Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Harald Lander

Oprindelig forfatter EAsc

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Harald Lander, Harald Alfred Bernhardt Stevnsborg Lander, 25.2.1905-14.9.1971, balletmester. Harald Lander blev optaget på Det kgl. teaters balletskole 1913. Han blev balletdanser 1923 og solodanser 1929. Han var balletmester ved Det kgl. teater 1932–51 og balletmester og leder af balletskolen på Pariseroperaen 1956–63.

Som balletmester og koreograf blev Harald Lander den person der fik størst betydning for dansk ballet i dette århundredes første halvdel. Han debuterede som Don Alvar i Fjernt fra Danmark 1925 (1.9.) midt i en vanskelig periode for balletten på Kongens Nytorv, hvor Bournonville-repertoiret stadig var dominerende. Opsætningerne manglede imidlertid ofte kvalitet, og dertil kom, at dansk ballet ikke formåede at forny sig. Ude i Europa havde Les Ballets Russes de Sergéj Djágilev gjort balletten til en ny og spændende, farverig og fantasifuld kunstart, men disse strømninger vandt ikke indpas i Danmark. For en ung, ambitiøs og begavet kunstner som Harald Lander kunne det være vanskeligt at se meningen med kunstarten.

Det blev mødet med Mikhaíl Fókin der ændrede hans indstilling. Fókin og dennes hustru opholdt sig i sæsonen 1918–19 i København hvor de optrådte to aftener på Det kgl. teater og ellers gav skole i Charlottenlund. Harald Landers debutår kom de igen, og Fókin indstuderede en balletaften med Chopiniana, Petrúsjka og dansene fra Fyrst Igor. Harald Lander medvirkede i de to sidste balletter, og som andre af ballettens kunstnere opdagede han, hvor langt tilbage danske dansere stod rent teknisk sammenlignet med udlandet. 1927 tog Harald Lander derfor på en toårig studierejse til New York for at dygtiggøre sig hos Fókin, men også hos andre lærere som Ivan Tarasov, Juan de Beaucaire og Les Cansinos.

Annonce

Foruden den klassiske russiske balletteknik ønskede Harald Lander at lære også russisk og spansk nationaldans som han allerede var begyndt at studere hjemme. Harald Lander fik engagement som solodanser ved Paramount Circle og turnerede i USA, men vendte 1929 tilbage til Kongens Nytorv hvor et balletmesterskifte fra Gustav Uhlendorff til Kaj Smith ikke gjorde det mere interessant at være ung danser på Kongens Nytorv. I hjemkomståret blev han solodanser og dansede August Bournonvilles Toreadoren. Han var assistenten i Legetøjsbutikken, 1930 og titelrollen i Barabau ved George Balanchines gæstespil, 1931. Vigtigere var det dog, at han samme år debuterede som koreograf med Gaucho, en latinamerikansk karakterballet der viste Harald Landers sans for teater og hans forståelse for, at balletten måtte være underholdende, moderne og gerne lidt kulørt, hvis den skulle vække publikumsinteressen. 1932 blev Harald Lander balletmester og leder af balletskolen og bestred disse funktioner til 1951.

Der forestod Harald Lander et stort arbejde, og hans indsats i disse to snese år blev af skelsættende betydning for balletten helt til i dag. Han skulle bygge et korps op og skabe solister af kvalitet. Han skulle introducere de nyere strømninger ude fra Europa, skabe et nyt og alsidigt repertoire og passe Bournonville-traditionen. Det var meget på én gang, men det lykkedes. Efter de principper han havde set i udlandet, gik han i gang med at revidere, supplere og styrke træningen som udelukkende havde levet på de skoler, Bournonvilles elever havde sat sammen. Harald Lander drog ofte på studierejser til udlandet og var blandt andet 1932 i Sovjetunionen sammen med Margot Lander. 1938 var han nået så vidt i sit arbejde med at opbygge korpsets tekniske standard, at han kunne præsentere Svanesøens anden-akt, ligesom hans og Knudåge Riisagers Etude fra 1948 viser, hvor store tekniske krav hans dansere kunne honorere mod slutningen af hans balletmestertid i Danmark.

Som koreograf forsøgte Harald Lander sig i mange genrer. Han øgede stadig kravene til danserne samtidig med, at han skabte et afvekslende repertoire for publikum. Mange af disse balletter var "brugsballetter" og forsvandt hurtigt, men andre var af større kvalitet og blev stående som Bolero, 1934 og La Valse, 1940, begge til musik af Maurice Ravel. Under besættelsen 1940–45 vandt Harald Lander og balletten en umådelig popularitet, ikke mindst fordi Lander forstod at bruge kunstarten som et nationalt samlingsmærke. Med den satiriske og vittige Troldmandens Lærling, 1940, og den alvorlige Qarrtsiluni, 1942, blev balletten et våben i den nationale kamp. Qarrtsiluni der beskriver grønlændernes venten på solen efter den lange vinter var et originalt og overrumplende værk, hvor Harald Lander bevægede sig væk fra det klassiske og vedtagent smukke. Balletten ligger koreografisk på linje med de symfoniske balletter Harald Lander i 30'erne havde set i udlandet, idet han i dansens rytmiske struktur arbejder kontrapunktisk mod musikken. Qarrtsiluni havde en symbolsk værdi i krigens år, men stod sig også som kunstværk ved senere genopsætninger. Derimod blev den pompøse Feslpolonaise fra 1942 næsten en myte i dansk ballet. Skabt til Christian X's regeringsjubilæum 1942 med danserne i rødt og hvidt i diagonal mod kongelogen fik den en national betydning, uden hvilken den ikke rigtig virkede, som gensynet viste 1970.

Andre væsentlige balletter fra disse år er Slaraffenland, 1942, atter i samarbejde med to af tidens betydeligste kunstnere, forfatteren Kjeld Abell og komponisten Knudåge Riisager som Harald Lander ofte med stor fordel drog ind i sit arbejde. Den første var tekstforfatter til Vaaren, 1942, ligesom den sidste efter Czernys etuder komponerede musikken til Etude – 1948 endnu uden det internationale "s" – der blev Harald Landers genistreg og den ballet der skaffede ham verdensry. Efterhånden er den sat op med en snes forskellige kompagnier og har flere tusinde opførelser bag sig overalt i verden. Balletten er bygget over gangen i en træningstime. Den viser en ballerinas vej fra de fem positioner til den store udfoldelse på scenen og bliver tillige en demonstration af den klassiske ballets udvikling over tre hundrede år. Etudes er en skønhedsapoteose over den klassiske ballet og Harald Landers blivende indsats.

Foruden sine egne koreografier havde Harald Lander også det nationale Bournonville-repertoire at tage vare på og stilling til. Ved sin tiltræden 1932 erklærede han at ville lægge hovedvægten på Bournonville. 1930'erne blev dog magre år for Bournonville, dels fordi Harald Lander var mere optaget af sin egen koreograf-karriere, dels fordi han vel mente at publikum trængte til noget andet. Men i 1940'erne tog Harald Lander med Valborg Borchsenius' hjælp alvorligt fat på Bournonville-repertoiret. Sammen præsterede de otte Bournonville-opsætninger som dermed blev reddet for eftertiden. Harald Landers bearbejdelser bestod ofte i en understregning af det dansante og underholdende med en stramning af de mimiske passager som fornemmedes lange, også fordi det på teatret kneb med den mimiske tradition. For at afhjælpe dette fik Harald Lander Valborg Borchsenius til at undervise i mimik for de voksne fra sæsonen 1942–43. Den form Bournonville-balletterne fik under Borchsenius og Lander der ofte drog også Hans Beck med ind i arbejdet, blev altafgørende for opsætningerne på Det kgl. teater de næste tredive år, helt frem til Bournonville-festivalen 1979 hvor alle de af ham opsatte værker stod på plakaten i mere eller mindre reviderede former, men dog alle med den grundstruktur Harald Lander havde lagt.

I slutningen af 40'erne var Harald Lander blevet klar over, at der måtte koreografisk fornyelse til, hvis han skulle udnytte og udvikle det kompagni han havde skabt, og som var rigt på store og lysende talenter. Giselle blev sat op 1946, og 1948 hentede Harald Lander Leonide Massine på gæstespil. 1950 holdt teatret sin første balletfestival, og da en række internationale kritikere 1951 blev inviteret til festival nummer to og med rette begejstredes over både repertoire og dansere, stod Harald Lander og kompagniet foran det store internationale gennembrud. Både han og den danske ballet blev da også verdensberømte, men hver for sig.

I august 1951 startede den såkaldte "Lander-affære" som er et af de sørgeligste kapitler i dansk ballethistorie. Harald Lander var kommet i et stærkt modsætningsforhold til balletten, og en stor del af korpset ønskede ham fjernet. Harald Lander blev udsat for et sæt af anklager der resulterede i, at han blev suspenderet fra balletmesterposten. Klagerne delte sig i de moralske omkring hans forhold til danserinderne og de kunstneriske omkring hans ledelse af balletten. Klagerne blev indgivet af to mænd uden for teatret, musikkonsulent Leif Haraldsted og musikanmelder Sten Uldall samt af skuespilleren og danseren Søren Weiss, og de "kunstneriske" klager blev støttet af en række medlemmer af balletten. Sagen var genstand for stor omtale i pressen. At den overhovedet kunne opstå hænger set fra i dag sammen med forældede ledelsesprincipper, og at den fik så uheldigt et forløb hænger – også set fra i dag – sammen med en hos undervisningsminister Flemming Hvidberg manglende menneskekundskab og mangelfuld indsigt i forholdene på et teater.

Der blev indledt en række undersøgelser omkring de moralske anklager, men efter undersøgelsernes afslutning var der ikke grundlag for at rejse tiltale mod Harald Lander for kriminelle forseelser. Der blev derefter indledt en tjenestemandssag omkring Landers embedsførelse, men sagen blev aldrig afsluttet, da Lander i november forlod landet for at tage imod et tilbud fra Pariseroperaen. Landsdommer Jørgen Trolle der havde ledet den tjenstlige undersøgelse udsendte i december 1951 en redegørelse, hvorefter Harald Lander kunne anse sig for renset for de moralske anklager, mens hans embedsførelse i enkelte tilfælde blev betegnet som "ukorrekt". Men Lander var nu i Paris. Paradoksalt nok og som det eneste lyspunkt i sagen bad undervisningsministeren, der havde suspenderet Lander endnu inden en undersøgelse var foretaget, teaterchef Henning Brøndsted svare på en forespørgsel fra Pariseroperaens ledelse, at der intet var til hinder for, at Harald Lander blev engageret ved operaen. I dag må det ses som en indrømmelse af, at sagen var grebet forkert an. For Lander blev det åbningen til en international karriere.

Harald Lander satte Vincenzo Galeottis Amors og Balletmesterens Luner op på Pariseroperaen 1952, og samme år havde han en overordentlig stor succes både med koreografien til afsnittet Les Fieurs i gigantopsætningen af operaballetten Les Indes Galantes og med Etudes. Harald Lander satte i de kommende år flere af sine balletter op i Paris: La Valse, Qarrtsiluni samt koreograferede nye som Hop Frog, Printemps à Vienne og Concerto aux Etoiles der dog ikke forblev i repertoiret. Han blev balletmester og leder af balletskolen på Pariseroperaen fra 1956 til 1963 og virkede samtidig som freelance koreograf i en række lande. Han satte først og fremmest Etudes op, men også Bournonville. Det var Harald Lander der med opsætningen af Sylfiden for Grand Ballet de Marquis du Cuevas i Paris 1953 indledte rækken af internationale Bournonville-opsætninger. Han satte samme ballet op for American Ballet Theatre og en enaktsversion af Napoli for London Festival Ballet (1954). Således gjorde Harald Lander en indsats for dansk ballet i det fremmede, men i hjertet længtes han efter Kongens Nytorv.

Harald Lander var som kunstner og menneske temperamentsfuld og impulsiv, men først og fremmest følsom, og han sagde 1958 med glæde tak til en invitation om gæsteinstruktion på Det kgl. teater, lidet anende, at "affæren" langtfra var glemt. Modstanden mod Harald Lander blussede op i kompagniet som dog nu stod mere spredt og hvor de nye stridigheder nær havde lagt balletten øde. Sagen nåede folketinget og var atter dagligt stof i aviser og radio. Selv om ombudsmanden resolverede, at der ikke var noget til hinder hverken juridisk eller moralsk for at ansætte Harald Lander som gæsteinstruktør strittede dele af balletten stærkt imod bestemmelsen der var taget af balletmester Frank Schaufuss og af teatrets ledelse Henning Brøndsted og Henning Rohde med tilslutning fra tilsynsrådet. Teatrets to direktører, der blev bakket op af stærke kredse såvel inden for som uden for teatret, satte deres stillinger ind på sagen, og Frank Schaufuss forlod balletmesterposten. Lykkeligvis kom et forlig i stand, og gæstespillet blev gennemført, men først 1962 hvor Harald Lander skabte hofballetten Les Victoires de l'Amour og nyindstuderede Etudes der ikke havde været danset på teatret siden Lander forlod det.

I de næste år arbejdede Harald Lander flere gange på dansk TV hvor han 1969 lavede en meget smuk TV-version af Etudes med fire af "sine" verdensdansere i solistpartierne: Toni Lander, Erik Bruhn,Flemming Flindt og Henning Kronstam. Omkring sin 65-års dag 1970 oplevede Harald Lander det lykkeligste gæstespil på Det kgl. teater hvor vanskelighederne endelig syntes overstået, og hvor han skabte en retrospektiv aften med Troldmandens Lærling, Qarrtsiluni og Etudes.

Harald Lander var blevet fransk statsborger, men i sit hjerte var han dansk. Han døde i København og blev båret til graven af unge dansere fra det kompagni som han havde ført frem til internationalt ry, og som havde givet ham hans livs bitreste stunder, men som han dog lykkeligt nåede at blive forsonet med.

Familie

Harald Lander blev født i Kbh. (Sundby), død på Rigshosp. sst., begravet sst. (Holmens). Forældre: værkfører, senere guldsmed Bernhardt August Lander (1863–1942, gift 2. gang 1929 med Carla Andersen, født 1899) og Rosa Stevnsborg (1870–1924). Gift 1. gang 1927 i New York (b.v.) med Esther Maja Guldager, født 12.2.1902 i Kbh., datter af bagermester Rudolf Frederik Guldager (1855–1930) og Henriette Philippa Nielsen (1860–1938). Ægteskabet opløst 1931. Gift 2. gang 28.5.1932 på Frbg. (Marcusk.) med solodanser Margot Ella Gerhard (Margot Lander), født 23.8.1910 i Oslo, død 18.7.1961, datter af forfatter, senere biografdirektør Marx Gerhard (1871–1938) og koncertsanger Ella Florentz (født 1891). Gift 3. gang 7.11.1945 med Lili Laybourn, født 21.1.1918 i Kbh., datter af grosserer Hugo Carstensen og Astrid Laybourn. Ægteskabet opløst. Gift 4. gang 5.4.1950 med solodanser Toni Pihl Petersen (Toni Lander Marks), født 19.6.1931 i Gentofte, død 19.5.1985, datter af afdelingschef Knud Åge Carl Pihl Petersen (1905–72) og Agnes Margrethe Andersen (1907–50). Ægteskabet opløst 1964. Gift 5. gang 25.8.1965 med Lise Gateau, født 14.11.1935 i Paris, (gift 2. gang 1974 med professor Henning Fenger, 1921-85), datter af professor Jean Gateau (1887–1967) og Ragna Finsen (1894-1986).

Udnævnelser

R. 1938. DM. 1948. Ingenio et Arti 1969.

Ikonografi

Tegn. af Otto Christensen, 1943 (Fr.borg). Foto (Kgl. bibl.; Det kgl. teaters bibl. og arkiv; Teatermus.; Pariseroperaens bibl. og arkiv; Dance Coll., N. Y. Public Library).

Bibliografi

New York public library: Dictionary catalog of the Dance coll., N. Y. 1974. – Harald Lander: Thi kendes for ret -?, 1951 (erindr.). Samme: Ballet – en krævende kunst, 1972. – Sv. Kragh-Jacobsen: Ballettens blomstring ude og hjemme, 1945. Samme: Balletten 1945–52, 1953. Allan Fridericia: Harald Lander og hans balletter, 1951. Den kgl. da. ballet, red. Sv. Kragh-Jacobsen og T. Krogh, 1952. Bent Schønberg: Harald Lander i Paris, 1952. Etudes, red. Erik Aschengreen, 1970. H. Lundgren i Perspektiv på Bournonville, 1980. – AV: Balletten danser, 1938. Film-optagelser i New York public library, Dance coll. Optagelser i TV.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Aschengreen: Harald Lander i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=293196