Sven Havsteen-Mikkelsen, 16.9.1912-14.2.1999, maler. Født i Argentina, død i Ærøskøbing, begravet på Bregninge kirkegård, Ærø. Efter forældrenes skilsmisse og moderens andet ægteskab fik H.-M. sit barndomshjem i Ordrup som trods det borgerlige miljø var præget af den højnordiske horisont under hvilken Ejnar Mikkelsen levede og arbejdede. Han kom en kort tid i lære hos sølvsmeden Georg Jensen, men rejste 1930 til Kerteminde for at søge kunstnerisk vejledning hos Fritz Syberg. I dennes hjem, Pilegården, og hos Johannes Larsen på Møllebakken fik han sin første forankring i en dansk malerisk tradition. H.-M. gjorde sig dog snart fri af den fynske skole og rejste 1932 til Gudhjem for at lære af Oluf Høst hvis på én gang mystiske og artistiskraffinerede natursyn blev en besættelse – og en lammelse af hans egne evner som først langsomt udfoldede sig igen efter et studieophold på kunstakademiet i Oslo 1933–34. Sit gennembrud fik han sent, efter krigen og deltagelsen i modstandskampen, da han med hustru og tre børn rejste til Færøerne og Skotland hvis fjelde og dale – og havets nærhed – fra nu af blev bestemmende for hans motivkreds. Med sine norrøne landskaber er H.-M. bl.a. repræsenteret på Statens museum for kunst og Louisiana. På Schæffergården er der en permanent ophængning af adskillige af hans malerier. Ud over landskabsmalerier udførte H.-M. også portrætter, bl.a. malede han sin hustru Pam 25 gange. Han udstillede med Den frie udstilling 1944-80, herefter med Corner.

En anden side af hans kunstneriske evner kom til udfoldelse i samarbejdet med Martin A. Hansen, først om dennes storværk Orm og tyr, 1952, hvortil H.-M. skar 400 træsnit, siden om Kringen, 1953, og Rejse på Island, 1954, begge illustreret med kultegninger. Træsnittet dyrkede han igen i den danske udgave af Herman Melvilles eskatologiske roman Moby Dick, 1955 og Alexis Kivis humoristiske fortælling Syv brødre, 1959. Disse bogarbejder samt den monumentale Sagn og saga fra Angmagssalik af Jens Rosing, 1963 som H.-M. illustrerede med træsnit og oliekridttegninger hører til periodens betydeligste, foreløbig afrundet med den i æstetisk og teknisk henseende fuldkomne udgave af Thorkild HansensSidste sommer i Angmagssalik, 1978, illustreret med gengivelser af studier i oliekridt.

Foruden sit maleriske arbejde og de store bogudgivelser begyndte H.-M. tillige at beskæftige sig med udsmykninger af danske kirker. I årene 1956–78 har han for Nationalmuseet skabt 30 kirkeudsmykninger, dels malede altertavler, dels glasmosaikarbejder, både i tykt skåret glas og cement (som i den store udsmykning af Alderslyst kirke i Silkeborg) og i den klassiske teknik med tyndt glas og bly (som i korruden i Giver kirke i Himmerland). Han udsmykkede i omkring 70 kirker i Danmark, Grønland, Færøerne, Sydslesvig og Norge. Inden for den samme periode har han udført en lang række farvelitografier med motiver fra hele den norrøne kulturkreds – fra Grønland til Ejderen – og en omfattende serie frimærker med danske landskabsmotiver. Enestående i hans produktion er et bronzerelief, støbt i 21 store og små figurer og indfældet i en klippe i Brattahlid (Qagssiarssuk) som minde over Erik den Rødes boplads omkring år 1000. Endvidere udførte han bronzeporte til Frederik 9.'s kapel uden for Roskilde domkirke, 1985. H.-M. tildeltes Eckersberg-medaljen 1960, Statens kunstfonds livsvarige ydelse 1985 og Thorvaldsen-medaljen 1995.

Familie

F: ingeniør, cand. polyt. Johan Theodor Havsteen (1882–1932) og Ella Holm-Jensen (1887–1979, gift 2. gang med polarforskeren, kaptajn Ejnar Mikkelsen, 1880–1971). Ved forældrenes skilsmisse adopteret af Ejnar M. 1919. Gift 11.7.1936 i London med Pamela Montgomerie, født 31.1.1909 i London, død 16.11.1982 i Bregninge på Ærø, d. af ingeniør Frank Douglas M. (1873–1951) og Esmé Napier (født 1884).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

S. H.-M.: Nordvejene. Med indledn. af Ole Wivel, 1963. S. H.-M. 1912–1972. Malerier, tegninger, raderinger, træsnit, litografier. Katalog fra Sønderjyllands kunstmuseum, 1972. Mikael Wiwel: Sven Havsteen-Mikkelsen : det kristne spor, 2004.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig