Theodor Philipsen, Theodor Esbern Philipsen, 10.6.1840-3.3.1920, maler. Født i Kbh. (Trin.), død sst., urne på Holmens kgd. Allerede i sine drengeår tegnede og modellerede P. dyr. Han gik dog først til landvæsenet, var bl.a. forvalter på Hillerødsholm og bistod herfra ved slukningen af Fr.borgs brand 1859. Så bestemte han sig for dyrmaleriet og optoges i kunstakademiets nederste klasse okt. 1862 samtidig med, at han en tid malede hos Carl Bøgh. Under krigen 1863-64 måtte han aftjene sin værnepligt. Han deltog i træfningen ved Sankelmark og blev løjtnant i reserven. Derefter fortsatte han på akademiet til han fik afgang dec. 1869. Allerede 1865 havde P. debuteret med en voksgruppe Køer på Charlottenborgs forårsudstilling, hvor han i øvrigt udstillede 1865-77, 1879-81, 1885-87, 1889-90 og 1903-04, 1915. Ved Den frie udstillings stiftelse sluttede han sig til denne og havde billeder her 1891-98, 1900-14 samt 1920. Han vandt Neuhausens konkurspræmie 1873 med Heste, som rides til Svømning og akademiet tildelte ham årsmedaljen (Eckersbergs medalje) 1890 for En Vej i Dyrehaven, Efteraar (1889, kunstmuseet) samt 1915 som en særlig demonstration Thorvaldsens medalje for Ungkvæg paa Saltholmen. Derimod ville han ellers ikke modtage udmærkelser, afslog valg til akademiets plenarforsamling marts 1904. P. rejste meget, og hans rejser fik afgørende betydning for ham, både gennem de billeder han malede i Italien og Tunis, ved hans studium af gammel kunst og fremfor alt ved hans nære forbindelse med fransk impressionisme som rejserne fortrinsvis havde deres andel i. Hans første rejse gik til Paris nov. 1874 og varede til april 1876. Her omgikkes han Lorenz Frølich, så udstillinger af Camille Corot og Jean François Millet og sluttede sig til en sympatiadresse for Édouard Manet. Sommeren 1875 var han på studietur i Normandiet med Edv. Petersen. Vinteren 1875-76 tilbragte han i fællesskab med L. Tuxen. P. gik på aftenskole hos Léon Bonnat, og sammen studerede de impressionisme på udstillinger. Ved forårstid 1878 rejste P. dernæst til Italien sammen med sin mor, malede i Amalfi, hvor også Kristian Zahrtmann opholdt sig, og i Sorrento. Om efteråret fulgte han moderen til Kbh., men tog straks efter til Rom hvor han udførte En Drift Okser i den romerske Campagne. Til sin tredje rejse skaffede P. sig midler ved en auktion over sine billeder i hotel Phønix jan. 1882. Han lagde vejen over Paris til Spanien hvor han sluttede sig til C. C. Andersen. De slog sig ned i Granada og var tillige i Afrika, hvor P. malede Æselstald i Tunis og den Gade i Tunis med Kameler der efter Karl Madsens mening var "det eneste danske Maleri, som har formaaet at give os en stemningsmættet Fremstilling af Orientens Æventyrverden". Fra Tunis nåede han over Napoli til Rom 1.12. s.å. og tilbragte vinteren her i omgang med Zahrtmann. Sommeren 1883 tog han med Joakim Skovgaard og Viggo Pedersen ud til Zahrtmann i Sora hvor han blev året ud. Jan. 1884 besøgte han atter Rom for om sommeren at vende tilbage til Danmark. Senere foretog P. rejser til Italien foråret 1888 (Firenze; for Anckers legat 1887 og provenuet af en ny auktion okt. s.å.), 1891 (i Ravello med Zahrtmann, Rom, Pompeji), dec. 1898-99 (Rom), 1902 (Firenze, Rom, Sora), 1904 (Rom), 1907 (Rom, Solmona, Celano), 1913 (sammen med Peter Hansen), til Paris 1889, 1900, 1906, til Holland og Belgien efterår 1898 og til Madrid 1908. P. er ikke den første pioner hos os for den franske impressionisme. Denne blev bragt til Danmark allerede ved 70ernes midte, men uden at finde jordbund (jf. Godfred Christensens Studie fra Herlufsholm, 1876 i Den Hirschsprungske samling). Men P. var den eneste danske maler der gik fuldstændig ind for denne maleriske opfattelse i dens udprægede form og udviklede den på højde med franskmændene. P.s tidligste arbejder fra 60erne gav ikke løfter om nogen særlig malerisk begavelse. Hans udgangspunkt blev de Lundbyeske efterklange som hører den tid til. Ret hurtigt tog han sig op og malede inden den første rejse så smukke karakterstudier som kunstmuseets Rødbroget Ko, 1872 og så store og figurrige dyrestykker som Malkepladsen ved Grønnesøgaard, 1871 og Fra Trommesalen, 1870– 73. Paris-studierne og indtrykkene fra Italien 1878-79 gjorde sig ikke straks gældende i hans maleri. Det gik ham ligesom andre danske Bonnatelever (P.S. Krøyer, Joakim Skovgaard, Viggo Pedersen) at det blev sydens sollys der åbnede deres øjne for farven og førte deres maleriske behandling op i det stærke lys. Gennembrudet kom for P. i Spanien, Tunis og Italien under den tredje rejse. I Æselstald i Tunis, 1882 (kunstmuseet) har han helt tilegnet sig det virkningsfulde direkte sollys og de blå skygger. Gæstgiveriet i Sora, 1883 (sst.) betegner med sin harmoni af rosa, grågrønt og okkergult et koloristisk højdepunkt i hans produktion. Den maleriske opfattelse, han her havde vundet, kunne han i lykkelige tilfælde overføre på hjemlige motiver (Malkepladsen ved Meilgaard, 1884, sst.). Men vejen til den egentlige impressionisme fandt han ved samtalerne med Paul Gauguin under dennes ophold i Kbh. vinteren 1884-85 gennem de tekniske anvisninger som Gauguin gav ham. En årrække malede P. rent impressionistisk i fransk forstand. Det første slående eksempel var En sildig Efteraarsdag i Dyrehaven. Solskin, 1886 (sst.). Lyset er skyggeløst og farverigt, et fluidum der gennemtrænger billedet og bærer farven frem. I andre billeder (Fra Vejen til Kastrup, 1890, Hirschsprungske samling; En Allé, 1891) understregede han de blå slagskygger, og i atter andre (En Kostald, 1890, og Lange Skygger, ca. 1890, begge i kunstmuseet; Med Solen i Øjnene, 1892) bliver sollyset til en diffus lyståge der opløser formen og gør omridsene svømmende. Den lykkeligste forening af lyskraft og kolorit nåede han med Græssende Køer, 1892 (kunstmuseet) som vel betegner højdepunktet af impressionistisk farvepragt og impressionistisk maleri i Danmark i det hele taget. Videre forståelse mødte disse ting ikke ved deres fremkomst til trods for den støtte, P. modtog fra Karl Madsen og Den frie udstillings kreds og gennem udstillinger i Kunstforeningen 1889 og 1891. Først særudstillingen i Kunstforeningen febr.-marts 1911 bragte ham almindelig anerkendelse.

