Max Schumann, Ernst Max Schumann, 28.11.1916-27.12.2004, cirkusdirektør. Max Schumann voksede op sammen med broderen Albert og viste sig første gang i manegen 1926 sammen med denne i et voltigenummer, og 1934 debuterede han som skolerytter. Tro mod familietraditionen holdt han sig altid diskret i baggrunden i respekt for den ældre brors værdighed som Altmeister.

Max Schumann var ekspert i dressur af ponyer som han selv fremførte på en humørfyldt og charmerende drenget facon. Ved faderens død blev Schumann teknisk direktør, og 1969 – der var Cirkus Brødrene Schumanns sidste sæson i København – var han alene om at drive cirkusbygningen. 1977 oprettede Max Schumann s.m. hustruen og de to børn Katja (f. 1949) og Philip (f. 1953) Cirkus Max Schumann som omrejsende teltcirkus med Max Schumann som Altmeister. Selv om også dette cirkus blev af høj professionel standard kunne det ikke klare sig i konkurrencen, men blev erklæret konkurs efter fire sæsoner. 1981 genopstod det imidlertid som anpartselskab ved hjælp af en økonomisk redningsplan iværksat fra privat side, men ved slutningen af sæsonen 1982 blev også dette selskab erklæret konkurs.

Familie

Max Schumann blev født i KM. (Maria).

Forældre: cirkusdirektør Oscar Adolf Schumann (1886–1954) og artist Barbara (kaldet Wardia) Beketow (1885-1986). Gift 8.2.1946 på Frbg. med Vivi Merete Mikkelsen, født 17.1.1926 i Nyborg, datter af stadsdyrlæge Axel Charles Valdemar Mikkelsen (1892–1970) og Lykke Agnes Saabye Clausen (født 1898). – Bror til Albert Schumann.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Anders Enevig: Cirkus i Danmark II, 1982.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig