Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jørgen Gylding

Oprindelig forfatter OAndrup
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Jørgen Gylding, ca. 1725-19.12.1765, emalje- og miniaturemaler. Død i Kbh. (Petri), begravet sst. (Petri kgd.). G. er sikkert født inden for den danske konges område, men blev uddannet i Dresden af den danskfødte maler Ismael Mengs; fra 1751 arbejdede han som porcelænsmaler på Meissenfabrikken. Overalt i Europa var der ivrige intriger i gang for at sikre hofferne porcelænsarbejdere, og hvem der formodedes at sidde inde med specialviden om fabrikationen var sikker på penge og støtte overalt ved de konkurrerende hoffer. En Johann Gottlieb Mehlhorn, antagelig en bror til G.s hustru, var 1748 flygtet fra Meissen og søgte rundt i Europa at sælge sin viden; han og G. traf sammen i Kbh., og Mehlhorn fik staten interesseret i forsøg på at lave porcelæn; fabrikken på Rysensteens bastion, den såkaldte Blåtårnfabrik, overlodes ham 1754. G., der i Meissens kirkebog angives 1753 at være draget til Kbh. som dansk hofmaler, fik 1755 ansættelse som porcelænsmaler. Han har leveret hoffet en del emaljedåser og miniaturemalerier på porcelæn, delikate billeder som en Venus badende, religiøse billeder som Christi Fødsel og Ecce homo og portrætter af kongen og dronningen. Porcelænet er i reglen mærket med Meissens mærke, men dækket; om det er en svig for at skjule at Mehlhorn ikke kunne lave porcelæn, får stå hen. På Rosenborg findes en emalje af August III af Sachsen, efter Mengs, og på porcelæn Ecce Homo og de tolv apostle (1764) samt portrætter af Frederik V og A. G. Moltke (1763). Fr.borg besidder en stor porcelænsplade med en Allegorisk Fremstilling af Kunsternes Blomstring under Frederik V, 1763, og et billede af kongen. 1760 måtte Mehlhorn flytte fra Blåtårn, hvor L. Fournier nu fortsatte forsøgene med porcelænsfremstilling, og 1762 mistede han understøttelsen, men G. synes at have beholdt sin yndest. Hans enke, som måske også har være maler, leverede 1766 og 1768 arbejder til hoffet. Fra 1767 oppebar hun pension. Som kunstner er G. ikke bemærkelsesværdig, men han er muligvis opdager af en sjælden purpurfarve som han gerne anvender.

Familie

Forældre: kgl. skibskaptajn Knud G. Gift 4.10.1753 i Meissen med Amalie Christina Frederikke Mehlhorn, født 23.7.1731 i Meissen, 12.4.1804 i Åbenrå, d. af portrætmaler Johann Gottlieb M. og Emilie.

Bibliografi

F. J. Meier: Efterretn. om Fredensborg slot, 1880 181 f. E. Lemberger: Die Bildnis-Miniatur in Skandinavien II, Berlin 1912 139f 234f. Die Kunst XXIX, München 1914 39. Otto Andrup: Udvalg af Fr.borg museets erhvervelser 1913-25, 1925 84.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
O. Andrup: Jørgen Gylding i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=290383