Niels Bjørn Larsen

Niels Bjørn Larsen, 5.10.1913-13.3.2003, balletmester. Født i Kbh., begravet på Bispebjerg kirkegård. L. blev optaget på Det kgl. teaters balletskole 1920, blev danser 1932, balletdanser 1937, solodanser 1942, konstitueret balletmester 1951, med rigtig udnævnelse fra 1953, afsked som balletmester 1956. Han blev kunstnerisk leder af Den kgl. ballet og balletmester igen 1958–65, fortsatte derefter som instruktør og som solodanser til 1986. Fra 1956–80 var han balletmester ved pantomime-teatret i Tivoli. Som mimiker og karakterdanser havde L. ikke blot en enestående placering i dansk ballet, men var af internationalt format. Han uddannedes på Det kgl. teater i 1920'erne hvor Bournonville-traditionen dominerede, men selv om L. senere skulle finde rig anvendelse for sine geniale evner netop i dette nationale repertoire, fik han sin første inspiration og personlige udfoldelsesmuligheder fjernt fra Bournonville, nemlig hos den barokke schweiziske mimekunstner Trudi Schoop der i sine pantomimer dyrkede den sociale satire i en stiliseret, original udtryksform. Efter debuten som sømanden i Gudindernes Strid, 17.4.1933, tog han engagement hos hende og turnerede med hendes Comic Ballet nogle sæsoner mellem 1935 og 1939. – Efter hjemkomsten gled L. ind i repertoiret på Kongens Nytorv og skabte over de næste mere end fyrre år et enestående rigt geled af spændende karakterer, alle båret af en frodig og lunefyldt fantasi og med dybe menneskelige strenge. Hans fine rytmesans gjorde sig gældende, da han dansede den steppende amerikaner Brown i Gaucho, og evnen til at variere det groteske kom til udtryk i vidt forskellige partier fra Kolingen over morsomme kvindeportrætter som mutter Simone i La Fille mal Gardée (Den slet bevogtede datter) og forstanderinden i Graduation Ball tilden lystne gamling i Amors og Balletmesterens Luner og den senile bedstefar i Den unge Mand skal giftes. Sin sans for det mystiske og sin fantastiske udstråling viste han som åndemaneren Angakok i Qarrtsiluni, 1942, og som Charlatan i Petrúsjka, mens han var elegisk som musikeren med de voldsomme syner i Episode af en Kunstners Liv, 1948. L. udfoldede sit dejlige lune i titelpartiet i Troldmandens Lærling, 1945, og var fin og morsom i karakteristikken af den selvsikre trold Diderik i Et Folkesagn, 1941. Hos August Bournonville var han endvidere køn og charmerende som Edouard i Livjægerne paa Amager, 1947, og elegant og med autoritet som den gråsprængte konsul i Fjernt fra Danmark, 1962, mens de komiske perler først og fremmest var den fedtede, lidt ondskabsfulde limonadesælger Peppo i Napoli, som han udbyggede med en rigdom af små, sigende og sjove nuancer siden 1945, og den sprælske gadesanger Pascarillo som han siden 1975 gav med italiensk elan og genial mimisk-plastisk udformning af "arien" til trompetsoloen.

Blandt L.s mange roller, der alle var skabt ud af en fremragende skikkelsesdannende evne, står to med særlig glans. Det er hans Coppelius i Coppelia, 1945 hvor han gav et stærkt fængslende portræt af dukkemageren med en blanding af mystik og menneskelig rejsning i tragedien. 1957 og 1959 blev han hentet til Greek Theatre, en kæmpe friluftsscene i Los Angeles, for at gæste i netop denne rolle. Hans anden geniale karakterpræstation var heksen Madge i Sylfiden som han dansede første gang 1956, og som i hans udførelse blev en meget central figur i ballettens dramatiske spil, et monument af dæmonisk ondskab og et mønster på en klar, nuanceret mimisk fremstilling, båret af indre magi. Foruden ved gæstespil med Den kgl. ballet hvor L. dansede heksen fra Pariseroperaen over Bolshoi til Metropolitan i New York, blev L. hentet til London Festival Ballet for at danse og spille sin heks ved Peter Schaufuss' opsætning af Sylfiden 1979, og han var der igen året efter, da engelsk TV optog forestillingen. L. var en ballet-skuespiller af højeste rang, og erindringsbogen Bag mange Masker, hvor han fortæller om sine roller, er et fint bidrag til kunstnerens psykologi. – Alene hans indsats som mimekunstner ville have sikret L. en fremtrædende plads i dansk ballethistorie, men han havde flere strenge at spille på. Da Harald Lander 1951 forlod Den kgl. ballet, som kom i en vanskelig situation, var det L. der som balancens mand og en human balletmester i flere perioder stod for styret. Denne periode mellem Lander og Flemming Flindt, der begge var stærkt udfarende koreografer, er ofte blevet nedvurderet hvilket er helt urimeligt. L.s periode som leder af den danske ballet blev overordentlig rig og blomstrende, netop fordi L. ikke selv ønskede at dominere som koreograf. Det var i 1950erne, at en række betydelige udenlandske koreografer gæstede Danmark som David Lichine, George Balanchine, Frederick Ashton, Roland Petit, Birgit Cullberg og mange flere. Det var også i disse år, balletten foretog en række turneer der tillige med den årligt tilbagevendende maj-festival, som L. fortsatte efter Landers initiativ 1950, blev bestemmende for ballettens verdensry. L. ledede gæstespillet til London 1953 og afsluttede sin karriere som balletmester med den succesfulde turné til USA 1965. – L. fortsatte som karakterdanser ved teatret, men havde allerede 1956 overtaget posten som leder af Pantomimeteatret i Tivoli hvor han har hæget om den casortiske pantomime-tradition og desuden skabt en række brogede, lette og underholdende balletdivertissementer hvor de væsentligste er Till Uglspil, Columbine og Anderumpen i samarbejde med Kjeld Abell,Et Avisfrieri efter Bournonvilles ballet Konservatoriet, Det vilde Westen og Blomsterfesten i Genzano i Bournonville-året 1979 i samarbejde med Hans Brenaa.

På Det kgl. teater debuterede L. som koreograf og scenograf med en grotesk fornøjelig cirkusballet Den detroniserede Dyretæmmer, 1944, over en idé af Birger Bartholin. Han fik aldrig en stor koreografkarriere, blandt andet fordi han helligede sig arbejdet som balletmester, men han forsøgte sig dog i den psykologiske genre med Drift, 1951, og havde størst succes med den yndefulde rokokoballet Lunefulde Lucinda, 1954. Desuden var L. en flittigt brugt koreograf og danseinstruktør ved utallige skuespil, operaer, operetter, musicals, revyer og film. Sit eget kompagni – Niels Bjørn-balletten – skabte han 1940, og de dansede nogle år i populære etablissementer rundt om i Skandinavien.

L. var et af de mest virksomme mennesker i dansk ballet i dette århundrede. Med sin sans for tradition gik han midt i 1950erne på eget initiativ i gang med at filme Det kgl. teaters balletrepertoire, og han etablerede en privat samling af stor historisk værdi. Foruden sin optræden på og bag scenen spillede han spillet en fremtrædende rolle i det pædagogiske formidlingsarbejde omkring ballettens kunst som blomstrede op i 1960- og 70'erne. Han var blandt andet en af mændene bag den store Bournonville-udstilling på Statens museum for kunst 1979. – I sine mange aktiviteter havde han haft umådelig hjælp af sin hustru, koncertpianist Elvi Henriksen og datteren, balletdanser Dinna Bjørn (f. 14.2.1947). Førstnævnte fik gennem sin undervisning på balletskolen på Det kgl. teater en umådelig betydning for danske danseres musikalske opdragelse, mens sidstnævnte har placeret sig stærkt som Bournonville-danser, pædagog og formidler. Sammen dannede de tre en vital og stærk familieklan som gjorde dansk balletliv rigere. I 1994 tildeltes L. den fornemme hædersbevisning Ingenio et arti, han modtog desuden The Scandinavian-American Foundations kulturpris 1992.