Elsa Marianne von Rosen

Elsa Marianne von Rosen, 21.4.1924-7.9.2014, balletchef, koreograf, solodanser. Siden begyndelsen af 1950erne indtog Elsa Marianne von Rosen en central position i dansk-svensk balletliv som danser, koreograf og balletchef. Hun blev uddannet privat i Stockholm hos blandt andre Valborg Franchi og debuterede med et koncertprogram 1941. Verdenskrigen gav hende ikke muligheder for at fortsætte studierne og karrieren ude i den store verden, men Elsa Marianne von Rosen lod sig ikke stoppe. Hun var solist i nogle revyer og optrådte 1943 i National scala i København hvor Harald Lander blev begejstret for hendes talent og underviste hende privat. 1943 dansede hun endvidere som ballerina ved Oscarsteatern i Stockholm, og 1945–47 var hun som noget ganske uhørt gæsteelev ved Den kongelige danske ballet i København efter indbydelse fra Det kongelige teater. Her erhvervede hun blandt andet det førstehåndskendskab til Bournonville-stil og -tradition som kom til at betyde meget for hendes senere indsats i internationalt balletliv. Elsa Marianne von Rosen fortsatte sidst i 40erne studierne i London og balletkarrieren i Sverige hvor hun optrådte med egne balletaftener og tillige 1947–49 var tilbage som ballerina ved Oscarsteatern med Kitra i Don Quixote som sin første store rolle. Elsa Marianne von Rosen var en overgang ved Colonel de Basils Original Ballet Russe (1948) og dansede 1948–49 som solist både i London og Paris, flere gange med Maurice Béjart som partner. Elsa Marianne von Rosen har alle dage været i frontlinjen når det drejer sig om at kæmpe for balletten, finde nyt publikum og gå nye veje. Succes havde den kønne, lyse danser fra starten, men sit afgørende gennembrud fik hun da Birgit Cullberg 1950 skabte Frøken Julie til hende, en rolle hun forløste kongenialt med sit aristokratiske ydre og sin stærke og temperamentsfulde scenepersonlighed. Denne ballet førte til, at både hun og koreografen blev inviteret til operabaletten ved Kungl. teatern i Stockholm, hvor Elsa Marianne von Rosen var ballerina 1951–59 og gennemdansede et stort repertoire fra klassikerne Giselle, Svanesøen og Chopiniana til demi caractére-roller og karakterpartier som Medea.

Gennem hele karrieren havde Elsa Marianne von Rosen ved sin side sin mand Allan Fridericia der betød umådelig meget for hende som idémand og inspirator. Desuden var han scenograf ved en række af hendes balletter. Sammen skabte de 1960 Den skandinaviske ballet som kun overlevede i fem-seks år og det endda med vanskelighed, men som nåede at vise Elsa Marianne von Rosen som en af de betydeligste skandinaviske koreografer i de seneste generationer. Heldigvis fik hun også andre virkesteder. Hun var balletchef på Stora teatern i Göteborg 1970–76 og på Malmö Stadsteater 1980-87. Begge steder demonstrerede hun evnen til at bygge et kompagni op og skabe et alsidigt repertoire af egne og andres værker.

Elsa Marianne von Rosen var en ildsjæl der som koreograf bevægede sig i vidt forskellige genrer fra et moderne dansedrama om unge – Teenagers, 1961 – og den første ballet herhjemme med elektronisk musik Varierende Baser, 1963 over genoplivelsen af August Bournonvilles Festen i Albano, 1961 til den store dramatiske ballet Jenny von Westphalen, 1965 om Karl Marx og hans hustru, alle skabt til Den skandinaviske ballet. På Det kongelige teater koreograferede Elsa Marianne von Rosen Irene Holm, 1963 over Herman Bangs novelle, Jomfrukilden, 1964, Don Juan, 1967 og Helios, 1970, danset allerede 1960 i TV. En række værker der viser hendes spændvidde fra det enkle eller stærkt dramatiske til det klassisk dansante. Blandt hendes øvrige værker skal nævnes den ekspressionistiske Billeder på en Udstilling, Göteborg 1972, en politisk grotesk satire og kommentar til vor tids borgerskab.

Af væsentlig ballethistorisk betydning er Elsa Marianne von Rosens og Fridericias arbejde med Bournonville. Arkivstudier, stilfornemmelse og et gennemtænkt, følt og oprindeligt forhold til Bournonville-traditionen prægede deres opsætninger af Sylfiden og Napoli. Den første blev skabt 1960 til Den skandinaviske ballet og senere sat op i London for Ballet Rambert, i Chile, Monte Carlo, Washington, Leningrad og andre steder, mens hendes Napoli første gang opførtes i Göteborg 1971. 1982 satte hun den med stor succes op på Kirov teatret i Leningrad hvor hendes og Fridericias virke betegner et væsentligt fremstød for dansk Bournonvilletradition. Sammen med Fridericia foretog hun 1990 en rekonstruktion af Bournonvilles ballet Thrymskviden for den kongelige ballet. Som 70-årig vendte hun 1994 tilbage til Det kgl. teater for at spille den gamle kvinde i Flemming Flindts Dødens triumf; hun gentog rollen på Østre Gasværk 2002. I modsætning til lidt ældre svenske kolleger som Birgit Åkesson og Birgit Cullberg startede Elsa Marianne von Rosen som en ung danser uden noget kunstnerisk æstetisk eller politisk etisk program. Undervejs udviklede hun sig til en moden og bevidst balletpersonlighed der gerne stillede sin kunst i både det politiskes, det humanistiskes og det æstetiskes tjeneste.