Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Svend Gade

Oprindelig forfatter KNeii
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Svend Gade, Svend Lauritz Gade, 9.2.1877-25.6.1952, teatermaler, sceneinstruktør. Født i Kbh. (Holmens), død på Århus kommunehosp., urne i Kbh. (Vestre). G., en grandnevø af Ludvig G., Aug. Bournonvilles efterfølger, blev uddannet på Teknisk skole i Kbh. og af sin onkel, teatermaler V. Gyllich, på Det kgl. teater; senere malede han hos Carl Lund og virkede fra 1898 tre år under Jens Wang ved det nye nationalteater i Kristiania, hvorfra han kom til operaen i Stockholm. 1904 blev han kunstnerisk rådgiver ved så ansete scener i Berlin som Kleines Theater hvor han 1907 iscenesatte Sven LangesDe Umyndiges Røst, Neues Schauspielhaus, Lessing-Theater m.fl. Han blev kendt i den tysktalende verden og Holland, og 1922 satte han i scene i New York. Derfra rejste han til Hollywood hvor han til 1929 virkede som filminstruktør. I hjemlandet havde han deltaget i opsætningen af Det gamle Spil om Enhver (1914) og han fik 1917 en stor succes ved opførelsen af Strindbergs Et Drømmespil på Dagmarteatret (bl.a. gentaget på Stadsschouwburg i Amsterdam 1921 og Svenska teatern i Helsingfors 1934). Her indførte G. den ekspressionistiske opsætning og dekoration i Danmark. 1930 ansattes han som sceneinstruktør ved Det kgl. teater både i operaen og skuespillet. Samtidig fortsatte han som scenograf. 1919 havde han skabt dekorationerne til Aladdin, og han udnyttede fortsat scenerummet med de stilrene og virkningsfulde rammer, han gav Goethes Faust, Goldonis En Tjener og to Herrer, Shakespeares Stor Staahej for Ingenting og Hamlet. Hans indsats bidrog til fornyet interesse for de klassiske værker, men lige så fantasifulde rammer gav han Strindbergs Dødsdansen, Griegs Nederlaget og Ibsens Peer Gynt. Som iscenesætter lagde han, inspireret af Max Reinhardt, mindre vægt på sennaturalismens replikbehandling og interesse for detaljen til fordel for helheden og det maleriske udtryk som han viste i opsætningen af Offenbachs Orfeus i Underverdenen, 1934, Verdis Maskeballet, 1935, J. L. Heibergs En Sjæl efter Døden, 1935 og Oehlenschlägers Sand Hansaftenspil, 1939. Ved hans indsats blev disse to værker fra den danske guldalder vundet for scenen. 1947 afgik han fra Det kgl. teater for at blive biografdirektør i Århus. Memoireværket Mit Livs Drejescene er en væsentlig indføring i hans halvtredsårige teaterliv der førte ham, som den første danske iscenesætter og scenograf, til anerkendelse i udlandet. Dekorationsudkast (Teatermus.).

Familie

Forældre: vejerassistent Anton Jacob Mathias G. (1843-93) og Philippa Victoria Julie Wiberg (1847-1911). Gift 21.1.1910 i Berlin med operasanger ved Komische Oper sst. Inez Octavia Cathrina (Carin) Gillberg, født 3.1.1886 i Stockholm, død 9.12.1960 i Kbh., d. af direktør Nils Gustaf G. (1857-1937) og Hanna Catharina Wallman (1857-1911).

Udnævnelser

R. 1935.

Annonce

Ikonografi

Selvportr. 1900. Mal. af Arne Kavli, 1901. Foto.

Bibliografi

S. G.: Mit livs drejescene, 1941. – Masken 1.10.1910. Herm. Bang: Mennesker og masker, 1910 128. Henry Moritz i Teatret X, 1911 97-99. Politiken 12.7. og 23.8.1931. – Dagbøger 1926-45 i Kgl.bibl. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Klaus Neiiendam: Svend Gade i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 9. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=289884