Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Emilie Walbom

Oprindelig forfatter RNeii
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Emilie Walbom, Johanne Emilie Margrethe Walbom, 27.10.1858-23.10.1932, balletdanser, balletarrangør. Født i Kbh. (Frue), død sst., begravet sst. (Garn.). W. var et "teaterbarn". Faderen, hans søster operasangeren Emilie Liebe og hendes mand var knyttet til nationalscenen. Allerede 1864 kom W. ind på balletskolen, og 19.10.1873 blev kadetten Poul i Fjernt fra Danmark hendes første større parti. Hun manglede lyrik og skønhedens nådegave, men kunne sit fag i traditionel forstand, var flittig og trofast i opfyldelsen af sine pligter og blev ved sin bastante fremtræden på de ældre dage fremstilleren af kvindelige karakterroller som den napolitanske moder Veronica i Napoli, den trivelige flamlænderinde i Kermessen i Brügge, heksene i Sylfiden og Den lille Havfrue, husbestyrerinden i Konservatoriet. Efter at have tilhørt teatret i 61 år optrådte hun sidste gang 26.5.1925 som ammen i Et Folkesagn. – En særlig plads i vor ballets historie fik W. som arrangør og bearbejder. Hun indførte med held Petipas Harlekins Millioner, 1906 og gav den nye danse; Mikhail Fokins "Kleopatra" og "Markisen drømmer" blev til En Nat i Ægypten og Rokoko. Men sit heldigste greb gjorde hun, da hun af Fokins Carnavalskabte Drømmebilleder, 1915, med anvendelse af H. C. Lumbyes populære kompositioner; denne ballet gjorde stor lykke og har bevaret sin plads på repertoiret. Også i Askepot, Paris' Dom, Sylvia, Svundne Tider, Scaramouche m.fl. skyldtes dansene hende. August Bournonville var hendes ideal, men hun forstod at repertoiret måtte fornyes ligesom udtryksformerne. Fra 1915 var hun balletinstruktør og som sådan en dygtig vejleder for de unge.

Familie

Forældre: possementmagermester, senere garderobeforvalter ved Det kgl. teater Frederik (Fritz) Ludvig Egense (1829-1901) og Anna Thora Maria Stendrup (1829-1907). Gift 24.10.1881 i Kbh. (Slotsk.) med danser og operasanger ved Det kgl. teater Arnold Alfred Constantin W., født 3.2.1851 i Kbh. (Trin.), død 6.8.1898 sst., s. af skomagermester Johannes Hansen W. (1809-60) og Henriette Elisabeth Feder (1811-89).

Ikonografi

Mal. af Erik Stæhr Nielsen, 1919. Klippet silhouet af Kirsten Wiwel, 1924 (Kgl. bibl.). Foto.

Annonce

Bibliografi

Den kgl. da. ballet, red. Sv. Kragh-Jacobsen og T. Krogh, 1952. Erik Aschengreen: Balletbogen, 1982 109-11.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Robert Neiiendam: Emilie Walbom i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=299115