betød det at B. nu bevidst arbejdede henimod at tolke disse rollers problematik så de blev nærværende og vedkommende for et publikum af i dag. I 50erne og 60erne udviklede B. sig til en karakterdanser af stort format, og fra det klassiske repertoire gik han over til det moderne hvor han især satte sit præg på to roller i verdensrepertoiret. 1958 viste han sin farlige, glatte, sleske, polerede og dog brutale Jean i Birgit Cullbergs Frøken Julie efter A. Strindbergs drama, og 1960 dansede han for første gang Don José i Roland Petits Carmen hvor han skabte en figur med sjælden stolthed og styrke og gennemlevede kærligheds- og jalousidramaet med en rystende lidenskab. B. stoppede som danser 1972 men vendte dog tilbage til scenen nogle år senere, først og fremmest som karakterdanser med roller som Coppelius i Coppelia, titelrollen i Petruschka og heksen i Sylfiden. B. skabte mindre balletter uden dog at have vist udpræget koreografisk talent. Til gengæld ydede han en væsentlig indsats med en række klassikeropsætninger hvor han kombinerede sin eminente stilsans med en forståelse for at man som kunstner må forholde sig personligt til disse klassikere om de skal få betydning for et nutidigt publikum. Fra 1983 til sin død var B. leder af The National Ballet of Canada, Toronto. Han skrev på engelsk et par betydelige bøger om Bournonville-teknik – sammen med den amerikanske danser og historiker Lillian Moore (Bournonville and ballet technique, 1961) – og om arbejdet med sine egne roller (Beyond technique i Dance perspectives nr. 36, 1968). – Teaterpokalen 1961. Nijinskij-prisen 1963 og Studenternes æreskunstner 1965.