Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Andreas Brünnich

Oprindelige forfattere BBoeg og OAndrup
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Andreas Brünnich, Andreas Pedersen Brünnich(e), 4.4.1704-4.11.1769, portrætmaler. Født i Roskilde, død i Kbh., begravet sst. (Trin.). B. kom i lære hos Bendix Grodtschilling d.y. og fra 1737 hos J. S. Wahl. Han virkede som portrætmaler i Kbh., men har dog også malet i provinsen. 1733 reparerede han billedet i Roskilde domkirke af Frederik III på lit de parade, og 1735 leverede han billeder af Christian I og Christian II til kunstkammeret. Fra 1738 er maleriet af Kristi dåb i Trinitatis kirke. Værker af B. findes på Statens museum (mandsportræt 1764 eller -65), Rosenborg (dronning Sophie Magdalene, 1764, gentagelse på Fr.borg) og Fr.borg. Her ses bl.a. portrætter af Nic. Brorson og hans hustru, 1748, biskop Peder Hersleb, 1757 og prinsesse Charlotte Amalie, 1759. Endvidere er B. repræsenteret med værker på bl.a. Holsteinborg (Frederik IV), Gavnø, Vemmetofte, Gisselfeld, GI. Estrup og Ledreborg. Af hans arbejder i privateje skal fremhæves gruppeportrættet af borgmester P. C. Hersleb og familie, ca. 1760. Som portrætmaler er B. en typisk elev af Wahl, men har dog også modtaget påvirkning fra Andreas Møller, ligesom den lysere farveholdning i hans senere værker spejler indflydelsen fra Johan Hörner og C. G. Pilo.

Familie

Forældre: drejer Peder Jacobsen B. (1660-1731, gift 2. gang 1720 med Anna Ibsdatter, 1690-1744) og Anne Marensdatter (1670-1718). Gift 7.6.1735 i Kbh. med Margrethe Hvass Thrane, født 17.2.1703 i Århus, død 26.11.1762 i Kbh., (Trin.), d. af købmand Morten Mortensen Hvass T. (ca. 1649-1721, gift 1. gang med Margrethe Mogensdatter Juel) og Mette Sørensdatter Lyngbye (1683-1759). - Far til Morten Thrane Brünnich.

Ikonografi

Selvportrætter (bl. a. Fr.borg).

Annonce

Bibliografi

J. Brønniche: Stamtvl. over familierne Brünnich m.fl., 1910 II. Kunstmuseets årsskr. 1, 1914 105f 108. Chr. Elling: Rokokoens portrætmaleri, 1935 12-15. Bo G. Wennberg: Svenska målare i Danm., 1940. Danm.s kirker, Kbh. II, 1960-65 317.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birgitte B. Johannsen, O. Andrup: Andreas Brünnich i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=287842