Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

W.A. Müller

Oprindelig forfatter OAndrup
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

W.A. Müller, Christoph Wilhelm Andersen Müller, 30.10.1733-24.2.1816, miniaturemaler, raderer. Født i Braunschweig, død i Kbh. (Garn.), begravet sst. (Garn.). M.s morbror L. W. Busch stod i anseelse hos Braunschweighoffet som genremaler og raderer og var galleriinspektør på slottet Salzdahlum; hos ham skal M. have været i lære, men han kom tidligt til Kbh., antagelig for at søge dronning Juliane Maries protektion, og det er formentlig ham der er den M. som 1756 fik akademiets lille sølvmedalje i tegneklassen; her har han altså søgt sin uddannelse, og 1761 betaltes der en M. (snarere ham end kobberstikkeren C. F. Muller) på J. Langebeks initiativ 50 rdl. for aftegning af suverænitetsbilledet antagelig i anledning af 100 års dagen. I disse år ser vi M. beskæftiget som tegner og raderer; han udgav blade efter Johannes Wiedewelts tegninger af de Buchwaldske gravmæler (1762), senere af det Tormske epitafium; han forfærdigede stikkene til A. G. Moltke af dennes ejendomme (Bregentved 1763 efter G. Rosenberg, Marienlyst 1767, volieren bag Amalienborg), og han udførte raderinger af kunstfæller som Lor. Spengler, 1762 og hofforgylderen J. C. Holtzbecher, 1761 samt sit eget portræt s.å. Desuden har han stukket forskellige prospekter og et blad efter Rembrandt. Han skal ved denne tid være kommet i forbindelse med Joseph Brecheisen, og da denne forlod Danmark 1763, arvede han stillingen som kgl. hofminiaturemaler, og blev desuden prinsessernes tegnelærer. 1772 blev han agreeret ved kunstakademiet, 1773 antaget som medlem på miniaturerne af P. Als og Johs. Wiedewelt (kunstakademiet) og 1774 dets bibliotekar, en post han bestred til 1815. 1783 søgte han forgæves den professorplads som Jens Juel fik. Hans virksomhed som miniaturemaler var betydelig. På Fr.borg findes en gouache af dronning Juliane Marie allerede fra 1761, og de følgende år viser arkiverne, at han leverede miniaturebilleder af kongen (1763 sst.) og dronningen, såvel i hel figur som bitte små hoveder til indfatning i ringe, af de tre kgl. prinsesser, af Prinsesse Charlotte Amalie, 1767, af Kronprins Frederik, 1774 (på Rosenborg) og i medaljen 1795, af Frederik den Store, s.å., m.fl. M. er også repræsenteret på Statens museum for kunst. På Hohenzollern-museet i Berlin hænger hans ypperlige tegning af Juliane Marie, på Fr.borg billedet af samme med arveprinsen, desuden miniaturer af Caroline Mathilde, de smukke gouacher en camaieu af Louise Augusta og Johs. Wiedewelt, 1808; et lignende billede af Frederik VI hænger på Rosenborg. Han malede undertiden også i olie, således 1805 kronprinsessens portræt "i Juels manér".

M.s miniaturestil røber mere tegneren end maleren; manéren er stipling i modsætning til Cornelius Høyers maleriske behandling. Hans arbejder kan derfor virke noget tørre og detaljerede, men er ikke uden finhed i opfattelsen, også af maleriske effekter. Han kopierer ofte med verve og troskab malerier af andre kunstnere, som Jens Juels billeder af ham selv og hans hustru (Fr.borg), og han kan gennemføre portrætfremstillingen med megen kraft. – I Neue Hofburg i Wien findes en meget stor miniature af Juliane Maries mor og to søstre i et værelse med en mængde detaljeret malede familieportrætter; det er ganske i hans stil, men signeret: Joh. Alex. Muller, Wolffenbuttel 1757; formentlig skyldes det faderen.

Familie

Forældre: kabinetsmaler Johann Alexander M. (ca. 1704-61) og Louise Sophia Busch. Gift 1. gang før 1759 med Friderica Cathrina Trauben, født ca. 1730, død 8.4.1764 i Kbh. (Petri). Gift 2. gang 7.12.1764 i Kbh. (Petri) med Bodil Maria Jensen, døbt 20.5.1741 i Kbh. (Nic), død 17.9.1817 sst. (Garn.), d. af brændevinsbrænder Morten J. og Kirsten Pedersdatter.

Annonce

Ikonografi

Selvportr. i stik, 1761, og i min. (Fr.borg). Mal. af Jens Juel, 1768 (sst.) og af C. A. Lorentzen, 1784 (kunstakad.), efter dette tegn. af C. C. Andersen (Fr.borg).

Bibliografi

E. F. S. Lund: Danske malede portræter IV, 1912. Ernst Lemberger: Die Bildnis-Miniatur in Skandinavien II, Berlin 1912. T. Holck Colding: Cornelius Høyer, 1961.

Referér til denne tekst ved at skrive:
O. Andrup: W.A. Müller i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 15. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294620