Vilhelm Hammershøi, 15.5.1864-13.2.1916, maler. Allerede fra seksårsalderen skal Vilhelm Hammershøi have fået tegneundervisning, først i en årrække hos N.C. Kierkegaard (1806-82), derefter hos H. Grønvold. Tillige malede han hos Fr. Rohde, senere hos Vilhelm Kyhn. Fjorten år gammel dimitteredes han af Carl F. Andersen og Grønvold til akademiet i hvis skoler han gik jan. kvartal 1879-april kvartal 1884 (bl.a. under Fr. Vermehren).

Herfra søgte han til Krøyers skole hvor han gjorde bekendtskab med Carl Holsøe. 1885 udstillede han sit første billede Portræt af en ung Pige (søsteren, Hirschsprungs samling). Med sine enstonige sorte, grå og brune farver og sit tyste væsen måtte Vilhelm Hammershøi i 80'erne komme til at stå som en ganske egenartet, tilsyneladende rodløs fremtoning. Visse momenter i hans maleri – hans stildannende evne og det ligesom farveabsorberende lys der gennemtrænger hans billeder – hører for så vidt hjemme et helt decennium senere.

Dybere set vedbliver hans udspring af 80'ernes opfattelse dog at være kendelig, også gennem hans senere udvikling. Tilknytningen til det nærmest liggende og fortroligt kendte, til de hjemlige stuer og de pårørende, sansen for den tavse hygge der vokser frem af tingene, og det følsomme blik for valører deler han med malere som Viggo Johansen og Jul. Paulsen. Endvidere er hans motiver meget mere fint afbalancerede virkelighedsudsnit end egentlige kompositioner.

Hans format var så stort i opfattelsen, hans personligheds præg så stærkt og hans kunstneriske intensitet så gennemtrængende at al lighed med samtiden dengang sløredes. Man kan vistnok spore Grønvolds begejstring for J.-A.-D. Ingres i Vilhelm Hammershøis fremtrædende sans for plastisk form og i hans komposition af visse tidlige enkeltfigurbilleder – Grønvolds undervisning gjorde et stærkt indtryk på mange af hans elever, og det vides at Hammershøi satte stor pris på ham. Men alle træk forsvinder i den syntese der er Hammershøis særkende og det blivende i hans kunst, en åndelig fordybelse som kun få danske malere har nået.

Vilhelm Hammershøi kom frem i en tid med stærk kunstnerisk gæring og skarpe kunstpolitiske modsætninger, og han, "den fredeligste af fredsommelige", fik den skæbne at blive stridens æble mellem en uforstående offentlighed og vrangvillige autoriteter på den ene side og betydelige venner samt en kunstnerisk opposition på den anden side. Hans kunst virkede så ny og uvant at den forargede, men samtidig var Hammershøi straks fra første færd anerkendt af en lille kreds af kunstnere og kunstkyndige, blandt disse især oppositionens pennefører Karl Madsen.

Akademiet undlod at uddele præmie ved Neuhausens konkurs' 1885 hvortil Vilhelm Hammershøis debutarbejde var indsendt, og da Charlottenborg-udstillingen nogle år senere refuserede et par lige så fortrinlige arbejder af ham (således 1888 En ung Pige, der syer) blev dette en medvirkende årsag til dannelsen af Den frie udstilling og Vilhelm Hammershøi en af dennes seks stiftere 1891.

I de samme år fik Vilhelm Hammershøi en usædvanlig virksom mæcen i tandlæge Alfred Bramsen. Han købte sit første billede af Hammershøi 1888 og blev snart så interesseret at han satte, sig et livsmål i at gøre Hammershøi berømt ud over landets grænser. Bramsen sørgede for at Hammershøi blev rundeligt repræsenteret ved de store udenlandske udstillinger, arrangerede særudstillinger hjemme og ude, skrev om ham i den udenlandske fagpresse. Ved århundredskiftet afhændede han sin øvrige, fortrinlige malerisamling for udelukkende at hellige sig Hammershøi af hvis hovedværker han efterhånden erhvervede størsteparten.

Hans virksomhed for Vilhelm Hammershøi har dog mødt kritik fra folk der stod Hammershøi nær. Hammershøis billeder blev i øvrigt modtaget med virkelig beundring og stor anerkendelse overalt i udlandet (bronzemedalje på verdensudstillingen i Paris 1889, sølvmedalje sst. 1900, guldmedalje 2. kl. i München 1891, guldmedalje 1. kl. sst. 1909); udstillingen i Rom 191-1 fastslog hans europæiske ry (præmie: 10.000 lire; opfordring til at levere selvportræt til Uffizierne).

I videre kredse vandt Vilhelm Hammershøi indpas som "de stille stuers maler" med billederne fra sit hjem, de fleste malede i gamle huse på Christianshavn – stuer med hvide døre, nogle få udsøgte møbler og en enkelt figur, stundom et solstrejf gennem et vindue. Disse skildringer af det fornemme borgerlige interiør har vist sig at have større betingelse for at vinde udlandets forståelse som fortolkning af det særegne i dansk kultur end dansk malerkunst i almindelighed besidder.

Men Vilhelm Hammershøi sigtede i virkeligheden mod strengere idealer. Det er karakteristisk at nogle af hans interiører snarere er indendørs-arkitektur end stuebilleder (Støvkornenes Dans i Solstraalerne, 1900; Aabne Døre, 1905). De fører lige over i hans store arkitekturstykker (Christiansborg med Marmorbroen, 1890-92; Fr.borg, 1893; Kronborg, 1897; Asiatisk Compagni; Petri Kirke, 1907; Slotskirken, 1910). Disse udgør ligesom hans få men fremragende landskaber (Kongevejen ved Gentofte. 1892; Tirsdags-Skoven ved Fr.borg, 1893; Gentofte Sø, 1903) afsnit for sig i vor malerkunst.

Alligevel føles de som kun sideområder i hans produktion fordi de for en stor del beror på hans evne til abstraktion – den samme evne der hæver hans nøgne modeller så højt i plastisk henseende (fx Kunstmuseets, 1904), og som gør at hans farver (der for øvrigt i hans gode arbejder både har koloristisk fylde og indre glød) i et særligt tilfælde kunne blive til en festlig klang af hvidt, laksrødt og gyldent (interiør i Louis XVIs stil, Hirschsprungs samling). Den egentlige Vilhelm Hammershøi finder man i figurbillederne.

Ikke blot bliver den kunstneriske anspændelse stærkest, den plastiske form mest fremtrædende her, men der er i dem en ejendommelig selvfordybelse med nedslagne øjne – manden der stirrer ind i lyset (illustration til Poul Møllers Sonnet til Laura, 1899), Henry Bramsen med sin Cello, 1893, de fem mænds tavse samvær i isoleret kontemplation, 1902, (Thielska Galleriet), kunstneren der tegner sin hustru med ryggen til beskueren og bøjet hoved, Århus kunstmuseum 1898, den ensomme møntsamler, 1904.

Vilhelm Hammershøis skikkelser vender blikket bort, eller også stirrer de demonstrativt på beskueren som den stærke Willumsen og den ransagende Zahrtmann (portrætter 1901 og 1890). Man finder i Artemis, 1893-94, (kunstmuseet) en symbolsk selvbekendelse, en skyhed for sit eget selv der siger ikke så lidt om Hammershøis psyke. Han var som sindstype en søn af tusmørket og tågen, han var et menneske af den art der i den store verdens øjne kun findes i Norden, og havde format til at skildre det på monumental og almengyldig vis.

Vilhelm Hammershøis første udenlandsrejse gik til Holland og Belgien maj 1887. Derefter foretog han følgende rejser: til verdensudstillingen i Paris 1889 (hvor han traf Karl Madsen og L.A. Ring); over Holland til Paris sept. 1891-marts 1892; Norditalien okt.-dec. 1893 (på et mindre akademistipendium); til kunstnermødet i Stockholm juni 1897; over Holland til London okt. 1897-maj 1898 (for et akademistipendium); Italien okt. 1902-febr. 1903 (med understøttelse af kunstvenner; malede et Interiør af San Stefano Rotondo i Rom); England sept. 1904 (besøg hos sin ven og beundrer, pianisten Leonard Borwick); rejste okt. 1905 over Berlin, Kassel, Holland til London og blev der til ind i 1906 (Gadebillede ved British Museum); Firenze sept.-okt. 1907; London juni 1912 og nov. 1912–april 1913.

Han udstillede på Charlottenborg 1885-86, 1888-89 og Den frie udstilling 1891-1904, 1906, 1908, 1914-16; særudstillinger i Berlin okt.-nov. 1907, der blev en stor succes, kunstforeningen marts 1900, april-maj 1916 (i to afdelinger), jan. 1930.

