Nini Theilade, f. 15.6.1915, balletdanser, koreograf. Nini Theilade fik sin første danseundervisning af sin mor der var lærer i Dalcroze-rytmik. Da familien 1926 kom til Danmark fra Java fortsatte Nini Theilade sin uddannelse hos Asta Mollerup, men da Det kongelige teaters balletskole erklærede hende for gammel til optagelse drog familien til Paris hvor hun i fire år trænede hos Madame Egorova og også modtog undervisning hos Carina Ari. Nini Theilade søgte ikke mod optagelse i et kompagni, men blev lanceret som solist med debut som fjortenårig ved en danseaften i Haag hvor hun selv havde komponeret dansene og hvor Kjeld Abell havde tegnet kostumerne. I de næste år turnerede hun overalt i Europa. Hun gæstedansede på Det kongelige teater 1931, men væsentligere var det at Max Reinhardt så hende i Stockholm og hentede hende til Berlin. Hun dansede i en række af hans store forestillinger, koreograferede for ham og fulgte ham blandt andet til Hollywood hvor hun 1935 var første alf i hans filmatisering af En Skærsommernatsdrøm. Det alfeagtige, yndefulde og poetiske var netop karakteristisk for hendes dans i højere grad end den stærke tekniske virtuositet. Han dansede med hænder, arme og øjne i lige så høj grad som med benene. 1936 satte hun Psyche op på Det kongelige teater hvor den blev et væsentligt værk i den danske ballets forsøg på at blive et moderne kompagni. Det plastisk smukke og det harmonisk kønne var hovedindtrykket mens det dramatiske og psykologiske trådte i baggrunden. Hendes koreografi var lyrisk-musikalsk og virkede mere ved de blide, aldrig brudte linjer end ved et rigt og mangfoldigt trinregister. Nini Theilade havde tidligere sat balletten op i Regent Park i London og gentog den så sent som 1966 i dansk TV og på sit thurøske balletakademi i 70erne. 1938 introducerede Nini Theilade med Cirklen til Tjajkovskijs sjette symfoni den symfoniske ballet i Danmark inden hun blev solist ved Ballet Russe de Monte Carlo 1938–40 hvor Léonide Massine skabte store partier for hende, blandt andre fattigdommen i Noblissima Visione, 1938 og kvinden i andensatsen af Seventh Symphony, 1939. Hun dansede i Bacchanale, 1939 og satte selv Nuages, 1940 op for kompagniet.

I 1940erne boede Nini Theilade i Rio de Janeiro, Portugal og Mexico City og delte sin tid mellem privatlivet og undervisning og koreografi for de stedlige balletkompagnier. Som danser optrådte hun sidste gang i Danmark i Tivolirevyen 1946, men skabte endnu tre balletter for Det kongelige teater: 1950 den rent klassiske Concerto og den ekspressionistiske Metaphor hvor den almindelige balletnydelighed var erstattet af en dynamisk voldsomhed i skildringen af en kvindes møde med en række mænd. 1968 satte hun Kalkbillede op, men den gjorde sig lige så lidt som Græsstrået for TV 1964.

1970 åbnede Nini Theilade med sin mand A. Buchter Larsen et balletakademi i det gamle kommunekontor på Thurø hvor hun uddannede professionelle dansere, underviste amatører og koreograferede for Dansk ballet gruppe som var knyttet til akademiet der var tænkt som en parallel til landets musikkonservatorier. Hendes drøm om at skabe et blomstrende balletliv i det sydfynske fik imidlertid en brat ende da Svendborg kommune 1979 ikke længere ville yde tilskud.

I 1980 flyttede Nini Theilade til Lyon for at oprette en 3-årig balletuddannelse sammen med sin mand. I 1990 vendte hun tilbage til Danmark for fra 1992 at undervise i ballet på Skolerne i Oure sport & performance. Hun er endvidere fortsat med at koreografere og danse mindre partier, bl.a. på sin 95-års-fødselsdag.

Nini Theilade har været en eksotisk fugl i dansk balletliv. Hun er aldrig faldet til i den danske ballettradition, men hun har været en stadig inspiration, og i sine aktive danserår var hun en anerkendt danser på internationalt niveau.

Familie

Nini Theilade er født på Java, Indonesien.

Forældre: translatør i malayisk og hollandsk Hans T. (1886–1965) og Joanna Catarina (1885-1941). Gift 1. gang 3.7.1940 (b.v.) med forretningsmand Pieter Loopuyt, født 26.8.1886 i Amsterdam, død 1966 i Bruxelles, s. af diamantsliber Samuel L. og Rebecca Loopuyt. Gift 2. gang 5.12.1967 med impressario Arne Buchter-Larsen, født 27.6.1913 i Kbh., død 8.6.1987 i Lyon, Frankrig, s. af grosserer Axel Larsen og Julie Butcher.

Ikonografi

Tegn. af Gerda Ploug Sarp og af H. Bendix udst. 1936. Buste af H. Isenstein, 1937 og af Asta Lilbæk udst. 1938. Tegn. af Otto Christensen. Foto (Kgl. bibl.; Teatermus.; Det kgl. teaters arkiv og bibl.; Dance coll., N.Y. public library).

Bibliografi

Nini Theilades erindringer fortalt til Lone Kühlmann: Dansen var det hele værd, 2006. New York Public library. Dictionary catalog of the dance coll., 1974. – Sv. Kragh-Jacobsen: Ballettens blomstring ud; og hjemme, 1945 175–80. Vibeke Gulmann i Weekendavisen 11.6.1976.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig