Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Svend Wiig Hansen

Oprindelige forfattere MeHa og BIrve

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Svend Wiig Hansen, 20.12.1922-15.3.1997, maler, billedhugger. Svend Wiig Hansens vej til kunsten var fuld af forhindringer og besværligheder. Nogle år gik med løst forefaldende arbejde mens tankerne kredsede om en mere glorværdig fremtid. Wiig Hansen var længe i vildrede, en karriere som cirkusklovn eller sanger foresvævede ham, men et tilfældigt job med at klargøre støbte klatreengle satte ham på sporet af billedkunsten, og 1945 blev han – en ikke særlig flittig – elev hos billedhuggerne Johannes Bjerg og E. Utzon-Frank på kunstakademiet i København. Hans første kunstneriske arbejde gjaldt skulpturen, og det var forholdet til den der formede hele hans kunstneriske udtryksmåde. 1946 debuterede han (med skulptur) på Kunstnernes efterårsudstilling, men nogle få år efter gik han også i gang med maleriet, tegningen og grafikken, et firspand af genrer som han var trofast mod gennem hele sin karriere. 1955 blev et skelsættende år for Wiig Hansen; han fik da en slags gennembrud som maler gennem en stor udstilling på Den frie udstilling. Der vistes bl.a. det store maleri De søgende som nu tilhører Statens museum for kunst, men gennembruddet til de helt brede kredse fik han først senere samme år i kraft af den pressestorm af forargelse som hans skulptur Moder jord afstedkom. Den forargelse der her ramte hans kunst kom flere gange senere til at blusse op. Wiig Hansens kunst, der næsten altid benytter mennesket som motiv, er dramatisk pågående og kraftfuld. Han er en af vore mest markante ekspressionister. En af hans stærkeste inspirationer var den gamle mexikanske skulpturkunst som han for øvrigt første gang oplevede på en stor mexikansk udstilling i Stockholm 1952.

Sidste halvdel af 1950erne var en rig periode for Wiig Hansen, bl.a. foretog han 1957 en rejse til Grækenland som satte sig stærke spor i produktionen, bl.a. i form af hans første bog med tegninger, Græsk inspiration, 1960, og det var også 1957 han var med til at samle den lille udstillingsgruppe "Mennesket" som bl.a. tæller Palle Nielsen, Reidar Magnus og Henry Heerup. Den lille udstillingsgruppe blev en beskeden, men vægtig faktor i de års kunstliv. Mod den "kolde krig"s stemninger og en tilbøjelighed til at bevæge kunsten ud i eksperimenter og yderligheder manifesterede den lille gruppe danske kunstnere deres humanistiske standpunkt. Skønt Wiig Hansen nu havde et sted at udstille var han dog også en flittig udstiller andre steder, 1957 blev han medlem af Den frie udstilling, men viste gerne sine arbejder på udstillinger rundt omkring, ikke mindst i udlandet. Han udstillede bl.a. i Malmö, Göteborg, New York, Sao Paulo, og på adskillige af de store udstillinger fik han priser og præmier, og hans værker erhvervedes til de stedlige museer.

Wiig Hansen modtog muligheden for at manifestere sig som vældige udfordringer og meget ofte lavede han store ting til eller på stedet. På sin udstilling i den danske pavillon på biennalen i Venezia 1964 fyldte han den store sals vægge med en kæmpemæssig tegning, og i mange andre sammenhænge arbejdede han på sine udstillinger og foran publikum. Hans største satsning i den sammenhæng var da han i aug. 1974 malede over for publikum på de hvide lærreder han havde sat op i hele Nikolaj kirkes parterregalleri. Hele seancen blev fotograferet af Gérard Franceschi der året efter udgav billedbogen Svend Wiig Hansen. Tillige blev der lavet en film. Som en slags sportsmand eller entertainer udfordrede Wiig Hansen sig selv med næsten overmægtige krav. Metoden var karakteristisk for ham, men det vil nok være en misforståelse at opfatte det som udtryk for kunstnerens egocentri eller trang til at stille sig i positur. Snarere var der tale om en vilje til at trække sig selv op ved håret og afprøve sin ydeevne. 1973 tog Wiig Hansen initiativ til en folkelig kunstundervisning i Fælledparken, sammen med borgere i Brande lavede han 1976 det kæmpemæssige billedtæppe Brandetæppet og 1983 finder vi ham på gæsteoptræden som kunstlærer ved Horsens statsfængsel. I en periode i 1960erne gik Wiig Hansen til sangundervisning hos Thyge Thygesen, og en tid var han medlem af operakoret. 1968 kulminerede hans teaterinteresse med skabelsen af scenografien til Shakespeares Troilus og Cressida på Det kgl. teater. Dramaet udkom samme år i en bibliofil udgave med Wiig Hansens illustrationer.

Annonce

Herhjemme afholdt Wiig Hansen en række store retrospektive udstillinger, bl.a. på Louisiana 1972 og Sønderjyllands kunstmuseum i Tønder 1982, og han udførte flere offentlige udsmykninger i bl.a. Roskilde bibliotek 1970, Tårnby rådhus 1971, Herning centralsygehus 1976, Kastrup kirke 1978 og Danmarks tekniske højskole, Lundtofte 1980. I anledning af Esbjergs kommunes 100-års-jubilæum udførte Wiig Hansen skulpturgruppen Mennesket ved havet, 1995 placeret ved Sædding Strand. De 9 m høje fire mandsskikkelser er inspireret af kykladisk kunst og monolitter kendt fra Påskeøen. I 2000 blev statuen Slægt løfter slægt rejst på Gammel Strand i København. Den 5 m høje skultptur, hvor en mand og en kvinde i fællesskab løfter en kvinde, skal illustrere Julius Bomholts, den første kulturminister, kultursyn. Bronzeskulpturen Oceania, 1992 - en gigantisk liggende skikkelse - er placeret på Flakhaven i Odense. Blandt hans senere malerier bør værket Jorden græder, 1981 nævnes.

Svend Wiig Hansen udførte en lang række bogillustrationer idet han, ud over nævnte Shakespeare-bog, illustrerede Henry Miller: Smilet ved stigens fod, 1963 (ny udg. 1982), Jørgen Bruun Hansen: Dagens dans, 1970, Walt Whitman: Sangen om mig selv, 1972, Inger Christensen: Det malede værelse, 1976, Pablo Neruda: Tyve kærlighedsdigte og en fortvivlet sang, 1979 m.m., desuden bøger med tegninger og grafik, bl.a. 16. marts, 1966, Til en ven I–II. 1976, 50 tegninger, 1982 og serien Dage efter den 9. februar, 1989. Og i samarbejde med Helge Ernst og Claus Loof lavede han filmen Plus minus nul, 1972.

1971-76 var Wiig Hansen professor i billedkunst ved kunstakademiet i København. 1976 fik han den svenske Prins Eugen-medalje og blev 1994 æresmedlem af Akademiet. Han tildeltes også Eckersbergs-medaljen og Thorvaldsens medalje, men ville ikke modtage dem.

Familie

Født i Møgeltønder, død i Helsingør, begravet på Holmens kirkegård, København.

Forældre: togbetjent, senere togfører Frederik Christian Hansen (1891-1962) og Sigrid Wiig (1892-1983). Gift 8.12.1964 i Fredensborg med keramiker, maler Leila Sallyman, født 21.7.1928 i Berlin, d. af dr.med. Solman Hussein Zade Ibragimouff (født 1902) og kunsthåndværker Ingeborg Sallyman, f. Pedersen (født 1906).

Ikonografi

Tegnet selvportr. 1953, malet 1959. Linoleumssnit af Herman Stilling, 1959. Tegn. af H. Bendix, 1968. Tegn. af H. Lollesgaard (Kgl. bibl.). Malede selvportr. Foto.

Bibliografi

Svend Wiig Hansen Linoleumssnit og raderinger, 1960 = Grafisk orientering. Græsk inspiration, m. forord af Palle Nielsen, 1960. Svend Wiig Hansen Tegninger, m. forord af Alb. Mertz, 1963 (m. eng., ty. og fr. tekst). Romerske fantasier, m. indled, tekst (da. og eng.) af Bent Irve, 1968. Svend Wiig Hansen. Et udv. afbilleder m. indled, tekst af samme, 1969 = Vor tids kunst LXXI. Louisiana revy XIII, 1972 nr. 1 1-32. Svend Wiig Hansen. Photogr.: Gérard Franceschi, 1975 (da., eng. og fr. tekst). Svend Wiig Hansen. Tegninger. Drawings. Udstillingskat., Munchmuseet, Oslo 1981.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding, Bent Irve: Svend Wiig Hansen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=299350