Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Georg Brodersen

Oprindelig forfatter RNeii
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Georg Brodersen, Georg Nicolai Brodersen, 8.4.1819-5.4.1908, danser, danselærer. Født i Kbh. (Garn.), død sst., begravet i Gentofte. 1830 blev B. elev på balletskolen, 1842 udnævntes han til kgl. sekonddanser, 1846 rykkede han op i danserklassen og 1871 tog han afsked. I dette lange tidsrum medvirkede han i mangfoldige af sin mesters August Bournonvilles balletter, men den rang B. indtog som udøvende kunstner var så beskeden at den næppe ville have skaffet ham ihukommelse hos eftertiden. Når han alligevel mindes skyldes det hans fortjenstfulde virke som balletlærer gennem 30 år, fra 1847 til 1877. En generation af dansekunstens udøvere, den første efter mesterens afgang, fik indsigtsfuld vejledning af B. der arbejdede videre på det grundlag Bournonville havde skabt. I en tid hvor Bournonville-traditionen udelukkende byggede på mundtlig overlevering fik B. således en afgørende betydning ved at give stilen videre til næste generation. Mesteren priste B.s dygtighed, humanitet og omhu, egenskaber der havde "den bedste Indflydelse baade paa Elevernes tekniske Uddannelse og paa deres hele sædelige Væsen". Da Bournonville 1865 drog til Wien, anbefalede han Johan Ludvig Heiberg som var teatrets direktør at støtte sig til B. "Han har Fagkundskab og Kjærlighed for Sagen, han er en forstandig Mand, en ufortrøden Arbejder og en Gentlemand". Det eneste divertissement B. skabte, kaldtes karakteristisk nok Fremtid, 1876; det gav hans sidste hold, på hvilket ballettens leder i det næste tidehverv, Hans Beck, var elev, lejlighed til at vise sin kunnen og iver. Også uden for teatrets mure indlagde B. sig fortjeneste som danselærer, fx på søofficersskolen. – Kammerråd 1877.

Familie

Forældre: læderhandler Peter B. (ca. 1780–1834) og Anne Christine Johansen (1779–1853). Gift 3.12.1852 i Kbh. (Trin.) med Hansigne Elise Aagaard, født 6.9.1834 i Kbh. (Frue), død 13.4.1899 sst., d. af murermester Christen Olsen Aa. (1790–1858) og Elisabeth Zartine Marie Grundtvig (1801–81).

Udnævnelser

R. 1883.

Annonce

Ikonografi

Mal. af David Monies, 1862 (Teatermus.). Litografi af Edv. Lehmann fra "Brudefærden i Hardanger". Litografi af I. W. Tegner efter fotografi 1892. Træsnit af O. Andersen, senest 1893 efter fotografi. Foto (Kgl. bibl., Teatermus.).

Bibliografi

Breve og aktstykker vedr. Johan Ludvig Heiberg, udg. Morten Borup, IV, 1949 166. – Kbh.s teaterblad 15.11.1845. August Bournonville: Mit teaterliv 11, 1865. Robert Neiiendam: Det kgl. teaters hist. II, 1922. Hans Beck: Fra livet og dansen, 1944. Svend Kragh-Jacobsen og Torben Krogh: Den kgl. danske ballet, 1952. – Brevveksling med August Bournonville i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Robert Neiiendam: Georg Brodersen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 24. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=287722