Christian Gullager, Christian Guldager, opr. Amandus Kristianus Guldager, 1.3.1759-12.11.1826, portrætmaler. Født i Kbh, død i Philadelphia. G. gennemgik 1775-80 akademiets frihånds, gips- og modelskoler og fik 3.1.1780 den mindre sølvmedalje. Hans eneste kendte arbejde i Danmark er et portræt (1782) af Bodil Ache, f. Saugaard, svigermor til handelsmanden, brygger Andreas Buntzen. Måske med slægten B.s hjælp kom G. kort efter til USA og slog sig ned i Boston. Her var gode muligheder for en portrætmaler, og G. betegnedes 1789 som en af byens to bedste. Da den nye republiks første præsident George Washington s.å. var i Boston, skitserede G. under en kirkekoncert hans portræt, og i Portsmouth, Virginia, sad præsidenten 3.11. model til et oliebillede (nu i Massachusetts Historical Society) der placerede G. i Amerikas kunsthistorie. Også en portrætbuste og -medalje af Washington tilskrives ham. – Efter ophold i New York 1797-98 bosatte G. sig i Philadelphia. Her malede han det nationale symbol, ørnen, bl.a. på en standart til First City Troop of Philadelphia, sandsynligvis også på loftet i den daværende senatssal i Congress Hall. Disse fremstillinger gav ham anerkendelse og prædikatet "Father of the Eagle" der dog kan overfortolkes, idet symbolet var approberet af kongressen allerede 1782. Ifølge avertissementer virkede G. som både portræt- og figurmaler, bygningsdekoratør, bog- og miniaturekunstner, teatermaler og modeller. Kernen i hans produktion var portrætterne. De fleste viser modellen i halv figur, siddende som afbrudt i en beskæftigelse. De er flot og livfuldt, tildels lidt skitsemæssigt udført, formentlig veltrufne. 1976 viste National Portrait Gallery, Washington, den første samlede G.-udstilling med 30 portrætter, arrangeret på foranledning af den danske USA-76 Nationalkomité. Et Portrait of a Gentleman (o. 1795) blev erhvervet af udenrigsministeriet til ambassaden. Fra begyndelsen af 1800-årene synes G. at have mistet arbejdsevnen. Han forlod hjemmet o. 1806 og hans færden er stort set ukendt indtil han i sit sidste årstid fik ophold hos sin tidligere hustru.

Familie

Forældre: kammerlakaj hos Joachim Wasserschlebe, Christian G. Prang (ca. 1719-99, gift 2. gang med N.N.) og Marie Elisabeth Dalberg (el. Snekkenberg) (ca. 1719-78). Gift 9.5.1786 i Newburyport, Mass., med enke Mary Sellman, døbt 14.12.1760 i Marblehead, Mass., død 1835 i Philadelphia (gift 1. gang 1780 med Samuel Sellman), d. af William Maley og Mary N.N. Ægteskabetopløst 1809.

Bibliografi

P. S. Vig i Danske i Amerika I, Minneapolis 1908 95-99. Louisa Dresser Campbell i Art in America XXXVII, N.Y. 1949 nr.3. Marvin Sadik: CC, portrait painter to federal America, Washington 1976 (udstillingskat, m. biogr.). – Biografisk notat ved J. Fr. A. Holck Colding i Udenrigsministeriets ark. Papirer incl. biogr. optegn, af oldebarnet Herbert W. G. i The historical society of Pennsylvania.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig