Jens Rosing, 28.7.1925-24.5.2008, tegner, forfatter. Født i Jakobshavn. Efter realeksamen i Danmark 1944 ansattes R. i Den kgl. grønlandske handel til 1946 og blev derefter til 1950 uddannet på akademiet for fri og merkantil kunst og på kunstakademiets malerskole. Efter en rejse til Nordøstgrønland 1949 tog R. til Lapmarken hvor han de følgende to år lærte sig tamrenavl ved at leve som renvogter blandt samerne. Efter en ekspedition til Vestgrønland for at finde egnede lokaliteter til renavl indførte han 1952 nogle hundrede tamrener fra Finmarken til Godthåbsfjorden og indførte dermed et nyt erhverv i landet. Renforsøget udviklede sig godt og blev ledet til 1959 af R., som derefter tog ophold i Danmark og helligede sig sin kunst. – I de følgende år deltog han i flere ekspeditioner med Nationalmuseet til Grønland, bl.a. i Knud Rasmussens mindeekspedition i Nordgrønland 1979 og 1980, og havde en væsentlig andel i kortlægningen af bl.a. Sarqaqkulturens udbredelse i Midtgrønland. 1976–78 fungerede han som leder af Grønlands landsmuseum og var som sådan ansvarlig for afdækningen og transporten af de berømte mumiefund fra en hule i Umånaqfjorden som han beskrev og illustrerede i sin bog Himlen er lav, 1979. R. udgav en lang række bøger og illustrerede endnu flere. 1954 kom Den dragende flok om renvogterårene i Norge, 1960 Isimardik, den store drabsmand der ligesom Sagn og saga fra Angmagssalik, 1963 og Kimilik, 1970 er baseret på stof fra Østgrønland, til dels faderens og bedstefaderens indsamlede materiale. 1973 kom Ting og undere i Grønland om nordboerne, som flere andre af bøgerne gennemillustreret i farver, med tegninger og akvareller. Det gælder også De store konger 1976, indeholdende europæiske historier som de har udviklet sig i grønlandsk overlevering. Af senere værker kan nævnes Fuglestreger, 1988, og Hvis vi vågner til havblik, 1993. Desuden udgav R. flere mindre tryk og bibliofiludgaver med motiver fra landets historie og fauna. Bøgerne er præget af hans fortælletalent og dybe indføling med sit hjemlands kultur.

R. er dog nok bedst kendt som maler og tegner. Blandt hans ret få malerier er Havets Moder af den grønlandske "modergudinde" kommet som frimærke. Men det var især som tegner R. udfoldede sig, dels i sine egne bøger, dels i en lang række andre, skolebøger, historiske og zoologiske værker, fx Finn Salomonsen: Fuglene i menneskenes land. Desuden tegnede han i en årrække de fleste grønlandske frimærker med motiver fra landets historie, fauna og sagnverden. R. forenede en pinlig nøjagtighed i etnografiske, arkæologiske og biologiske detaljer med en enkel kraftig streg. Specielt var han uovertruffen i sine skitser af dyr og fugle der ofte har karakter af helt biologiske studier, men samtidig overbevisende kunstnerisk kvalitet. R. arbejdede også i andre materialer, fx keramik, og leverede 1963 en udsmykning til seminariet i Godthåb og 1965 en altertavle til Egedesminde ny kirke, forestillende skabelsen med de fire elementer. 1997 udførte han en udsmykning af landstingets mødesal i Nuuk. Desuden skabte han flere kortfilm, Umialik 1967 om den sidste konebåd i Grønland, Tasiussaq 1969 samt 1971–72 to film for Den kgl. grønlandske handel, Emilie fra Sarqaq og Havet ved Grønland. – R. var medlem af bestyrelsen og næstformand i Det grønlandske selskab 1960–74. Modtog Dansk forfatterforenings populærvidenskabelige pris 1979 og Jakobshavns ærespris; sst. stiftedes et R.-legat. R. tildeltes Grønlands hjemmestyres kulturpris 1985, Statens kunstfonds livsvarige ydelse 1989 og Grønlands hjemmestyres fortjenstmedalje 1997.

Familie

Forældre: pastor Otto R. (1896–1965) og Sara Siegstad (1900-88). Gift 13.5.1952 med Dagny Nielsen, født 11.2.1928, d. af overpostbud Niels N. (1894–1977) og Johanne Pedersen (1901–76).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Chr. Berthelsen: Oqaluttualiaativut taalliaativullu, ny udg. Godthåb 1976 146–48. Bent Gynther i Nord. kunst og design V, 1978 nr. 2 19–23. Bodil Kaalund: Grønlands kunst, 1979 207f. Helge Larsen i Grønland XXVIII, 1980 70–80.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig