Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Sven Dalsgaard

Oprindelige forfattere CC og MeHa
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Sven Dalsgaard, Sven Dalsgaard Jensen, 29.5.1914-22.1.1999, maler. Født i Vorup (Randers), begravet på Østre kgd., Randers. D. var som kunstner autodidakt, når bortses fra en kortvarig undervisning i malerkunst på Teknisk skole i Randers da han var 16 år. Hans tidligste billeder er naturalistiske, men omkring 1934 inspireredes han af W. Kandinsky og P. Klee til at male abstrakt, og han opsøgte Vilhelm Bjerke Petersen i København. Senere nærmede han sig surrealismen som i debutbilledet på Kunstnernes efterårsudstilling Den usynlige Mand, 1942. S.å. holdt D. sin første separatudstilling i Kbh. og skrev ved denne tid også digte, ligesom der i mange af hans billeder fra 1940erne indgår lange tekststykker (Den store moder, 1946-47, Silkeborg kunstmuseum). Som billedhugger arbejdede han med meget spinkle, symbolladede figurer og konstruktioner. Omkring 1960 vendte han sig fra staffelimaleriet og tog nye materialer i brug. Kunstværkerne bliver kommentarer til kunstens funktion og natur. På udstillingen Den århusianske linje, 1963 var galleriet dækket af en enkelt ubrudt streg der snoede sig over vægge, lofter og gulv i lokalet (D. "Kunst" 8, 1964 207). I 1980erne og 90erne eksperimenterede han med malerier med påmonterede objekter. 1975-93 var han medlem af Den frie udstilling.

D. arbejdede ofte med sine objekter i serier hvor samme idé blev varieret i forskellige kunstværker: lærreder med knapper, hængelåse, åbninger, indpakkede objekter, stole, dannebrogsflag. Kunstværkerne handler om ideer, ikke blot sanseoplevelser. 1973-79 var han gæsteprofessor ved kunstakademiet. Han har bl.a. skrevet Det blå rum, 1950 og Solen i øjet, 1960. Kunstværker af ham findes bl.a. på Den kongelige kobberstiksamling, Århus kunstmuseum, Randers museum, Silkeborg kunstmuseum, Fyens stifts kunstmuseum, Nordjyllands Kunstmuseum, Herning kunstmuseum, Ny Carlsberg Glyptoteket, Arken, Statens museum for kunst og Museum of Modren Art, New York.. Udsmykninger: Randers tekniske skole. Skulptur Magerne i Herning til Angli-fabrikken (1960, nu i Herning kunstmuseum). Kronprinsesse Margrethe (Oslobåd 1957) Herning handelsskole, 1967. Musik- og teaterhuset Værket, Randers, 1991. Thorvaldsen medaljen 1978.

Familie

Forældre: barbermester Niels J. (1885-1927) og Jane Christine Andersen (1880-1975). Ugift.

Annonce

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Værkfortegnelse. S.D.: Varekatalog! Alt dette og mere til har jeg lavet 1929-76, 1976. Kilder. S.D.: Sven Dalsgaard, 1966. Lit. Ole Sarvig i Information 7.7.1951. Katalog over sammenslutn. af da. kunstforen.s retrospektive udstill.

1967 (m. kort biogr.). Dødsspringet på Charlottenborg sept. 76, 1976 (katalog).

A V. D. d. dansker, 1970 (TV-program om flaget).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Charlotte Christensen, Merete Harding: Sven Dalsgaard i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 14. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=288665