• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Vilhelm Lundstrøm

Oprindelig forfatter MaBr

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Vilhelm Lundstrøm, Vilhelm Henry Lundstrøm, 26.5.1893-9.5.1950, maler. Vilhelm Lundstrøm var i malerlære 1908-12 i firmaet Nielsen & Berg, gik samtidig på Teknisk skole, hvorfra han dimitteredes til akademiet hvor han gik 1913-15. Han debuterede på Kunstnernes efterårsudstilling 1916 hvor han også udstillede 1917, 1918, 1921 og 1941 og deltog i udstillingen Moderne kunst i kunstpavillonen i Århus september 1918. Sammen med Karl Larsen og Aage Wiboltt afholdt han en tremandsudstilling i ovenlyssalen i Bredgade april-maj 1919. Sammen med Svend Johansen, Karl Larsen og Axel Salto udstillede han under titlen De fire (Klingens malere) i alt seks gange 1920-29, den sidste dog sammen med Karl Larsen og Sophus Claussen under titlen 4-2+1 december 1929 - januar 1930. Vilhelm Lundstrøm afholdt separatudstillinger i Kunsthallen i Købmagergade januar 1932, Kunstforeningen maj 1935 og hos Alfred Andersen, Nikolaj Plads, hvert forår 1939-45, udstillede som gæst på Grønningen 1933 og Grønningens jubilæumsudstilling 1940. Vilhelm Lundstrøm har fra han deltog i udstillingen Moderne dansk malerkunst på Charlottenborg oktober 1925 været repræsenteret på så godt som alle udstillinger i Danmark og i udlandet hvor kunst fra hans generation er blevet vist. 1951 afholdtes en mindeudstilling på Charlottenborg i maj, Århus rådhus i juni-juli og i Kunstnernes Hus, Oslo, i august-september.

Vilhelm Lundstrøm var medarbejder som illustrator ved tidsskriftet Klingen fra begyndelsen af 1919 til slutningen af 1920. 1937 blev han medlem af akademirådet og udnævntes til professor ved akademiet 1944. 1945-46 var Vilhelm Lundstrøm medlem af censurkomiteen ved Kunstnernes efterårsudstilling og 1945 af modstandsbevægelsens kunstneriske udvalg. Den første rejse gik til Berlin hvor han som farende svend opholdt sig i to måneder sammen med sin senere svoger, William Nissen. 1915 havde han atelier sammen med Karl Larsen på Frederiksberg. Sammen med Kamma og Axel Salto var Vilhelm Lundstrøm i begyndelsen af 1920 i Firenze, Rom, Napoli og Pompeji og rejste hjem over England. Fra slutningen af 1920 til 1923 havde han eget atelier i en bagbygning i Store Kongensgade. 1921 var han i Paris det meste af året, en tid sammen med Svend Johansen. 1922 var Vilhelm Lundstrøm, Karl Larsen og Svend Johansen på nogle måneders arbejdsophold i Bormes i Sydfrankrig, hvorfra Vilhelm Lundstrøm rejste til Venezia og Firenze og hjem over Paris. 1923 slog han sig ned i Cagnes i Sydfrankrig sammen med Svend Johansen, Karl Larsen og Axel Salto. Her lejede han en tid atelier i byens gamle rådhus og efter sit giftermål med Yrsa havde han bopæl og atelier i villaen Mignonette neden for Renoirs landsted Les Colettes. Fra 1932 havde Vilhelm Lundstrøm fast bopæl i København, dog 1938-39 i Paris.

Vilhelm Lundstrøm voksede op i et vågent, sundt, borgerligt og ret beskedent miljø på Amager. I hans opdragelse indgik musikundervisning og besøg på de københavnske museer. Allerede som 12-årig viste han kunstnerisk talent og som 15-årig kom han i malerlære; trods en vis svagelighed som barn klarede han pladsen godt, viste fin fornemmelse for materialerne og imponerede ved sin tegnefærdighed på Teknisk skole. På akademiet var det især P. Rostrup Bøyesen der kom til at betyde noget for ham som lærer. I akademiårene lånte han flittigt illustrerede kunstbøger på biblioteket og gennem udenlandske kunsttidsskrifter fulgte han med i hvad der foregik ude i den europæiske kunstverden. På den korte rejse til Berlin 1914 blev der tid til museumsbesøg og til på udstillinger at se eksempler på den moderne revolutionerende kunst. Uden at interessere sig for de politiske aspekter, der til dels lå til grund for kubismen og ekspressionismen, optog han kubismens formsprog og begyndte at eksperimentere med utraditionelle materialer og teknikker. 1917 vakte Vilhelm Lundstrøm opsigt på Kunstnernes efterårsudstilling med nogle små opstillinger i collageteknik med pålimede blonder og sølvpapir og med aske blandet i farven. Da han 1918 udstillede sine tre "Bud" der bestod af dele af pakkasser, krydsfinérstumper o.l. der var sømmet og limet oven på hinanden i helt abstrakte, geometrisk opbyggede kompositioner, i slægt med Picassos tidlige nonfigurative værker, brød en storm af vrede og forargelse løs hos publikum og i pressen. En voldsom diskussion sattes i gang af lægen, professor C.J. Salomonsen der med udgangspunkt i et af Vilhelm Lundstrøms "Bud" diagnosticerede den moderne ekspressionistiske kunst som lidende af "Dysmorfisme" (græsk: dysmorphos ɔ: vanskabt, hæslig). Påstanden blev imødegået af lægen Oluf Thomsen der som en af de første forstod, at Vilhelm Lundstrøms kubisme var en alvorligt arbejdende kunstners forsøg på at orientere sig fra grunden ved at splitte de komponenter, hvoraf fortidens store kunstværker var opbygget og gå i dybden med hver enkelt.

Annonce

Den unge "pakkassemaler" - en betegnelse der hang ved Vilhelm Lundstrøm så sent som 1944, da han blev udnævnt til professor - vandt forståelse hos mange andre, såsom Poul Henningsen,Poul Uttenreitter og Otto Gelsted. Vilhelm Lundstrøm forsøgte aldrig at forsvare sig eller forklare sin kunst, endsige at tækkes et publikum, og han deltog heller aldrig i nogen offentlig debat, men i et interview som Aksel Rode offentliggjorde med ham i tidsskriftet Tilskueren, september 1939, udtalte han om sin egen brydningstid omkring 1918: "Det kubistiske maleri var jo noget, der bogstavelig talt lå i luften i de år, da jeg begyndte og som brød frem overalt, hvor der i det hele taget var unge malere, der havde noget på hjerte. I virkeligheden skulle der vist også meget lidt til for at få os til at gribe de problemer, som kubismen mødte frem med. Så snart vi havde fået forståelsen af at det var en ganske ny eller i hvert fald fuldstændig forsømt side af malerkunsten, der var blevet taget op til behandling, blev vi tvunget til at tage stilling til tingene, og naturligvis afslørede de nye synspunkter alle svaghederne ved det traditionelle, naturalistiske og fortællende maleri." 1918 var et højdepunkt i Vilhelm Lundstrøms kunstnerbane og et vendepunkt i dansk kunsthistorie. Vilhelm Lundstrøm blev en banebryder på linje med C.W. Eckersberg og J.F. Willumsen, da han som den første førte den abstrakte kunst her til landet.

