Stefan Danielsen, John Stefan Danielsen, 3.9.1922-28.5.1976, maler. Født på Nolsoy, død i Torshavn, begravet på Nolsoy. D. begyndte allerede i barndommen at tegne og male og fortsatte hermed op gennem årene samtidig med at han deltog i forefaldende bonde- og fiskerarbejde. Han var en indesluttet natur der som autodidakt, utilgængelig for påvirkning, gik sine egne veje. Han var stærkt knyttet til sin hjemø hvis fjeld- og havnatur han i en mangfoldighed af oliemalerier har skildret med følelse for landskabets monumentalitet såvel som for topografiske detaljer. Hans billeder der gerne er holdt i sorte og hvide, grå og bleggrønne farver forener på "naivistisk" vis saglig realisme med den poetiske inderlighed der kommer af lidenskabelig kærlighed til motiverne. Han har deltaget i talrige udstillinger i Torshavn og vakt opmærksomhed på udstillinger af færøsk kunst i Danmark, Norge, Island og Skotland.

Familie

Forældre: fisker og husmand Daniel Jacob D. (1892-1972) og Johanne Malene Jacobine Joensen (1891-1960). Ugift.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig