Per Lütken

Per Lütken, 10.11.1916-10.2.1998, tegner, glaskunstner. Per Lütken blev uddannet på maleren og håndværkslæreren Jens Møller-Jensens Skolen for dansk kunsthåndværk 1932-38. Da Jacob E. Bang 1941 forlod Holmegaards Glasværk søgte direktør Chr. Grauballe en kunstnerisk efterfølger og henvendte sig til Møller-Jensen, fra hvis skole glasværkets første kunstner Orla Juul Nielsen også var udgået. Per Lütken tiltrådte 1942 og havde i lighed med sine to forgængere aldrig beskæftiget sig med glas før. Mundblæst glas udføres i et værksted som består af et vekslende antal faglærte glasmagere og ufaglærte håndlangere. Kunstneren hører ikke med til værkstedet selv om han kan være nærværende og deltage med råd og dåd. Som sine forgængere leverede Per Lütken Holmegaards værksteder ideer til nye glasarbejder i form af tegninger og forme. Gennem årene erhvervede Per Lütken en solid viden og erfaring om hvorledes glasmassen arter sig under arbejdsgangen og blev derved i stand til selv at udvikle nye teknikker eller forbedre gammelkendte ved hjælp af glasmagerens traditionsbundne, primitive værktøj. Det kom især Per Lütkens kunstglas til gode fx den "selvblæste" teknik fra 1955 der består i at dampen fra en våd plade som glasset holdes ned mod selv blæser skålen op. Per Lütken interesserede sig for frihåndsblæsning uden forme, men under kunstnerisk styring og i mindre grad beroende på tilfældige effekter, fx i udslyngede arbejder hvor det anfangede, glødende glas ikke blæses, men slynges, hvorved centrifugalkraften bestemmer formen. Det gælder også hans helt originale næbvaser fra 1952 og 1970 eller hans videreudvikling af en kendt teknik som pindblæsning hvor det nye bestod i at glasmageren efter indvarmning kunne opdrive og helt udslynge det pindblæste emne. Ingen forstod som Per Lütken at gode glas skabes i et intimt samarbejde mellem kunstnerens streg, drejerens form og den dygtige glasmagers øjemål. Senere dyrkede Per Lütken andre typer af kunstglas fx "Lava" hvor massen er blandet med farvet menge og blæst i våd lerform og opdrevet, eller de finsk inspirerede vaser hvis rustikke struktur bestemmes af hvordan formen af træ, ler eller jern er behandlet. Endelig udviklede Per Lütken kunstglasserier med farvede glasmasser med marmoreringsvirkninger samt glasskulpturer og dekorative udsmykninger.

Per Lütken tegnede desuden adskillige af glasværkets populære glasservicer, fx Gyldenholm, 1949, Copenhagen, 1953, Largo, 1958, Clausholm. 1958 og Atlantic, 1962, alle afsprængte. Per Lütkens hu stod imidlertid til de helt opdrevne, mundblæste drikkeglas hvis specielle form og maskinelt uefterlignelige håndværk havde en bedre chance end de afsprængte for at klare sig i konkurrencen med de helautomatiske drikkeglas der for hvert år blev bedre og billigere. Resultatet var først Perle, 1966 der er opdrevet uden klipning. Senere fulgte Tivoli Copenhagen, 1968, Nr. 5, 1970, danske skibsglas, 1971, Idéelle, 1978, Charlotte Amalie, 1981, og det levende glas, 1985, hvor den tidskrævende og derfor kostbare opdrivning uden klipning blev forladt til fordel for en varm afsprængning hvorved randen samtidig forsmeltes. Per Lütken arbejdede hos Holmegaards Glasværk frem til sin død 1998.

Per Lütken tegnede langt over 3000 forskellige glas. Hans flid, idérigdom, respekt for håndværket og kunstneriske disciplin har placeret ham som en af den vestlige verdens mest fremstående glaskunstnere. Per Lütken deltog med sine glasarbejder på alle større danske udstillinger i ind- og udland ligesom hans arbejder er repræsenteret på mange store museer i verden. Per Lütken modtog 1960 direktør Christian Grauballes mindelegat og 1994 Danmarks Nationalbanks jubilæumsfonds hæderslegat.