Vilhelm Lundstrøm optog en anden side af ekspressionismen, da han i sin såkaldte krøllede periode 1919-23 i kubismens neddæmpede farver, men med voldsomt svungne penselstrøg i tykke farvelag malede en række opstillinger hvor få og enkle hverdagsting forherligedes i overnaturlig størrelse; som fællesnævner for dem alle står Opstilling med krukke, sovsekande og flaske, 1920 (Statens museum for kunst). I de karakterfulde selvportrætter behandlede han sine egne ansigtstræk med lige så intense penselsving. Figurkompositionerne er kæmpemæssige og fyldt til bristepunktet med store nøgne, svulmende kvinder, tildels inspireret af Paul Cézannes tidlige fantasier. Det mest overvældende er Frokost i det grønne, 1920 (Louisiana) og må trods de grove, forvredne, næsten karikerende træk ses som en lovsang til kvinden og naturen. De store billeder blev til i en bagbygning i Store Kongensgade i et atelier der var så lille, at Vilhelm Lundstrøm under arbejdet måtte se på dem gennem en omvendt teaterkikkert for at få et samlet overblik over kompositionerne. Et andet hovedværk er den humørfyldte og bevægende figurkomposition i næsten fuld størrelse med fire festlige herrer i ivrig kunstdiskussion Hommage aux peintres artistes - Hyldest til kunstmalerne, 1920 (Nordjyllands kunstmuseum, Ålborg) - det er en åbenlys hyldest til Vilhelm Lundstrøm selv, Karl Larsen, Svend Johansen og Axel Salto, de fire malere der udstillede sammen under titlen De fire og som efter samtidens, måske især det gode borgerskabs, opfattelse ofte optrådte voldsomt provokerende med deres ekspressionistiske udstillinger og iøjnefaldende påklædning. De anså sig selv for landets bedste malere. De kaldte sig "Rafaels guddommelige forbilleder". Vilhelm Lundstrøm portrætterede to af gruppens tilhængere, Emil Bønnelycke, 1921 og Robert Storm Petersen, 1922 (Kunstpavillonen, Esbjerg), begge i fuld figur og i legemsstørrelse. I overnaturlig størrelse er De fire årstider, 1921 (Århus kunstmuseum), en vægdekoration til et påklædningsværelse; den udgøres af fire yppige og yndefuldt svulmende, letpåklædte damer i slægt med Auguste Renoir, Rubens og Rembrandt, men helt i Vilhelm Lundstrøms egen personlige stil. I den krøllede periodes sidste år modnedes Vilhelm Lundstrøm som kunstner; han blev sikker på sit talents styrke, stimuleret af kunstvennernes beundring og pressens voksende anerkendelse. Oluf Thomsen støttede ved at skrive kronikker om De fire hver gang de udstillede, ved selv at erhverve et betydeligt antal billeder af Vilhelm Lundstrøm samt ved at få ham på aktier hos en række kunstsamlere som regelmæssigt sendte penge til Vilhelm Lundstrøm, som så leverede billeder efterhånden som de blev færdige.

Under Frankrigsopholdet 1923-32 nåede Vilhelm Lundstrøm til en afklaring i de strenge, kølige opstillinger med hvide og brune kander og vaser i stramme geometriske former og appelsiner i kanonkugle-kaliber, altid mod en blå baggrund. Især om denne periode må Vilhelm Lundstrøms egne ord til Aksel Rode gælde, "Et billede må ikke forurenes af uvedkommende ting. Det skal tale til øjet som musik til øret". Og, "Der skal være orden mellem billedets forskellige virkemidler ... og den orden viser sig derved, at alle linier og farveflader er bragt i en bestemt indbyrdes harmoni". (Tilskueren, september 1939). Uden at slippe det konkrete motiv udviklede Vilhelm Lundstrøm ved en stadig strengere forenkling logisk et abstrakt maleri som mere og mere tog sigte på de rent formelle værdier. Han opgav helt det spontane udtryk som tidligere blev nået med brede, fyldte penselstrøg og byggede nu sine billeder op i mange tynde farvelag oven på hinanden, en teknik der nødvendiggjordes af hans egne krav om ro og harmoni. Også i figurbillederne stræbte Vilhelm Lundstrøm mod det rene maleri og fastholdt samtidig i portrætterne en klar slående lighed med personerne: maleren Tusnelda Sanders, 1927 (Nasjonalgalleriet, Oslo), hustruen Yrsa med datteren Dorte som spæd, 1929 (Fyens stifts kunstmuseum, Odense) og søsteren Anny Nissen. 1932. I modelbillederne fra Cagnes-tiden opnåede Vilhelm Lundstrøm en sådan harmoni og monumentalitet, at han fandt det naturligt ved hjemkomsten til København at foreslå, at han udsmykkede den nyopførte Frederiksberg svømmehal med kompositioner af badende mænd og kvinder. Ny Carlsbergfondet bekostede gennemførelsen af de i alt fem vældige vægmosaikker som Vilhelm Lundstrøm selv deltog i lægningen af sammen med mosaikmesteren Umberto Odorico 1933-37. Med de rytmisk opbyggede menneskekroppe i okkertoner på blå baggrund har Vilhelm Lundstrøm skabt et hovedværk i dansk monumentalkunst; udgangspunktet var den forenkling han med sin stræben mod det rene maleri var nået frem til forenet med studiet af antik skulptur i afstøbningssamlingen på Statens museum for kunst. Resultatet blev en hyldest til det frie almindelige menneske.

I de sidste ti år af sit liv arbejdede Vilhelm Lundstrøm udelukkende i en stil der er blevet kaldt den kulørte. Fra tidligere at have holdt sig strengt inden for en begrænset farveskala inddrog Vilhelm Lundstrøm nu alle spektrets farver i sine opstillinger, modeller og portrætter. Stærkt optaget af Matisse's fauvisme blev Vilhelm Lundstrøm dog tro mod sit princip: det rene maleri. Intet uvedkommende fik indpas, når de uendelig mange kombinationer af farverne mod hinanden blev efterprøvet. Stemning og intimitet var bandlyst. Portrættet af Bodil Ipsen, 1949 giver et stærkt og fint omrids af personen uden at antyde nogen atmosfære omkring hende. Mange opstillinger må ses som ufærdige eksperimenter, mens modelbillederne ofte viser et minutiøst gennemarbejdet studium af farverigdommen og farveskiftet i menneskehuden. Vilhelm Lundstrøm endte på en vis måde som naturalist.

Over for mennesker som Vilhelm Lundstrøm ikke var fortrolig med var han fåmælt og kunne virke studs, en holdning der af nogle er blevet fortolket som usleben, samtidig med at han havde ry for sine knappe, rammende bemærkninger på rette sted. Sammen med venner var han åben og livsglad og trofast mod dem til det sidste. De stadige gentagelser af de samme enkle motiver i hans billeder er blevet opfattet som en indskrænkning hos ham. Sandheden er at han, robust og følsom på samme tid, stedse søgte ind til altings kerne. I Johann Sebastian Bachs musik fandt han en parallel til sin egen arbejdsmåde: endeløse variationer over det samme tema. Når han selv forsøgte sig ved klaveret skal det imidlertid have lydt omtrent ens, hvadenten det var Bach eller Sergéj Prokofiev, han ville fortolke. Da Vilhelm Lundstrøm 1944 blev udnævnt til professor ved akademiet opstod igen blæst om hans person. Der blev rejst tvivl om det rigtige i at lade en tidligere pakkassemaler og fremfusende dysmorfist være vejleder for den unge generation. Vilhelm Lundstrøm blev en glimrende og højt skattet lærer der viste en faderlig omsorg for sine elever. Han opfattede sit embede som vejledende og forsøgte ikke at påvirke eleverne, men lod dem lære af at se på al anden god kunst sådan som han altid selv havde gjort.

Vilhelm Lundstrøm var sikker på hvor han selv hørte hjemme; til Karl Larsen skrev han i et af de få breve han har skrevet i ungdommen: "Franskmænd bliver vi jo aldrig, men vi er jo også selv et førsteklasses folk". Som det selvstændige og helt frie menneske, Vilhelm Lundstrøm var, har han altid kunnet øse af anden kunst uden at hans personlighed gik tabt, og uden at tilsløre sine forbilleder har han efterladt et livsværk af enestående original styrke.

Familie

Vilhelm Lundstrøm blev født i Sundbyerne, død i København (Sions), begravet Sundby kirkegård.
Forældre: telegrafbud Carl Vilhelm Lundstrøm (1864-1931) og Caroline Amalie Davidsen (1866-1948). Gift 7.6.1923 i Paris med maler Yrsa Hansen, født 18.6.1890 i København (Holmens), død 4.12.1954 i København, d. af direktør Axel Thorvald Hansen (1856-1914) og Gunilda Selma Wilhelmina Kockum (1863-1922).

Ikonografi

Tegnet selvportr. 1915, malet 1919. Mal. af Gudrun Grove, 1920. Malede selvportr. 1920 (Nordjyllands kunstmus.), 1920-22 (St.mus.), 1920-25 (Ny Carlsbergfondet), 1923, 1929, 1931, samt udaterede. Afbildet på tegn. af Carl Jensen, bl.a. af Lundstrøms malerskole, 1944. Tegn. af samme udst. 1948. Foto.

Bibliografi

Vilhelm Lundstrøm. Et udvalg af billeder m. tekst af Poul Uttenreitter, 1933 = Vor tids kunst XIII. - Interview i Gads da. mag. XXXI, 1937 148-56. - Preben Wilmann og Marianne Brøns: Lundstrøm, 1977 (heri værkfortegn, og bibliografi). - Vilhelm Lundstrøm, ved Preben Wilmann, 1978 = Kunstmuseets lysbilledforedrag VII.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Marianne Brøns: Vilhelm Lundstrøm i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 25. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=293805