Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Josef Søndergaard

Oprindelig forfatter BjMa
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Josef Søndergaard, Josef Christian Søndergaard, , 8.4.1906-5.2.1946, reklametegner. Født i Esbøl, Sønder Vium sg, død på Frbg., begravet Vestre kgd. S. deltog som frivillig i den finsk-russiske vinterkrig og vendte tilbage til Danmark umiddelbart efter den tyske besættelse. I efteråret 1941 overtog han og Carl Munck Stjerne-Radio i Istedgade, og her dannedes i efteråret 1942 en modstandsgruppe der i baglokalet trykte det illegale blad De Frie Danske. S. (dæknavn "Tom") ønskede imidlertid en større aktivitet i det illegale arbejde idet han foretrak "norske tilstande". Denne holdning medførte at han og en del af gruppen foretog våbenkup og fik etableret en kontakt til BOPA. Knud Børge "Sprængsmith" Jensen gav her gruppen instruktion og sprængstoffer. Den første sabotage fandt sted 12.5.1943. I de næste måneder gennemførte gruppen 18 små og middelstore sabotager. S. var dog utilfreds med BOPAs ledelsesform, og i øvrigt ønskede gruppen at stå selvstændig. I juli ophørte samarbejdet. Snart efter fik S. via Jens Lillelund kontakt med den engelske faldskærmsorganisation, S.O.E., og Søndergaard-gruppen trådte ind i S.O.E.s regi under navnet Holger Danske. I slutningen af juli blev S. arresteret af dansk politi og indsat i Vestre fængsel. Herfra befriede to gruppekammerater ham ved en velplanlagt og dristig aktion. – Gruppens sabotage kulminerede med sprængningen af Forum 24.8.1943. Denne sabotage var en af besættelsestidens mest populære og omdiskuterede. Selv kom han for sent ud af bygningen og blev såret af murbrokker og glasskår. Derefter flygtede han og hele gruppen – dog med undtagelse af Lillelund – til Sverige. Her blev han interneret i Långmurafængslet, og først løsladt efter seks uger. S. kontaktede Ebbe Munck i Stockholm i et forgæves forsøg på at komme til England og blive uddannet som fald-skærmsagent. I stedet begyndte han at sejle og organisere ruter over Kattegat. Ud over flygtninge og post blev våben indsmuglet til modstandsbevægelsen af hans Göteborg-Anholt-Jyllandrute. – Søndergaard-gruppen var den første generation af ialt fire modstandsorganisationer der gennem modstandskampen bar navnet Holger Danske. Der har efter krigen været diskussion om hvem der skabte Holger Danske. Det var "Tom" der spillede den afgørende rolle i den første Holger Danske medens Jens Lillelund var den centrale i dannelsen af den næste generation som begyndte sine aktiviteter i nov. 1943.

Familie

Forældre: lærer Nikolaj Frederik S. (1877–1967) og lærer Hansine Annine Hansen (1882–1966). Gift 22.12.1934 i Hillerød (Fr.borg slotsk.) med Eva Lyra Madsen, født 13.7.1911 i Frederikshavn, død 21.4.1977 på Frbg., d. af overmontør Carl Albert M. (1888–1966) og Ane Dorothea Frederikke M. (1885–1963).

Ikonografi

Tegn. af Jørn Glob ca. 1952 (Fr.borg). Foto.

Annonce

Bibliografi

Josef Petersen og Bob Jarset: Holger Danske vågner, 1946. Jørgen Hæstrup: Kontakt med England, 1954. Egil Barfod: Sabotageorg. Holger Danske, 1983.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjarne Maurer: Josef Søndergaard i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298081