Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Svend Johansen

Oprindelig forfatter GoHa

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Svend Johansen, 10.9.1890-6.10.1970, maler. Svend Johansen kom efter endt skolegang på Det tekniske selskabs skole hvor han gik sammen med ungdomsvennen Poul Henningsen, hvad der blev til stor inspiration og glæde for dem begge hele livet igennem. I efteråret 1912 kom han på akademiet, bl.a. hos P. Rostrup Bøyesen, som han forlod 1916, "efter at han faktisk havde lært os hvad det hele drejede sig om" (Svend Johansen). Det var dog langtfra det hjemlige miljø der kom til at præge Svend Johansens kunst. Livet i Frankrig fik utvivlsomt langt større betydning for ham, hvad der snart kom til udtryk i hans maleri og i hele hans livsholdning. – Efter den første verdenskrig rejste han til Frankrig hvor han opholdt sig 1919–24. Vilhelm Lundstrøm kom til Paris 1922, og året efter rejste de begge til Sydfrankrig hvor de sammen med Karl Larsen og Axel Salto slog sig ned i Bormes i nærheden af Cannes. Grunden til De fires udstillinger var således lagt, og man holdt sammen fra 1921 til 1930 hvor udstillingen "De 4 ÷ 2 + 1" (dvs. Vilhelm Lundstrøm, Svend Johansen plus Sophus Claussen) markerede afslutningen på en epoke i dansk kunstliv, men ikke afslutningen på De fires venskab. Svend Johansen havde dog udstillet adskillige steder separat. 1919 deltog han i de danske udstillinger hos Liljevalch i Stockholm, i Göteborg 1923 og på unionalerne i Oslo 1928 og i Kbh. 1931, ligesom han også var repræsenteret på det store kunststævne i Forum 1929 og på Grønningen fra 1933 hvor han gennem mange år var medlem. Sammen med Lundstrøm kom han hurtigt til at spille en fremtrædende rolle i offentlighedens bevidsthed. Begge repræsenterede de en yderliggående fløj, og både med deres billeder og med deres udtalelser til pressen, hvor navnlig Svend Johansen med sin raske og rammende replik hurtigt blev en central figur og en ironisk og vittig debattør, vakte de opsigt, enkelte til forargelse, men til stor glæde i en inderkreds der endnu havde professor C.J. Salomonsens angreb i frisk erindring, hvor denne med udgangspunkt i Lundstrøms pakkassebilleder fra 1918 karakteriserede den moderne kunst som en "smitsom sindslidelse". – Men det var ikke blot i sine udtalelser at Svend Johansen kom til at krydre det hjemlige kunstliv. Hans store og dengang sensationelle figurbillede Rasputins Morder, Fyrst Jussupoff og Gemalinde i en Loge fra 1917 vakte stor opsigt; fra samme periode er De ufordragelige Pokerspillere, begge billeder malet med fransk påvirket artistisk elegance, men med en grundfæstet æstetisk overlegenhed. Det var under opholdet i Bormes at lyset kom ind i hans malerier. Uden nogen sinde at forfalde til udvendig flothed i sin malemåde spores hans tilknytning til Henri Matisse og Auguste Renoir. Det blev til store firgurbilleder af nøgne kvinder, opstillinger og sydfranske landskaber med en flammende sol hen over lærredet. Selv franske kunstnere kunne i hans billeder se en fornyelse af den franske tradition, og dog var Svend Johansen en ærkedansk kunstner, hvor fremmedartet han end kunne virke personligt.

Svend Johansen har, foruden et stort antal farveglade litografier, udført flere plakater der ved deres umiddelbare livsglæde vakte opsigt, men også nu og da borgerskabets forargelse. Hans plakat for Grønningen viste således med al tydelighed, at han som kunstner var fortrolig med de kvindelige former. Men også hans plakater for Tuborg og hans teaterplakat for Karel Čapeks Insektliv afspejlede hans frodige fantasi. Ofte har Svend Johansen været benyttet både som dagbladsillustrator – Politikens Magasin og Socialdemokratens søndagstillæg – og som bogillustrator, bl.a. Pierre Louÿs: Kong Pausole (1943), François Rabelais: Gargantua (1945) og Johan Herman Wessel: Komiske fortællinger (1958).

Hans kærlighed til teatret fangede ham imidlertid tidligt ind som teatermaler, og det er næppe for meget sagt at han fornyede scenebilledet, når han med sine festlige farver og en overdådig livsglæde omdannede scenen til et orgie for øjet. I sine kostumer og scenebilleder brød han med den herskende naturalisme, og det drivende i hans teaterkunst blev fantasien, uden at han derfor med sin scenografi søgte at dominere billedet. Dertil var hans respekt for teatret som kunstart alt for rodfæstet. Han var blot scenens festlige medspiller. I Maskerade, Bortførelsen fra Seraillet og Slaraffenland, for blot at nævne nogle enkelte, er såvel kostumer som kulisser et overflødighedshorn af livsglæde. Det er Commedia dell' arte på hjemlig grund, hvad han understreger i farveglade kostumeskitser af Harlekiner, Pulcinellaer, Columbiner, sultaner og trolde. Han havde en sjælden sans for værkernes atmosfære og poesi, og hans teaterkunst havde rod i hans maleri. Det sprang ud på scenen. Han var det festlige, slagfærdige og dybt originale midtpunkt i sin generation.

Annonce

Familie

Svend Johansen blev født i Gentofte og døde i Gentofte. Forældre: grosserer Christian Haagen Johansen (1851–1928, gift 1893 med Anna Lovise Hedevig Bang, 1857–93) og Caroline Elisa Margrethe Hansen. Gift 1. gang 1920 med Ellen Grove, født 31.3.1887 i Kbh. (Johs.), død 29.4.1976, (gift 1. gang 1913 med cigarhandler Johan Hirschsprung, 1869-1935; ægteskabet opløst), datter af assistent i finansministeriet, senere borgmester, by- og herredsfoged i Nibe Johan Frederik Grove (1859–1917) og Augusta Sophie Frederikke Møller (1860–1943). Ægteskabet opløst. Gift 2. gang 27.12.1934 i Ordrup (b.v.) med Ragna Helvig Poulsen, født 17.9.1907 i Kbh., datter af urmager Frederik Johan Poulsen (1876–1966) og Anna Marie Nielsine Jensen (1884–1968).

Ikonografi

Flere tegn. af Carl Jensen, bl.a. 1950 (bl.a. Fr.borg). Foto.

Bibliografi

S. J. Et udvalg af billeder m. tekst af Otto Gelsted, 1937 = Danske kunstnere XXIV. S. i. Et udvalg af billeder m. tekst af Leo Estvad, 1972 = Vor tids kunst LXXIV. – S. J.: Et af Rafaels guddommelige forbilleder, 1957 (erindr.). – S. J., ved Kjeld Abell m.fl., 1962 = Danske kunstnere V.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Godfred Hartmann: Svend Johansen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 14. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292249