Selv om dyrene var P.s speciale må hans værk dog i lige så høj grad ses under et landskabeligt synspunkt. 1880 besøgte han første gang Saltholm. På denne flade, grønne ø med dens mange løsgående heste og kreaturer og i egnen om Kastrup på Amager, hvor han bosatte sig 1889, fandt han et domæne der blev hans, og han skildrede det på en sådan måde, at det kom til at betyde en varig indsats i dansk landskabsopfattelse. Endvidere ydede P. sit bidrag til det kunstneriske pottemageri i 1880ernes sidste del som medlem af kredsen omkring Th. Bindesbøll og Dekorationsforeningen. Foruden de malede brændtlersfade udførte han polykrome dyregrupper i samme materiale, modellerede også en del i voks (En romersk Tyr, 1892, bronze i kunstmuseet; model til et springvand med to bryggerknægte s.å., bestemt for Blågårdsplads i Kbh., men ikke udført). Disse grupper som han fortsatte med et decennium ind i det nye århundrede, hører til de mest karakteristiske eksempler på naturalistisk dyreskulptur vi har, og udgør et kapitel for sig inden for epokens billedhuggerkunst. I sine sidste år blev P. ramt af en tiltagende synssvækkelse, følelig allerede 1907, kun forbigående afværget ved en operation på begge øjne 1909. Han måtte til sidst ophøre med kunstnerisk virksomhed og solgte alle sine arbejder og studier ved en stor auktion i Den frie udstilling jan. 1916.

P. deltog i den nordiske udstilling i Kbh. 1888, verdensudstillingerne i Paris 1889 og 1900 og var anseligt repræsenteret på den danske udstilling i Jeu de Paume i Paris 1928. Rådhusudstillingen i Kbh. 1901, som fik indgribende betydning for vor kunsthistorie, blev til på hans initiativ, og han lagde et stort personligt arbejde i dens tilvejebringelse og ordning. Arbejder af ham findes i kunstmuseet, Den Hirschsprungske samling, museerne i Århus, Ålborg, Randers, Ribe og Odense, Stockholm nationalmuseum og kunstmuseet i Göteborg.

Familie

Forældre: grosserer Frederik Philip Vilhelm P. (1807-76) og Else Marie Juliane Ibsen (1819-1902). Ugift.

Ikonografi

Afbildet på Niels Simonsens mal. af slaget ved Sankelmark, 1864 (Glorup). Tegnet selvportr. 1883. Flere tegn. af V. Johansen, bl.a. 1890 og ca. 1895 (Kgl. bibl.). Tegn. af Jul. Paulsen, 1895. Tegn. af Johan Rohde, 1902. Akvarel af Johannes Larsen, 1903. Afbildet på mal. af V. Johansen, 1903 (Nationalmus. Sth.). Selvportr. i pastel 1910. Tegn. og akvarel (kobberstiksaml.) af Johs. Larsen, 1913. Tegn. af Joakim Skovgaard s.å. Tegn. af A. Lofthus, 1917 (Fr.borg). Afbildet på mal. af V. Johansen, 1917 (Neue Pinakotek, München). Mal. af Peter Hansen, 1919 (St.mus.). Foto.

Bibliografi

T. P. Udstill. i Kunstforen., 1911. Fortegn. over samtlige arbejder af maleren T. P., der sælges ved offentlig auktion jan. 1916. – T. P., 1913 = Små kunstbøger VIII. – Karl Madsen i Af dagens krønike, 1889 450-68. Samme: Maleren T. P., udg. Kunstforen., 1912. Samme i Kunstmuseets årsskr. VII, 1920 82-95. Th. Faaborg i Ord och bild XXVIII, Sth. 1919 597-604. Kr. Zahrtmann. En mindebog, udg. F. Hendriksen, 1919. F. Hendriksen: En dansk kunstnerkreds, 1928. Samme: Mennesker og oplevelser, 2. udg. 1932. Hans E. Kinck:

Kunst og kunstnere, Oslo 1928 85-100. Laur. Tuxen: En malers arbejde, 1928. Sig. Schultz i Danske i Paris, red. Fr. v. Jessen II, 1938. Harald Leth: T. P., 1942 = Dansk kunst. Henrik Bramsen i Danmark VI, 1946 101-07. Samme i Berl. aften 10.6.1965. H. P. Rohde i Fund og forskn. XIII, 1966 155-61. – Breve i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig