Kirsten Simone

Kirsten Simone, Kirsten Anne-Lise Simone, 1.7.1934, balletdanser. Født i Kbh. (Philips). I sin generation blev S. den mest vidtfavnende klassiske ballerina ved Den kongelige danske ballet. Hun blev optaget på Det kongelige teaters balletskole 1945, blev medlem af kompagniet 1952, solodanser 1956 og førstesolodanser 1966. Hun voksede op i den skole Harald Lander havde skabt, men det var først og fremmest Vera Volkova der formede S. og gjorde hende til den første danske danser på kvindesiden der mestrede de tekniske krav i hele det internationale klassiske repertoire. Blond og køn var S. da hun debuterede som Hilda i Et Folkesagn (21.12.1952), men det afgørende gennembrud kom først en række år senere da teknikken var finsleben, og S. var modnet som kunstner og menneske. Det smukke ydre der i starten næsten var et handicap blev nu gennemstrålet af en markant personlighed med en stærk scenisk udstråling. 1964–65 dansede S. på én sæson for første gang Giselle, Odette/Odile i Svanesøen og Julie i Frederick Ashtons version af Romeo og Julie, og i disse roller dækkede hun et register spændende fra det rørende og hjertegribende til det stolte, temperamentsfulde og erotisk gnistrende. – Det var i høj grad udenlandske koreografer der gav S. de partier der hjalp hende til kunstnerisk vækst. 1958 var hun Birgit Cullbergs Frøken Julie og i 1960 Carmen i Roland Petits ballet af samme navn. Sejrene var ikke øjeblikkeligt indlysende, men S. arbejdede videre med partierne, fordybede sig i disse roller hvor teknik og udvortes ikke var nok, og i løbet af nogle år voksede hun til en meget spændende danser som levendegjorde kvindesindet i dets mest facetterede aspekter. Fra det tragiske til det provokerende. Hun var endvidere raffineret og billedskøn som Roxane i Petits Cyrano de Bergerac (1961), udfordrende som Mylady i Flemming FlindtsDe Tre Musketerer (1966) og vidunderlig som den unge pige i Petits Ulven (1967) hvor hun dansede med både sjæl og hjerte og gennemlevede et følelsesregister der gik fra det sarte og rørende til det lidenskabelige og stærke.

Skønt begyndt hos August Bournonville skulle S. ligesom rundt om hele det nyere repertoire såvel som de internationale klassikere inden hun fik et forhold til det største navn i dansk ballethistorie. Hun har med lethed og gratie danset både Sylfiden (1956), Teresina i Napoli (1967) og señoritaen i La Ventana, mens hendes mest overraskende Bournonville-sejre er Louise i Livjægerne på Amager (1978) hvor hun virkede ved sin rige, modne menneskelighed og fru van Everdingen i Kermessen i Brügge (1979) hvor hun overraskende foldede sig ud som en overlegen vittig comédienne. Sine evner for den groteske karakterkomik demonstrerede hun med glans i De gamles dans i Amor og Balletmesterens Luner (1982). I sin ungdom studerede S. hos Olga Preobrajenska i Paris, og i sin lange karriere har S. ofte gæstedanset med fremmede kompagnier fra Bolsjoj i Sovjet (1968) til American Ballet Theatre (1969) ligesom hun gennem en række sæsoner i 1960'erne turnerede overalt i staterne med Ruth Page's Chicago Opera Company. Karrieren har dog først og fremmest ligget på Kongens Nytorv. Flemming Flindts balletmesterår 1966–78 hvor modern dance-repertoiret blev stærkt betonet bragte i perioder S. i en vanskelig position, men hendes format var så stort og hendes vilje så stærk at hun stod sig. Foruden hos de nævnte koreografer har S. danset en række Balanchine-partier hvor hun har imponeret ved sin tekniske kunnen; hun har været både syrenfeen og prinsesse Aurora i Ninette de Valois' opsætning af Tornerose (1957), og hun har vist sit følsomme sind i Mikhail Fokins Chopiniana og som ladyen i John Crankos The Lady and the Fool mens de stærke lidenskaber eksploderede i hendes Lady Capulet i John Neumeiers Romeo og Julie (1974). S. har gennemdanset et rigere balletrepertoire end nogen anden dansk danser i dette århundrede, og hun har bevidst og sikkert arbejdet med sin kunst. Som et sidste eksempel på hendes forbløffende kunstneriske udvikling kan nævnes titelpartiet i George Balanchines Søvngængersken hvor hun var køn og ung 1955, men som hun tyve år senere fyldte med spændende mystik og en fascinerende blanding af uskyld og farlig sensualitet. Fra 1980 blev hun karakterdanser og dansede bl.a. Fru van Everdingen i Kermessen i Brügge. Hendes afskedsforestilling var som ammen i Romeo og Julie, 2006. S. tildeltes Tagea Brandts rejselegat 1970 og 2001 - i forbindelse med hendes 50-års-jubilæum ved Den kgl. ballet - modtog hun udmærkelsen Ingenio et arti-medaljen.