Han blev medlem af akademiets plenarforsamling febr. 1909 og havde sæde i akademirådét fra dec. 1910 til sin død. Arbejder af ham ejer Kunstmuseet, Hirschsprungs samling, Århus museum, Nationalmuseum og Thielska galleriet i Stockholm, Göteborgs museum, Natiorialgalerie i Berlin og Tate Gallery, London.

Familie

Vilhelm Hammershøi blev født i Kbh. (Holmens), død sst., begravet sst. (Vestre). Forældre: grosserer Christian Peter Hammershøi (1828-93) og Frederikke Amalie Rentzmann (1838-1914). Gift 15.9.1891 i Hvidovre med Ida Camilla Vilhelmine Ilsted, født 15.3.1869 i Stubbekøbing, død 10.10.1949 på Frbg., d. af købmand Jens Peter Ilsted (1832-1901) og Johanne Sophie Lund (1834-1912). – Bror til Svend Hammershøi.

Ikonografi

Selvportr. malet 1890, 1891, s.m. hustruen 1891 (Davids saml.). Afbildet på gruppe af P. Ilsted, 1892. Mal. af G. Achen (Fr.borg), skitse til dennes altertavle, Den gode hyrde (Lem k.). Selvportr. 1895 og s.m. hustruen 1898 (Århus kunstmus.). Afbildet på V. Johansens mal., Aftenselskab, 1899 (St.mus.). Radering af P. Ilsted, 1900. Karikaturer af Alfred Schmidt 1900, 1902 og 1907. Tegn. af P.S. Krøyer, 1902 (Hirschsprung). Afbildet på V. Johansens mal. Mellem kunstnere, 1903 (Nationalmus., Sth.). Karikatur af R. Christiansen, 1908. Selvportr. malet 1911 (St.mus.), 1913 (Uffizieme, Firenze; Fr.borg) og 1914. Mal. af Jul. Paulsen, 1914, og afbildet på sammes mal. Aftenselskab, 1915 (St.mus.). Tegn. af Paul Fischer. Radering af Henrik Lund. Stik af P. Ilsted, 1920, tegn. af samme. Mal. af Svend Hammershøi, 1922 (udstillingsfonden, Charlottenborg). Foto.

Bibliografi

Bibliografi. Alfr. Bramsen: V.H.s arbejder. En fortegn., 1900.

Udg. V.H., 1916 = Små kunstbøger XIII.

Lit. Karl Madsen i Politiken 20.4.1885, 2.2.1891, 15. og 17.5.1902, 20.2.1916. Samme i Kunstbl., 1888 70f. Samme i Tilskueren, 1889 421 f; sst. 1891 332f; sst. 1896 84f. Samme i Kunst I, 1899. Erik Skram i Politiken 22.3.1888. Emil Hannover sst. 3.4.1891, 4.5.1894, 2.6. og 2.8.1897, 5.2.1906. N.V. Dorph i III. tid. 3.6.1894 og 1.4.1900. Samme i Politiken 2.3.1900 og 22.3.1902. Samme i Berl. tid. 15.2.1916. Alfr. Bramsen i Politiken 22.2.1904 og 15.2.1916. Samme i Nationaltid. 13.2.1915 og 26.5.1918. Samme i København 16.2.1912 og 14.2.1916. Samme i forordet til Kat. over kunstforen.s udstil., jan. 1930 3-6. Jens Thiis i Saml. avhandl. om nord. kunst, Kria. 1920. William Ritter i L'art et les artistes X, Paris 1910 264-68. Vilh. Wanscher i Ord och bild XXIV, Sth. 1915 401-11. Carl V. Petersen i Afhandl, og artikler om kunst, 1939 137-47. Ernst Goldschmidt m.fl. i Politiken 14.2.1916. Sophus Michaëlis og Alfr. Bramsen: V.H., 1918 (m. værkfortegn.). Kristian Zahrtmann. En mindebog, udg. F. Hendriksen, 1919. Th. Oppermann i Berl. tid. 18.1.1930. Eigil H. Brünniche: Alfr. Bramsen som kunstsamler, 1933. Poul Vad: V.H., 1957 (m. bibliografi). Samme i Signum IV, 1964 nr. 2 24f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig