Sigurd Vasegaard, 11.11.1909-7.7.1967, maler, grafiker. Født i Kbh, død i Rønne, begravet på Østerlars kgd. V. forsøgte sig efter studentereksamen 1928 som skuespiller på forsøgsscenen, men efter et ophold på Teknisk skole 1930 blev han det følgende år optaget på kunstakademiet. Her fulgte han uden nogen nær tilknytning Sigurd Wandels undervisning, mens et venskab med Søren Hjorth Nielsen og et ophold på Grafisk skole i forårssemestret 1951 fik større betydning for V.s videre udvikling. Fra de tidligste, abstrakt ekspressionistiske kompositioner knyttede V. sig, efter han 1935 havde bosat sig på Bornholm som maler til den intense, naturlyriske og besjælede landskabsgengivelse der karakteriserede lidt ældre samtidige som Oluf Høst og Niels Lergaard. Både holdningen bagved og V.s varme interesse for det menneskelige samvær og dets muligheder kom til at gøre sig gældende i de grafiske arbejder der blev udført med stigende fordybelse fra ca. 1950 og i alt placerer V. som en af periodens betydeligste sort-hvide kunstnere. V. havde taget et tilløb i de illustrationer han fra 1948 udførte til Politikens Magasinet, Land og Folk og Social-Demokratens Hjemmets Søndag. Her måtte han underordne sig avisens betingelser, med større eller mindre frihed illustrere en given tekst, men V.s træsnit fandt deres form, fik tyngde og egenart af de begrænsninger kunstneren underkastede dem. V. har selv anført sin opvækst i den indre by og på Christianshavn som afgørende for sin motivkreds, og blandt hans tidligste træsnit er flere præget af en engageret politisk, social holdning og en bunden ømhed. Samtidig arbejdede V. bevidst frem mod større opgaver som bogillustrator; det eksklusive amerikanske bibliofile selskab The Limited Editions Club overdrog V. at illustrere Saxo Grammaticus: The history of Amleth, Prince of Denmark med 28 træsnit, der blev trykt i Kbh. 1954. Samtidig udførte V. illustrationer til bl.a. Vilhelm Grønbech: Vor folkeæl i oldtiden, 1955, H. C. Andersen: Gartneren og Herskabet, 1956 og 1957 udsendte han sin anden og endelige version af Vølvens Spaadom efter at have opgivet nogle tidligere forsøg der blev påbegyndt 1940. V.s selvkritiske holdning og slidsomme vej mod resultatet betød også, at han aldrig fik afsluttet en påbegyndt række træsnit til William Heinesen (De fortabte spillemænd, 1959). Men 1970 udkom V.s hovedværk Saxo Grammaticus Danmarks Riges Krønike I-III posthumt. Her krydsede han sin store interesse for den tidligste danske historie med sin levende naturfølelse, gruen og sødmen er forenet og ledsager tekstens beretning om opbrud, kampe og bosættelser der har lagt grunden til den danske nation. V. formåede på en egen knap og tillukket vis at variere lyset og skyggen i lange horisontale linjer, der går et vildt drag igennem det afdæmpede, og som bogkunstner må V. sidestilles med de betydeligste samtidige.

V. blev 1937 medlem af Høstudstillingen, han deltog 1950-54 på Den polykrome og 1958-67 på Grønningen. Han har deltaget i talrige udstillinger i ind- og udland og repræsenterede Danmark på Biennalen i Venezia sammen med Povl Christensen, Palle Nielsen og Jørgen Haugen Sørensen. Han har modtaget adskillige legater samt 1964 Eckersberg-medaljen. Som maler er han bl.a. repræsenteret på kunstmuseerne i Rønne og Vejen, og der findes et stort udvalg af hans grafik på kobberstiksamlingen.

Familie

Forældre: forfatter Søren Sørensen V. (1871-1941) og Marie Sophie Petrine Pedersen (1881-1971). Gift 1935 i Rønne (b.v.) med keramiker Gertrud V., født 23.2.1913 i Rønne, død 7.7.2007, d. af keramiker Hans Adolph Hjorth (1878-1966) og maler Johanne Marie Tvede Bruhn (1878-1955). Ægteskabet opløst 1948.

Ikonografi

Selvportr. i træsnit. Foto.

Bibliografi

S. V. Træsnit, 1961 = Grafisk orientering. – Erik Fischer i Vindrosen I, 1954 44-51. Anne Rifbjerg i Bogvennen, 1971-73 185-94. Jan Garff: S. V., 1973 = Danske grafikere X.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig