Vera Volkova

Vera Volkova, 7.6.1904-5.5.1975, koreograf. Født i St. Petersborg, død i KM., urne sst. (Bispebjerg kgd.). V. var født og opvokset i aristokratiske kredse i St. Petersborg, men tilfældet ville at hun kom til at tilbringe de sidste femogtyve år af sit liv i Kbh. Hun blev knyttet til Den kgl. danske ballet 1951 og var dens ledende pædagog til sin død. Efter at Harald Lander havde bygget kompagniet op over tyve år var det V. der førte det videre og gav det den afgørende internationale tilslibning. – Hun havde gået på Smolny instituttet for unge piger og startede sent sin danseruddannelse. Den russiske kritiker Akim Volinskij som var en af de mest indflydelsesrige personer i tidens sovjetiske balletliv interesserede sig for den unge, velbegavede pige, og hun blev 1920-25 elev på hans private skole – den russiske koreografiske skole – hvor Agrippina Vagånova startede sin undervisning. Vagånova skulle blive den betydeligste pædagog i nyere sovjetisk balletliv, og V. var en af de elever på hvem hun gennemprøvede sit system der blev den basis V. selv arbejdede videre med. En anden af V.s betydelige lærere var Marija Romånova der var mor til Galina Ulånova.

V. fik ikke nogen stor danserkarriere i USSR. Hun turnerede en del, blandt andet til Shanghai hvor hun slog sig ned 1929. Oprindelig havde hun tænkt sig at nå frem til Vesteuropa og Djågilevballetten, men Djågilev døde netop 1929, og V. strandede i Shanghai. Her underviste hun på George Gontjarovs skole hvor hun blandt sine elever havde den purunge Margot Fonteyn. 1932 mødte hun i Shanghai sin senere mand, den engelske maler og arkitekt Hugh Finch Williams, og de flyttede til Hong Kong hvor V. åbnede sin egen skole. 1937 drog de til London hvor V. 1939 startede sin berømte skole i West Street der blev centrum for tidens førende dansere. V. stod som den betydeligste vestlige eksponent for Vagånovasystemet og blev den pædagog som fik størst indflydelse på den generation af dansere der dukkede op i engelsk balletliv efter anden verdenskrig. 1943-50 underviste hun tillige på Sadler's Wells Ballet.

1950 var V. på La Scala i Milano, men var ikke tilfreds med forholdene og tog imod et tilbud fra Kbh. Hun skulle oprindelig blot have været gæstelærer i en kort periode, men efter Harald Lander havde forladt balletten var den i en kritisk situation. V. blev i Kbh., og det fik afgørende betydning for den danske ballet som hun hjalp igennem år hvor det let kunne være gået skævt. En pædagogs betydning kan være vanskelig at spore, og V. var ikke den der stod frem i rampelyset. Hendes indsats og arbejde lå i træningssalen, og desuden fulgte hun i femogtyve år fra parkettet sine dansere på hver eneste balletaften. Hendes indflydelse blev kolossal. Hun forbedrede korpsets tekniske standard, så det i de kommende årtier kunne danse de store russerklassikere, og hun indførte specialtræning for de unge aspiranter som hun tog sig særlig af. Hendes næse for talent var eminent, og hun havde i det hele en særlig gave for at se, hvad hver enkelt danser rummede og en evne til at lokke det frem.

Fra udlandet kom de store dansere fra Rudolf Nuréjev og nedefter til Kbh. for at tage timer hos V., og desuden blev hun hentet som gæstelærer til den svenske ballet, den australske ballet, Joffrey balletten og Harkness balletten i USA for blot at nævne nogle. Fra 1958 til sin død var hun desuden knyttet til Kurt Jooss' Folkwang Schule i Essen. V.s indflydelse strakte sig således gennem de mange elever langt ud over Danmarks grænser. Stanley Williams, i dag en af de ledende pædagoger på School of American Ballet i New York, der udklækker dansere til New York City Ballet, er uddannet af V., og John Neumeier, leder af balletten i Hamburg, hævder at samtaler med V. i Kbh. var stærkt medvirkende til at han blev koreograf. Men V.s hjerte hang dog først og fremmest ved den danske ballet. I sine første københavnerår havde hun som kunstnerisk rådgiver også indflydelse på teatrets repertoire der nød godt af hendes internationale forbindelser som da hun 1955 overtalte Frederick Ashton til at komme og sætte Romeo og Julie op. Da Flemming Flindt 1966 blev balletmester udnævnte han V.s elev Henning Kronstam til leder af skolen, men V. fortsatte også uden titlen med at være sjælen i balletskolen. Hun var den som havde viden, erfaring og kunnen. Med sin begavelse, sit varme sind, sin humor og sin menneskekundskab kom hun til at præge flere generationer af danske dansere, pædagoger og endog kritikere. Hun forstod ikke bare at udvikle dansernes teknik, men også deres kunstneriske personlighed. Måske var hemmeligheden ved hende som pædagog, at ballet aldrig bare blev trin, men altid et sjæleligt udtryk. For hende var ballet først og fremmest en menneskelig kunst. Mod slutningen af sit liv besøgte V. USSR flere gange. Da hun 1973 var med Den kgl. danske ballet på gæstespil i Moskva og Leningrad, var det smukt og interessant at se den respekt de sovjetiske balletfolk viste V., hvis indsats i vesten de tydeligvis var stolte af.