Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

William Scharff

Oprindelig forfatter EKSass

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

William Scharff, Niels William Scharff, 30.10.1886-20.9.1959, maler. William Scharff var bagerbarn fra København men flyttede kun otte år gammel ud til bedsteforældrene på Hårlandsgården i Tisvilde hvor han kom til at tilbringe fire af sine opvækstår. Derfra stammer hans fortrolighed med egnens natur og den oprindelige bonde- og kulsvierbefolknings sæd og skik. Tidligt næredes hans fantasi ved bedstemoderens og skolelærerens beretninger om folkesagn og overtro, og han modtog stærke indtryk af de fester der endnu i hans barndom var knyttet til Helene kilde omkring sankthans. Som moden mand, 1918, bosatte han sig i Tibirke Lunde i huset Spånekrogen. Ensomheden i de store granskove har næret hans følelse for storheden og mystikken i naturen, og hans oplevelser her i barndom og ungdom har præget hele hans værk som kunstner.

Allerede som dreng fik William Scharff pensel i hånd. I Tisvilde traf han Albert Gottschalk og Julius Paulsen og så dem male. Han sluttede sig især til Gottschalk der forsynede ham med tubefarver og gav ham vejledning i at bruge dem, samt rådede ham til at male efter naturen. 1898 kom han tilbage til København hvor han efter endt skolegang kom i malerlære 1900 og blev svend fire år efter. I hovedstaden blev han en flittig gæst på Statens museum for kunst, hvor han især blev betaget af Jørgen Sonnes Tisvildebilleder. Her fandt han et romantisk følelsesindhold indesluttet i en stor klassisk form der senere skulle blive målet for hans egen kunstneriske stræben. 1903–06 gik han på Teknisk skole hos den som lærer højt estimerede H. Grønvold der imidlertid ikke troede på nogen fremtid for Scharff som maler. Efter et mislykket forsøg på at blive optaget på kunstakademiet søgte han i stedet ind på Kunstnernes studieskole hvor han 1907–08 havde Kristian Zahrtmann og 1909–10 Johan Rohde som lærere, uden at han dengang følte at han havde haft særligt udbytte af undervisningen. Af større betydning for William Scharff blev mødet med kammerater som Olaf Rude,Axel P. Jensen og Jais-Nielsen.

Sammen med Olaf Rude debuterede William Scharff på udstillingen De unge kunstneres forbund i november 1908 i antiksalen på Charlottenborg. Samme år deltog han i en juleudstilling på Den frie (dengang i Aborreparken). Samtidig var han sammen med en lille kreds af talentfulde kammerater som Olaf Rude, Carl Jensen, den noget ældre Aksel Jørgensen og med forfatteren Jens Pedersen som initiativtager i gang med at planlægge udstillingen De tretten der vistes 1909, 1910 og 1911. Her udstillede William Scharff, men kun 1909 og 1910, bl.a. Dugget Rude, 1910, med lampelysets spejling i det våde glas, der blev købt af L.A. Ring, et ridderslag for en ung kunstner, og sporvognsbilleder (1909–10). Disse og et par tidlige granskovbilleder var ganske vist naturalistiske, men de rummede i deres fortættede udtryksfuldhed en tendens til symbolsk stilisering der skulle slå stærkere igennem i William Scharffs fremtidige værker.

Annonce

På en Berlinrejse 1909, hvor han første gang så billeder af Paul Cézanne, Vincent van Gogh og Edvard Munch i større tal, havde William Scharff modtaget nye impulser der yderligere kunne uddybes 1911 under et fire måneders ophold i Paris hvor han sammen med vennerne Olaf Rude, Axel P. Jensen og den fransktalende Jens Pedersen kunne genopleve Cézanne og stifte bekendtskab med Pablo Picassos blå periode og hans første kubistiske billeder. Her blev Scharff bestyrket i sine egne, endnu vage bestræbelser for at frigøre maleriet fra det stedbundne synsindtryk.
Den følgende sommer (1911) malede William Scharff sin første legende-komposition, Figurstudie, en apoteose af dyr og mennesker, anbragt frontalt i billedet og med en forenklet, men stærk kolorit, ikke ulig Edvard Munch i opfattelsen (Randers kunstmuseum). 1912 blev blev han indkaldt og kom på grund af krigen til at ligge inde til 1918 med enkelte afbrydelser. Fra 1913 er portrættet af søsteren Johanne (Statens museum) der endnu uberørt af kubismen, men ikke upåvirket af Cézanne viser en frontalt stillet enkeltfigur, siden et ledemotiv i Scharffs værk. Det endelige brud med naturalismen, der endnu ikke er sluppet helt i en impressionistisk Granstudie fra 1912, skete først efter William Scharffs møde med Vasilij Kandinskijs tidligste abstrakte kompositioner på Den baltiske udstilling i Malmö 1914. Det foreløbige resultat var to små farverige skitser, Skitse til Farvekomposition, 1914, og Skitse til Komposition: Sporvogne, 1917 (begge Statens museum) som William Scharff beholdt hos sig til sin død.

På grundlag af sine friske oplevelser af Cézanne, Picasso og Kandinskij skabte William Scharff sig nu en halvt abstrakt stil hvor motivet vel aldrig forflygtiges helt, men underordnes en streng billedopbygning ud fra kubistiske principper. Samtidig drives farven op til sin højeste ydeevne. I denne "symfoniske" stil har han i årene frem til 1920 malet en række opstillinger, figurbilleder (ofte med enkeltfigurer), landskaber og nye legender, fx Kvindefigur, 1914, Nature Morte med Flaske og Rør, 1916, Skovinteriør, 1916, Pige i Køkken, 1918 og Interiør med Kakkelovn, 1919, de to sidste begge med undertitlen: Bevægelsesmotiv og begge i Ribe kunstmuseum, Interiør med Figur, 1916, Kunstpavillonen, Esbjerg, og En Maler, 1919 (de to sidste er portrætter af hans kone, Ingeborg Ussing, og af ham selv). Med legenderne II, 1911–16, III, 1915–16, og Legende IV, 1920, der forefindes i to eksemplarer (i Kjøbenhavns Handelsbank og i Skive kunstmuseum) var William Scharff vendt tilbage til sin barndoms og ungdoms land, men nu med større kunstnerisk erfaring i stand til at skabe en syntese af granskoven og egnens dyre- og menneskeliv, af natur og myte. Samtidig slår hans impulser fra abstrakt kunst stærkere igennem i hans hønsebilleder som med deres kubistiske system af linjer og farveklange har lignende virkninger som de persiske tæpper i Nationalmuseets etnografiske afdeling der i de samme år var en anden vigtig inspirationskilde for Scharff, fx Komposition i rødt. Høns, 1918 (Statens museum).

Efter krigen, da kunstnerne atter kunne rejse ud, gik turen for William Scharffs vedkommende 1920 (januar til maj) over Firenze og Rom til Paris, hvor han satte sig på skolebænken hos den brasilianske maler J. Araujo og hos franskmanden André Lhote, som han beundrede som lærere. Hos Araujo studerede han særlig maleri i forbindelse med arkitektur og kunstens teori, suppleret med flittige studier på Louvre. William Scharff blev især stærkt optaget af Andrea Mantegnas billeder (Golgatha og Parnasset), hvilket bl.a. har sat sig spor i Legende IV der først er malet efter hjemkomsten. William Scharff fik god brug for sine hos Araujo erhvervede lærdomme, da arkitekt Thorkild Henningsen på Kunstnernes efterårsudstilling 1921 arrangerede et samarbejde mellem arkitekter og malere. Ivar Bentsen opbyggede her et rum, tænkt som et musikværelse, hvor Scharff derefter dekorerede fire vægfelter med en udsmykning med fællestitlen Nocturne og undertitlerne Dagen bryder frem, Morgenstund, Skumring, Maanenatten. I denne komposition indgik bl.a. Solrytteren (hele dekorationen i Nordjyllands kunstmuseum). Med Legende IV, 1920, havde William Scharff vist sin fortrolighed med renaissancens principper for billedopbygning som Araujo også havde henledt hans opmærksomhed på. Under et års ophold i Firenze 1923–24 blev han stærkt fængslet af Paolo Uccellos store billede La Battaglia di San Romano i Uffizierne. På grundlag af blyantsskitser og akvarelprøver af farverne, nedfældet på papiret foran originalen, malede William Scharff på sit hotelværelse en fri kopi af dette mesterværk på guldgrund og med de stærke farver, han skønnede billedet oprindelig måtte have haft. Efter hjemkomsten blev billedet erhvervet af staten og Ny Carlsbergfondet i forening og skænket til kunstakademiet til ophængning på et offentligt tilgængeligt sted. Denne fordybelse i den gamle kunst for derigennem "at vinde frem til større fasthed og soliditet" er karakteristisk for William Scharff.

Hjemrejsen i efteråret 1924 gik over Spanien, men foreløbig var det erindringerne fra Italien der var de stærkeste. Det ses bl.a. af den udsmykning, William Scharff udførte til dagligstuen i apoteker Martin Reimers' hjem oven over Løveapoteket i Århus 1925–26: Italiensk Skitsebog; fire dele af denne cyklus, oprindelig bestående af seks malerier, Hest efter landligt væddeløb, 1925, San Gimignano, 1925, Pige i procession, 1925, Broncehest på Tiberens bund, 1925, er fra 1967 udstillet i Århus kunstmuseum (gave fra M. Reimers). 1926–27 fortsattes rejselivet med lange ophold i Italien og et kortere i Grækenland for Ny Carlsbergfondets romerlegat. Under et nyt besøg i San Gimignano 1927 malede William Scharff en række billeder fra denne spændende by med dens enkle, næsten kubistiske arkitektur. 1930 var han i Berlin, Dresden og München og foråret 1931 i Holland og Frankrig. For det Anckerske legat, som han modtog 1934, rejste han 1936 til Italien, Frankrig og Belgien. Alle steder studerede han intenst den gamle kunst på museerne. Derefter lukkede den ny krig igen grænserne. Italienske kompositionsprincipper kan endnu spores i William Scharffs sidste store legendekomposition, Mosekonen brygger, 1926–28 (Statens museum) hvor han har ønsket at skabe et monument over den nordiske sankthansnats kogleri. Måske på grund af den strenge systematik i opbygningen har naturoplevelsen sværere ved at bryde igennem her, skønt Scharff havde hentet modellerne til såvel mosekonen som til det småkravl af mandslinge, der omgiver hende, blandt egnens almue. På linje med legenderne ligger udsmykningen af et trapperum på herregården Bjersjöholm ved Ystad 1931–33. Fremstillingen bygger også her på lokal overtro og almuetradition, men den giver tillige et indblik i arbejdet på en stor gård. Beslægtet med legendernes almueskikkelser er den gamle kone der fatter om et stort landbrød på tre billeder med titlen Det daglige brød fra 1936–37. Sådanne værker af William Scharff, hvor en storslået form dækker et dybt personligt følelsesindhold, kan føre tanken hen på Louis le Nains billeder af bønder ved måltidet.

I løbet af 1930'erne gennemgik William Scharffs palet en interessant udvikling i retning af større lysfylde og anvendelse af de rene spektralfarver. Det nye koloristiske syn kom især til udtryk i de store granskovsbilleder fra 1936 og senere, hvor stammerne fremtræder med komplementærfarverne orange-violet, og hvor "farven (med Erik Zahles ord) er drevet op til den højeste diskant af grønt, gult og blåt" samtidig med, at hans penselføring underlægges en streng systematik. Teknikken viste sig velegnet til de store dekorative opgaver der kom til ham henimod slutningen af trediverne: Udsmykningen af en sal på Vintersbølle børnesanatorium ved Vordingborg, hvor han i årene 1939–42 skabte en indtagende dekoration over temaet Børns leg og færden i naturen (bekostet af Ny Carlsbergfondet), og bestillingen på en frise til festsalen på Studentergården på Tagensvej i København, udført i fresco-maleri, der blev afsluttet 1952 (bekostet af Frans Schwartz's legat). Arbejdet blev påbegyndt allerede 1943 og indledtes med utallige studier efter naturen og skitser, men selve udførelsen på væggen blev forsinket af afbrydelser, forårsaget dels af kunstnerens svigtende helbred, dels af trusler fra besættelsesmagtens side og fra dens håndlangere. I en artikel i "Gaardbroderen", 1.1.1953, har William Scharff selv redegjort for dette værks tilblivelseshistorie. Først efter at han havde gjort en ny rejse til Italien 1950 for at uddybe sit kendskab til renæssancens frescoteknik foran Piero della Francescas vægbilleder i Arezzo og efter at have studeret de antikke fresker i Villa dei Misteri i Pompeji, kunne han og hans medhjælpere, Marianne Tillge-Rasmussen og Erik Christensen ("Spjæt") begynde arbejdet på muren. Emnet for frisens fremstilling var Menneskets møde med naturen, og William Scharff har selv senere i en samtale med E. Mentze udtalt om værkets idé: "Jeg ser arbejdet som en hyldest til ungdommen, til livsglæden og lyset". Scharff har med dette værk nået det mål, hans hele kunstneriske stræben er gået ud på, at finde en udtryksform der kunne dække hans intense oplevelse af naturen og menneskelivet, og som på én gang kunne tilfredsstille hans følelse af "farvens påpressende kraft" og hans eget krav om en "monumental, streng opbygning".

William Scharff deltog livligt i udstillingslivet både herhjemme og på nordisk plan, og han nød stor respekt i hele Skandinavien. Fra 1917 var han medlem af Grønningen. Han deltog også i flere internationale udstillinger, repræsenterede således Danmark på biennalen i Venezia 1936. I Århus, hvor han ligesom sine kammerater fra Grønningen var en velset gæst, arrangerede Foreningen for nutidskunst 1936 en stor retrospektiv udstilling af hans værker i kunstbygningen, og 1961 afholdtes samme sted, nu Århus Permanente, en omfattende mindeudstilling. I november-december 1958 arrangerede Kunstforeningen i København en stor retrospektiv udstilling af William Scharffs værker på Charlottenborg. Efter Vilhelm Lundstrøms død 1950 blev Scharff i oktober samme år fungerende professor i malerkunst og i januar 1951 officielt udnævnt til professor.

Blandt William Scharffs hverv var de vigtigste følgende: medlem af akademirådet fra 1940, af bestyrelsen for Thorvaldsens museum 1946–59, af Gallerikommissionen fra 1950. Af større stipendier foruden de nævnte modtog han Oluf Hartmanns legat 1919 og Niels Larsen Stevns-legatet 1957. 1924 havde Scharff fået Eckersberg-medaljen, 1957 modtog han Thorvaldsen-medaljen.

Familie

William Scharff blev født i København (Frue), døde sammesteds (Vor Frelser) og ligger begravet på Tisvilde kirkegård.
Forældre: bagersvend, senere -mester Johannes Scharff (1859–1935) og Anna Margrethe Larsen (1858–1936). Gift 2.12.1914 i København (Garn.) med pianist Ingeborg Ussing, født 6.2.1889 i København (Jac), død 27.5.1981 i Birkerød, d. af maskinmester Valdemar Ussing (1859–1925) og Sophie Frederikke Poulsen (1861–1931).

Udnævnelser

R. 1943. DM. 1949. K. 1954.

Ikonografi

Mal. af Olaf Rude, 1907 (St.mus.). Afbildet på tegn. af Jais-Nielsen, 1910, og i gruppe tegnet af Carl Jensen, 1911. Mal. af O. Rude, 1911. Malet selvportræt ca. 1912 samt udst. 1919 og 1921. Flere tegninger af Carl Jensen, bl.a. 1943 og udst. 1944 og 1946 (bl.a. to på Fr.borg). Mal. af Jul. Paulsen. Tegn. af Ivan Opffer, af H. Lollesgaard, 1950 (Kgl.bibl.), af Otto Christensen, s.å. (Fr.borg) og af H. Bendix udst. 1951. Malet selvportr. 1955. Foto.

Bibliografi

Udg. William Scharff. Et udvalg af billeder med indledende tekst af S. Danneskjold-Samsøe, 1931 = Vor tids kunst IV. Kilder. Interviews i B.T. 25.1.1929. Socialdemokraten 24.10.1946 og Nationaltid. 28.10. s.å. William Scharff i Danske hjem ved århundredskiftet IV, red. Tove Clemmensen, 1953 145–68.

Lit. Slægtstavlesaml., 1933 73. Karl Madsen i Politiken 14.11.1909. Carl V. Petersen i Tilskueren XXXV, 1918 II 539–45 (optr. i forf.s Afhandl, og artikler om kunst, 1939 205–11) og sst. XLI, 1924 I 182–84. Ragnar Josephson sst. LV; 1938 I 168–79. Leo Swane i Vor tid II, 1918 917f. Samme i Kunstmuseets årsskr. XVI-XVIII, 1929–31 236 og XX-XXI, 1934 82. Jørn Rubow sst. XXIV, 1937 118–20. Otto Gelsted: Ekspressionisme, 1919 41 55. Samme: Tibirke bakker, 1941 (2. udg. 1976) 29 44–46. Jens Thiis i Nord. kunst i dag, Oslo 1923 42–44. Carl V. Petersen: Samtida konst i Danmark, Malmö 1929. Sig. Schultz i Nationaltid. 28.10.1936. Samme i Danske i Paris, red. Fr. v. Jessen II, 1938. Erik Zahle i Ekstrabl. 12.3.1936. Samme i Danmark III, 1943 687–93. Samme i Ord och bild LIV, Sth. 1945 241–47. Danmarks malerkunst, red. Erik Zahle, 1937 (4. udg. 1956). Preben Wilmann: Dansk kunst, 1941. Pierre Lübecker i Levende musik III, 1944 211–15. Poul Uttenreitter: Maleren Olaf Rude, 1946. Jan Zibrandtsen: Moderne dansk maleri, 1948 (2. udg. 1967) 137–44. Samme i Katalog til William Scharff-udstilling, Charlottenborg 1958. Haavard Rostrup i Gutenberghus årsskrift 1953 50–56. Jul. Bomholt i Politiken 24.1.1955 (optr. i forf.s Vision og virkelighed, 1955). Ernst Mentze: William Scharff, 1958 (heri værkfortegnelse). Samme i Berl. tid. 21.9.1959. Bertel Engelstoft i Politiken s.d. Ejner Johansson i Information s.d. Preben Wilmann i Aktuelt s.d. Erik Clemmesen i Kristeligt dagbl. 22.9. s.å. Hanne Honn. de Lichtenberg: Zahrtmanns skole, 1979.

A V. Film ved Mogens Kruse 1948. Papirer. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Else Kai Sass: William Scharff i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296964