Carl Lund, Carl Christian Lund, 21.4.1855-10.2.1940, teatermaler. Født i Odense, død på Frbg., begravet sst. L. var oprindelig malersvend og blev uddannet på Teknisk skole i Odense, men 1873-76 gik han på akademiet, indtil han begyndte som dekorationsmaler hos onklen C. F. Aagaard. 1878-82 var han på studierejse til München, Wien og Italien. I Wien lagde han sig særligt efter teatermaleriet og debuterede som scenograf ved Dagmarteatrets åbning 7.3.1883. Hans usædvanlige tekniske dygtighed blev hurtigt anerkendt, og 1889 blev han valgt til at udsmykke den danske pavillon på verdensudstillingen i Paris. Han fremstillede seks store billeder af danske slotte der nu findes på Odense rådhus og modtog udstillingens sølvmedalje. 1892 fik han kultusministeriets støtte til en Italiensrejse, og 1896 blev han konstitueret som teatermaler på Det kgl. teater. L.s største indsats blev dog ikke scenografi til nationalscenen, men derimod hans årelange virke som teatermaler for næsten samtlige kbh.ske privatscener og teatrene i provinsen som han udstyrede med sine stærkt naturalistiske dekorationer i tidens smag. Han udmærkede sig også ved gennem en årrække at fremstille friluftsdekorationer til Tivoli, Den gamle by o.l. L. var sin tids mest produktive teatermaler, og han blev så populær ved sin opfindsomhed og sans for effektfuld virkning, at pressen indførte den stående kliché, at "nu har C. L. atter overgaaet sig selv". Særlig folkekomedien passede til L.s stil, og publikum jublede over hans panoramaer, transparenter, vandretæpper og bølgende havdekorationer. -Prospekter, 1923, i frimurerlogen i Kbh.; dekorationsudkast i Teatermuseet.

Familie

Forældre: skomagermester Niels Martin L. (1819-72) og Abelone Aagaard (1824-90). Gift 11.1.1883 i Odense med Leopoldine Franziska Schafrath, født 9.3.1859 i Wien, død 9.3.1926 på Frbg.

Udnævnelser

R. 1915.

Ikonografi

Træsnit 1892 efter foto. Mal. af P. Mønsted. Buste af Th. Edelmann. Silhouet af Kirsten Wiwel (Kgl. bibl.). Tegn. af Carl Jensen, 1925, og af Helge Nielsen, 1930 (Teatermus.). Foto.

Bibliografi

Hver 8. dag 17.9.1899. Erik Schiødte i 111. tid. 9.11.1902. Politiken 16.8.1909 og 19.4.1925. Vore herrer 19.9.1920. Fyns stiftstid. 18.4.1935. Barsen 20.4. s.å. K. Flor i Berl. tid. 12.2.1940. - Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig