Wilhelm Marstrand, Nicolai Wilhelm Marstrand, 24.12.1810-25.3.1873, maler. De data som markerer Wilhelm Marstrands bane peger ikke på store ydre begivenheder, men nok på al mulig medgang og anerkendelse fra samtiden; siden Bertel Thorvaldsen er der næppe nogen dansk kunstner der har haft så megen autoritet som Wilhelm Marstrand inden for kunstens verden; men Wilhelm Marstrand har tillige over for de brede kredse stået som bæreren af den store kunst, og først i 1930erne begyndte så småt en omvurdering af hans betydning at finde sted. Hans ydre skikkelse, som vi kender fra mangfoldige portrætter og skildringer, gjorde ham allerede bemærket, han var høj, anselig og havde et kraftigt formet hoved med en mægtig pande, stærk mund; endnu da han var gammel og sygdom havde brudt ham "lignede han en Løve, en saaret Løve". Hos denne mand "af kongelig Skikkelse" fandtes også meget betydelige sjælelige egenskaber; hans kunst taler lige tydeligt om hans spillende intelligente, stærkt satiriske opfattelse af det menneskelige og om hans dybe, hjertelige medfølelse derfor; den giver os også et levende indtryk af en ånd der altid var i virksomhed og besad en fabelagtig produktionstrang. De rige kunstneriske evner var ikke alene vendt mod billedkunsten; Wilhelm Marstrand var, som for øvrigt så mange andre malere og billedhuggere, meget stærkt musikalsk interesseret. Til de egenskaber vi kan lære at kende fra hans kunst føjer hans breve og de samtidige vidnesbyrd endnu en betydningsfuld: hans store selvkritik. Fra alle perioder i hans liv er der udtalelser af ham om hvor lidt han kan og hvor lidt han når; som midaldrende taler han om at gå i lære, som gammel om at han kunne være blevet en stor kunstner.

Det dybe mismod som ikke udelukkede stor livslyst og munterhed, og som ikke alene vendte sig indefter, men også bragte ham til at se på mange menneskelige foreteelser med besk satire er et væsentligt træk i Wilhelm Marstrands karakter og svækkedes ikke skønt hans karriere var glimrende nok. Hovedpunkterne i denne kan angives således: allerede som barn tegnede han når han kunne komme til det, og C.W. Eckersberg der ofte var deltager i musikaftenerne i det Marstrandske hjem fik da sat igennem at han skulle uddannes til maler. I august 1826 begyndte drengen at arbejde hos Eckersberg, og i løbet af en årrække fortsatte han på akademiet, fra 1829 som elev på modelskolen; hans forsøg på at vinde guldmedaljen glippede, men allerede fra 1829 havde han udstillet på Charlottenborg og navnlig ved forskellige billeder af københavnske genrescener vundet sig en position, 1836 opnåede han da med akademiets anbefaling en flerårig rejseunderstøttelse af Fonden ad usus publicos, og i august begav han sig gennem Tyskland og Schweiz til Italien; december 1836 kom han til Rom hvor han blev til 1840; en mængde tegninger, studier og mindre genrebilleder blev det direkte udbytte af disse års slid tillige med flere større arbejder som St. Antoniusfesten i Rom, 1838 og Scene af Oktoberfesten i Rom, 1839 (Thorvaldsens museum). I august 1840 forlod han byen og rejste hjemad over Firenze, Venedig og München hvor han opholdt sig næsten et år indtil han efter et kort ophold i Paris endelig i slutningen af 1841 nåede København. Han blev nu hjemme i henved fire år, især optaget af en række portrætbestillinger som Agent Søren Borchs Skydeskive, malet 1842 i Roskilde (Hirschsprungs samling), portrætterne af konferensråd Bornemann, Georg Carstensen, fru V. Hage o.a. samt af forskellige større arbejder med motiver fra Holbergs komedier; han var 1842 blevet agreeret af akademiet og fik som opgave til medlemsstykket en "Scene af det danske Folkeliv", efter nogen søgen mellem nutidsmotiver vendte han sig til Holberg og blev 19.6.1843 optaget som medlem på et billede med motiv fra Erasmus Montanus; en gentagelse købtes 1845 til kunstmuseet der også ejer maleriet af Barselstuen fra samme tid.

September 1845 rejste Wilhelm Marstrand igen sydpå, denne gang over Holland og Paris. I Rom genoptog han sine tidligere motiver og søgte i et billede som den italienske osteriscene 1847 (Ny Carlsberg glyptotek) at koncentrere sine indtryk i en monumental form, men afgjort uden held; bedre arbejder stammer fra hans ophold i bjergbyerne uden for Rom og fra Ischia hvor han 1846 opholdt sig en tid på vejen til Sicilien; i Palermo malede han for første gang et billede med motiv fra Don Quixote der siden jævnsides med Holberg gav ham mange billedmotiver. I sommeren 1848 var Wilhelm Marstrand igen i København, 6.11. blev han valgt til professor ved kunstakademiet hvor han 1854 fik Eckersbergs tidligere bolig overladt. 1853-57 og igen fra 1863 til sin død var han direktør for akademiet. Tidsrummet mellem den anden og den tredje italienske rejse (1848-53) blev anvendt til større portrætarbejder, bl.a. dobbeltportrættet af Konsul Hage og Hustru, 1849, portrættet af Frk. Vilhelmine Hage, 1853 (begge i Nivågårdsamlingen), gruppen af Fru V. Hage med to Børn og portrættet af H.C. Ørsted, 1850-51 (Fr.borg-museet); endvidere er fra denne periode den mægtige festdekoration Ægirsgildet til Oehlenschlägers 70 års fødselsdag (kunstmuseet), det 1852 udstillede billede af Collegium politicum (forarbejde i kunstmuseet); og endelig det store billede Kirke-færd i Dalarne, 1853 (kunstmuseet); efter tilskyndelse af H.C. Andersen var Wilhelm Marstrand 1850 på sin bryllupsrejse taget til Dalarne; i juli 1851 vendte han tilbage dertil og gjorde i Leksand ved Siljansøen studier til de talløse figurer der fylder billedet. I efteråret 1853 drog Wilhelm Marstrand på ny ud, til Berlin, Dresden, Wien og Venedig; hans mål var igen Rom, men Venedig fastholdt ham ved sine maleriske motiver og Tizians og Paolo Veroneses kunst der gjorde et stærkt indtryk på ham, efter en hastig rejse hjem i vinteren 1854 vendte han tilbage og brød ikke op før i august da han tiltrådte hjemrejsen; udbyttet af opholdet i Venedig var bl.a. nogle studier fra kanalerne med gondoler der sikkert hører til hans bedste.

Denne rejse blev ikke hans sidste; bortset fra sommerrejser rundt i Danmark foretog han endnu i sommeren 1861 en rejse gennem Tyskland til Paris og hjem gennem Belgien og Holland og i eftersommeren 1862 sammen med N.L. Høyen og P.C. Skovgaard en rejse til London; 1863, fra maj til juli, var han for sit helbreds skyld i Karlsbad; endelig genså han 1869 Rom idet han om foråret sammen med Skovgaard og Adolph Kittendorff gennem Tyskland rejste til Italien; sommeren og efteråret tilbragte han dels i bjergene, dels i Napoli. Alligevel kan den venetianske rejse 1854 vistnok siges at være den sidste der satte betydelige spor i hans kunst. I den følgende snes år udgik en mægtig produktion fra hans hånd, foruden et utal af tegninger, navnlig figurkompositioner af meget forskellig art og størrelse. Hvad emnerne angik blev han delvis inden for de samme kredse som tidligere, han malede vedvarende talrige bestillingsportrætter og på grundlag af tidligere studier og indtryk italienske genrebilleder. Holberg og Don Quixote sysselsatte ham bestandig, også med nye motiver, andre fandt han hos Johs. Ewald og Charlotta Dorothea Biehl; men disse år bragte også adskillige arbejder af ny karakter. Til dem hører kunstmuseets store Billede fra Hverdagslivet, 1856-57, det monumentale portræt af Johanne Luise Heiberg, 1858-59 (Fr.borgmuseet) og billeder fra Wilhelm Marstrands eget hjem som kunstmuseets gruppebillede af hustru og fire børn (1861-62). Endelig åbnedes rækken af de store religiøse og historiske kompositioner med altertavlen fremstillende Kristus i Emaus, malet 1858 til kirken i Fåborg. Gennem mange udkast og forarbejder nærmede han sig derefter billedet Den store Nadvere der først fuldendtes 1869 (kunstmuseet). Af beslægtet karakter var forarbejderne (et i kunstmuseet, et i glyptoteket) til De betroede Pund der var bestemt til Nationalbanken, men ikke nåede til udførelse.

Allerede i tidligere år havde Wilhelm Marstrand håbet på at en monumental opgave måtte tilfalde ham, og i begyndelsen af 60erne blev ønsket til virkelighed da det overdroges ham at male de to mægtige vægbilleder i olie i Christian IVs kapel ved Roskilde domkirke, fremstillende dommen over Rosenkrantz og Christian IV på Trefoldigheden under søslaget ved Femern, han gennemførte arbejdet, der tillige omfattede vinduespillens billede af den opstandne Kristus, fra foråret 1864 til efteråret 1866. Få år efter fik han det store arbejde overdraget at begynde udsmykningen af universitetets festsal med tre billeder på hovedvæggen; 1870 begyndte han på midterbilledet som fremstiller universitetets indvielse 1479 i Frue kirke, og i oktober næste år var det fuldført; til sidebillederne - Hans Tavsen beskytter Biskop Rønnow og Jacob VI besøger Tycho Brahe - nåede han derimod kun at udføre skitserne hvorefter Carl Bloch senere malede de endelige billeder. På samme tid begyndte han at male en altertavle med Kristus og den vantro Thomas i den hensigt at skænke den til Skt. Paulskirken; den blev dog ikke fuldendt og hænger nu i kunstmuseet. Wilhelm Marstrands helbred var svækket, bl.a. af sukkersyge, og i foråret 1871 søgte han helbredelse ved en ny rejse til Karlsbad; men i oktober 1871 ramtes han af et apoplektisk anfald der yderligere nedbrød hans modstandskraft; i marts 1873 døde han af lungebetændelse.

Wilhelm Marstrands produktionstrang havde en naturkrafts karakter, og der er ikke tvivl om at betydelige kunstneriske evner også var til stede; når han efter vort skøn nu alligevel ikke nåede det man kunne vente af hans evner skyldes det dels en ofte påfaldende svaghed med hensyn til det koloristiske, dels en kunstnerisk uddannelse under forhold der ikke var gunstige for ham. Han har engang på sine ældre dage sagt: "Aa, jeg ved det godt selv, ingen behøver at sige mig det. Jeg kan ikke male; jeg har aldrig lært at male. - Gud give, at jeg var blevet født i Frankrig!" Uden at gøre illoyal brug af denne mismodsbemærkning kan man fastslå at den rammer noget centralt. Der er hos Marstrand elementer af den fantasikraft der kan føre til det store i al kunst, af hvad art den så er, og der er hos ham sådanne visuelle evner som netop fører til billedkunsten - en levende opfattelse af det rytmiske og af bevægelsen i en figur, en mageløs hukommelse for det sete, evnen til med få streger eller penselstrøg at få det til at leve. Hans forhold til farven er som nævnt mindre sikkert, dog har han af og til nået det betydelige også i den henseende - mens rigtignok et flertal af hans billeder koloristisk er ufine. Givet er det at en kunstner af hans naturel i Frankrig ville være blevet ansporet til at give sig fantasien i vold, samtidig med at han kunne have lært den strenge kunstneriske beherskelse. Nu blev det hans skæbne først at vokse op i Eckersbergs skole der måtte holde hans fantasi nede i stedet for at lede den, og siden hen at komme i nær kontakt med tysk kunst i München og Rom hvorved hans fornemmelse for ædel malerisk holdning måtte sløves.

Når man tænker på karakteren af Wilhelm Marstrands begavelse er det trist at se ham i ungdomsårene anstrenge sig med genrebilleder som En Flyttedagsscene, 1831 (Nivågård) med dens Eckersberg-Boilly-reminiscenser eller Gadescene i Hundedagene, 1833 (kunstmuseet) med dens kedelige farve og overfyldning af genrefigurer. At W. Bendz ved siden af Eckersberg i disse år gjorde et stærkt indtryk på ham var heller ikke til fordel for hans udvikling; Bendz' tørre behandling og hårde, ofte ufølsomme kolorit havde i virkeligheden intet gavnligt bud til Wilhelm Marstrand. Bedst er fra disse år enkelte portrætter som det af M.G. Bindesbøll og portrætgrupper som det Waagepetersenske familiebillede, 1836 (begge kunstmuseet). Allerede inden den første rejse havde Wilhelm Marstrand af italieneren Bart. Pinellis raderinger fået et indtryk af italiensk folkeliv som blev af varig betydning for hans opfattelse af motiverne og også for hans behandling af dem; både af de mindre genrebilleder og de større arbejder, fx Oktoberfesten, ses det tydeligt at han har vundet megen friskhed og lethed i kompositionen; utvivlsomt har den nære berøring med Thorvaldsen og hans kunst gjort sit dertil, men der er ikke ét arbejde der viser at han i kunstens hovedstad var på vej til at danne sig en stor stil; pointeringen af det genreagtige der så ofte bliver for pågående, og i kompositionel henseende den ulykkelige tilbøjelighed til at overfylde billedet med detaljer og figurer blev kun yderligere accentueret i denne tid. Den føles i store dele af hans følgende produktion i Holbergbillederne efter hjemkomsten, i det store billede fra Siljansøen, i billedet af den store nadver o.m.a. Det bedste yder han i sådanne billeder som i sig selv kræver enkelhed og koncentration, fx det betydelige portræt af H.C. Ørsted eller monumentalbilledet af fru Heiberg, eller hvor han åbenbart har søgt mod et sådant mål, fx i skitserne til Scene af Hverdagslivet (kunstmuseet); de har en dejlig vægt i det plastiske, også behandlingen af lys og farve er smuk; flygtigere er en skitse som Århusmuseets Ligvognstog, men i opfattelsen af stemningen er den mageløs prægnant.

Opholdet i Venedig 1853-54 bragte ikke alene nogle af hans bedste italienske skitser, af rig, men harmonisk farvevirkning, det æggede ham også til arbejder, i hvilke indflydelsen fra Paolo Veroneses kunst føles, Den store Nadvere, De betroede Pund. Han nåede dog en større virkning i billeder der mindre havde imitationens karakter; de mægtige vægbilleder i Roskilde-kapellet og universitetets festsal hører vel til en art af historiske billeder der har svært ved at fængsle nutiden, dog vil man næppe nægte at fx Dommen over Christoffer Rosenkrantz har en enkel og virkningsfuld fortælling. En af de bedste af hans sene kompositioner er nok den ufuldførte fra 1870 af Det lykkelige Skibbrud.

Wilhelm Marstrand har efterladt tusinder af tegninger af hvilke en mængde opbevares i kobberstiksamlingen og Hirschsprungs museum; den bedste part af dem viser hans store evner i fuld udfoldelse, endog friere end de fleste af hans malede skitser. Endnu mere end i dem beundrer man i tegningerne hans spirituelle opfattelse af motivet, enten det nu er en scene af Holberg, en enkelt af hans figurer, Don Quixote og hans tjener, mangfoldige andre situationer fra litteraturen, eller det er hentet i det liv der umiddelbart omgav ham, han har den ægte satirikers evne til at snerte og komikerens muntre opfattelse af alt det snurrige og barokke i menneskelivet. Desværre kan det ikke nægtes at en meget stor del af tegningerne i kunstnerisk henseende er svage; ofte bruger han at trække en hastig blyantskitse op med pennen hvorved den første lethed går tabt, og med den enorme produktivitet følger mangel på koncentration; alt for meget som kunstnerisk set kun er sløvt, svækker indtrykket af hans tegnekunst. Men nøjes man med at betragte et fåtal af tegningerne, det bedste af hvad der er i offentlig og privat besiddelse kan man ikke tvivle om at Wilhelm Marstrand er en af de rigest begavede mellem de mange udmærkede kunstnere der siden 1700-tallet har skabt en blomstring i dansk tegnekunst.

Familie

Wilhelm Marstrand blev født i København (Helligg.), døde sammesteds (Frue) og blev begravet sammesteds (Ass.). Forældre: kommerceråd, mekaniker Jacob Marstrand. (1770-1829) og Petra O. Smith (1778-1847). Gift 8.6.1850 på Frederiksberg med Margrethe Christine Weidemann, født 17.5.1824 i København (Trin.), død 26.1.1867 sst. (Frue), d. af overretsprokurator, senere justitsråd Poul Frederik Weidemann (1793-1851) og Julie Moldenhawer (1799-1875). Bror til Osvald J. Marstrand og Troels Marstrand.

Udnævnelser

Etatsråd 1867.-R. 1851.

Ikonografi

Afbildet på silhouet af familien 1820. Tegnet selvportr. 1828 (kobberstiksaml.) og ca. 1830. Mal. af C. Købke ca. 1829 (Fr.borg). Afbildet på tegn. af samme (kobberstiksaml.). Malet selvportr. ca. 1834 (Fr.borg) og 1835 (sst.). Mal. af C. Købke, 1836 (St. mus.). Skitse af Constantin Hansen, 1837, forarbejde til mal. Danske kunstnere i Rom, s.å. (St. mus.), efter dette kopi (Thorvaldsens mus.). Afbildet på mal. af D.C. Blunck, 1837 (sst.). Karikatur af Constantin Hansen, 1838. Selvportr. malet 1841, tegnet 1844, på tegn. 1845 og på mal. derefter med mor og brødre. Tegn. af Vilh. Petersen, 1845 (kobberstiksaml.). Malet selvportr. (Fr.borg). Afbildet på tegn. formentlig af P.C. Skovgaard i 1840erne. Mal. af Constantin Hansen, 1850 (Fr.borg), raderet af samme, litograferet af P. Gemzøe, 1852, samt af N. Wivel, i træsnit af H.C. Henneberg efter tegn. af C. Bloch, 1857, og af Th. Andresen, 1898. Tegn. af Constantin Hansen (Kgl. bibl.). Tegnet selvportr. 1851 (kobberstiksaml.) og malet 1853. Afbildet på mal. af P.C. Skovgaard, 1854. Malet selvportr. (Fr.borg), forarbejde til mal. (Nordjyllands kunstmus.). Buste af H.V. Bissen, 1858 (St. mus.; glyptoteket; Århus kunstmus.; Randers mus.). Mal. af V. Rosenstand, 1861. Selvportr. på satirisk tegn. af familien, 1862 (Fr.borg). Afbildet på Constantin Hansens mal. 1860-64 af den grundlovgivende rigsforsamling 1848 (Fr.borg). Træsnit af W. Obermann, 1865, efter tegn. af H. Olrik, efter dette træsnit 1866 og 1867. Mal. af Carl Bloch, 1867 (Hirschsprung), tegn. af samme. Mal. af J. Roed, 1868 (Århus kunstmus.). Afbildet på mal. af P.C. Skovgaard, 1869. Tegn. af A. Jerndorff, 1871, forarbejde til mal. af samme, 1872 (udstillingsfonden, Charlottenborg). Tegnet selvportr. 1873 og udaterede (bl.a. kobberstiksaml.). Tegn. af F. Heisted. Radering af J. Magnus Petersen, 1873, efter denne træsnit s.å. Træsnit 1873. To træsnit i ens type 1873. Træsnit af H.P. Hansen 1880 og 1884 i ens type. Træsnit efter tegn. af F. Henningsen, 1881. Statuette af O. Evens, 1882 (Nordjyll. kunstmus.; Ribe mus.; 1883 St. mus.). Relief af Aksel Hansen udst. 1888. Statue af W. Runeberg (Odense bys mus.; 1901 foran St. mus.). Relief af E.H. Bentzen udst. 1912, og af O. Evens (Ribe mus.). Foto.

Bibliografi

Auktionskat. over Wilhelm Marstrands efterladte arbejder 1873-75. De ægte romere. Udstillingskat., Thorvaldsens museum, 1968. - Wilhelm Marstrand. Breve og uddrag af breve, saml. med indledn. af M.K. Raffenberg, 1880. Jul. Lange: Billedkunst, 1884 400-09. Helene Nyblom i Ord och bild, Sth. 1894 481-95. N. Lützhoft i Tilskueren, 1898 815-20 948-70; sst. 1935 I 112-14. Karl Madsen: Wilhelm Marstrand, 1905. Samme: III. til Holbergs Peder Paars, 1919. Th. Oppermann: Wilhelm Marstrand, 1920. Holberg billedbog. Billeder af Wilhelm Marstrand, tekst af Vilh. Andersen, 1922. Carl V. Petersen: Italien i da. malerkunst, 1932. H. Bramsen i Danm.s malerkunst, red. E. Zahle, 1937 (4. udg. 1956) 180-84. Kn. Voss: Guldaldermalerne, 1976 131-50. - Breve i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig