Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Harald Nielsen

Oprindelig forfatter elas
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Harald Nielsen, Harald Christian Nielsen, 20.7.1892-22.12.1977, sølvtegner. Født i Bårse, død i Hellerup, begravet sst. Efter faderens død flyttede moderen med børneflokken til Kbh. N. ville være maler, men familiens trange kår bestemte ham for håndværket, og 1909 kom han i ciselørlære hos Georg Jensen som 1907 var blevet gift med N.s ældste søster Johanne. Allerede i læretiden udførte N., som havde haft tegneundervisning hos Carl V. Meyer, tegninger til et håndtegnet katalog for Georg Jensen. Endnu engang forsøgte han sig som maler, men knyttedes kort tid efter til Georg Jensen som tegner og viede resten af sit liv til sølvsmedjen. Skønt nærmeste medarbejder til Georg Jensen og Johan Rohde udviklede han en selvstændig sølvstil. N.s tegnefærdighed formidlede Jensens og Rohdes talrige skitser til anvendelige arbejdstegninger for sølvsmedene. N. tegnede selv mange korpusarbejder som præges af sikre proportioner og en udviklet stilsans med ornamentet som en underordnet, men prægnant detalje. N. tegnede to bestik, pyramidemønster, 1927-29 og dobbeltriflet, 1947, samt enkelte smykker. Hans arbejder er repræsenteret i Kunstindustrimuseet og i flere udenlandske museer. Siden verdensudstillingen i Paris 1925 har han deltaget i alle Georg Jensens udstillinger. Hans 60-årsdag 1952 fejredes med en separatudstilling hos Georg Jensen & Wendel A/S, i Kbh.

N. fik K. A. Larssens legat 1921. Han blev underdirektør 1958, fratrådte 1962, men var indtil 1967 tilknyttet smedjen som kunstnerisk konsulent. – I mellemkrigsårene placerede N. sig klart som smedjens tredje kunstner, men efter anden verdenskrig virkede han især som vejleder og "fødselshjælper" for de yngre kunstnere. Beskeden og uselvisk og uden på nogen måde at ville påtvinge andre sin personlige sølvstil hjalp han de uerfarne til rette og har "med sit usvigelige øje for, hvad der var godt og hvad der var mindre godt, værnet om kvaliteten ved hver enkelt ting" (Henning Koppel). Hans position var enestående, og en hel generation af yngre sølvtegnere stod i gæld til ham.

Familie

Forældre: sognepræst Søren N. (1845-93) og Lydia Kold (1852-1945). Ugift. N.s farfar var højskoleforstander og hans grandonkel Christen Kold. Hans farbrødre var digteren L. C. Nielsen og sceneinstruktør og teaterdirektør Johannes Nielsen. Hans søstre var sølvsmed Tabita Schwenn, Maria Møller og Inger Albertus.

Annonce

Udnævnelser

R. 1954.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Ebbe Nielsen: Nogle nye arbejder tegnet af H. N., udg. Georg Jensen sølv, 1933. Sig. Schultz i Samleren, 1938 205 220-23. [Åke Stavenow og Chr. D. Reventlow:] H. N. Et tilbageblik på en kunstners arbejde, 1952. Walter Schwartz: Georg Jensen – hans tid og slægt, 1958. Mobilia, 1966, særnr. 131-32. Henning Koppel i Politiken 28.12.1977. Erik Lassen i Georg Jensen silversmithy. Udstillingskat., Washington 1980. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Elin Aarestrup Sørenen: Harald Nielsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 13. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294959