Valdemar Schønheyder Møller, Valdemar Christian Schønheyder Møller, 5.1.1864-3.5.1905, maler. Født i Århus, død sst., begravet på Århus ndr. kgd. S. M. blev sat i lære hos xylograf H. P. Hansen maj 1881. Tillige forberedtes han på Teknisk skole og hos landskabsmalerne Johs. Boesen og Harald Foss til kunstakademiet. Her gik han fra april 1883 til april n.å. hvorefter han en kort tid søgte over til Kunstnernes studieskoler under P. S. Krøyer. Han malede på Skagen 1891–93, rejste dec. 1894 til Paris og blev her for bestandig, fra april 1896 med bolig i Fontainebleau. Det var S. M.s idé og lidenskab at han ville gengive solen og dens blændende lys, fx som det bryder frem mellem træstammerne i en skov eller set mod selve solskiven og med de farvepletter som det stærke lys fremkalder på øjets nethinde. Han studerede disse fænomener systematisk, men den stadige stirren mod solen angreb hans hjerne, og sygdom forårsaget deraf tvang ham til at holde op med at male 1901. I udlandet vandt han ry som le peintre du soleil på udstillinger i adskillige byer (Oslo, Stockholm, Berlin, London, Budapest og Capetown, hvor han skal have haft en betydelig succes, og i Liège 1908). Hans billeder spredtes derved for alle vinde. Herhjemme udstillede han på Charlottenborg forårsudstilling 1885–87, 1889–92 og på Kunstnernes studieskoles udstilling 1896, i Paris i Salon de la Société Nationale i årene 1895–1903. Malerier af ham findes i Århus kunstmuseum (Solen i Granskoven) og i malerisalen på Brøndums hotel i Skagen.

Familie

Forældre: prokurator, hospitals-forstander Carl Johan Ferdinand Møller (1815–73) og Reinholdine Christiane Schønheyder (1835–1904). Gift 14.9.1894 i Kbh. (b.v.) med Marie Nissen, født 11.10.1864 i Ramten, Ørum sg., død 25.10.1949 i Kbh. (Ansgar), d. af lærer Jacob Wilken N. (1835–1902) og Karen Margrethe Frederiksen (1830–1921).

Ikonografi

Mal. af Anna Ancher, 1893 (Skagens mus.). Foto.

Bibliografi

Exposition rétrospective du peintre danois S. M., m. forord af Léon Bazalgette, Palais des beaux-arts, Liège 1908. – Berl. tid. 10.5.1905. Karl Madsen: Skagens malere og Skagens museum, 1929 15 lf. Sig. Schultz i Danske i Paris, red. Fr.v. Jessen II, 1938.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig