Arnold Wallick

Arnold Wallick, Aron Wulff Wallick, 11.3.1779-3.11.1845, teatermaler. Født i Kbh, død sst. (Mos.), begravet sst. (Mos. kgd., Møllegade). W. blev 1795 elev af akademiet og vandt 1803 den store sølvmedalje. For yderligere at uddanne sig rejste han til Rom hvorfra han hjemsendte adskillige farvelagte dekorationstegninger der vidner om betydelige evner for teatermaleriet, det felt der havde hans særlige interesse. I Rom tilhørte han kredsen omkring Bertel Thorvaldsen og baron Herman Schubart. 1809 drog han hjem over Paris og vakte snart opsigt med en teaterdekoration, Et Fængsel, der skaffede ham understøttelse til en ny udenlandsrejse. Han valgte Paris og studerede her teatermaleriet 1811-13 hos datidens betydeligste teatermaler P.-L.-C. Ciceri på Pariseroperaen. Det kgl. teater trængte på den tid i højeste grad til en dygtig dekorationskunstner, og her blev W. ansat i foråret 1814. Han havde ganske særlig grundigt studeret de forskellige bygningsperioders stil, formentlig hos Paolo Landriani på La Scala i Milano. Samtiden roser ham navnlig for den varme og lette tone i hans dekorationsmalerier. Det hedder om ham at han "behandlede Luftperspectiven fortræffeligt og lagde, naar han ikke blev altfor hemmet af vanskelige sceniske Betingelser, en brillant Virkning i Fremstilling af prægtige Gader og pitoreske Bygninger". En ting ankede man imidlertid over, og det var den langsomhed med hvilken han arbejdede. Lette kår havde W. nu heller ikke altid. Det ses bl.a. i hans forhold til Det kgl. teaters almægtige økonomiinspektør J. C. Ryge hvis krav ofte kunne være højst besynderlige. Da han engang skulle udføre en kirkedekoration fastholdt Ryge trods alle saglige og kunstneriske indvendinger at den skulle males således at den kunne bruges både til Trondhjems domkirke, en neapolitansk pragtkirke, en siciliansk kirke og et provencalsk klosterkapel. I W. havde teatret fået en virkelig indsigtsfuld kunstnerisk medarbejder der videreførte de gode traditioner fra Peter Cramer og Thomas Bruun, og i hvis lod det faldt at skabe den dekorative ramme om en række af romantikkens betydeligste værker. Da Jonas Collin 1842 for anden gang valgtes til direktør for Det kgl. teater blev det mærkeligt nok sat igennem at W. skulle afskediges, dog med forpligt til at gøre tjeneste når det forlangtes, samtidig med at man ansatte to andre teatermalere, C. F. Christensen og Troels Lund. W., der i øvrigt også beskæftigede sig med andre grene af malerkunsten, var som anerkendelse af sine kunstneriske fortjenester allerede 1815 blevet medlem af akademiet.