Siegfred Neuhaus, Jens Siegfred Neuhaus, 8.3.1879-23.3.1955, maler. Født i Vejle, død i Sorø, begravet sst. N. tog præliminæreksamen 1894 fra Vejle latinskole, var nogle år kontorist på Nørvang-Tørrild herreders kontor og flyttede nov. 1898 til Kbh. sammen med sin skolekammerat og ungdomsven Harald Kidde hvem han bistod på forskellig måde. Af maleren S. Clod Svensson dimitteredes han nov. 1899 til kunstakademiet hvis skoler han søgte febr. 1900-april 1904 under Frants Henningsen og Aug. Jerndorff. Her gjorde han Sigurd Swanes og Harald Giersings bekendtskab. Han sluttede sig især til Giersing og tilbragte bl.a. somrene 1914-16 på studieophold i Mogenstrup og Sorø sammen med ham. Vintrene 1906-07 og 1907-08 gik han på Zahrtmanns skole hvor han traf Olaf Rude, William Scharff og Jais-Nielsen. Akademiet tildelte ham Sødrings præmie for landskabsmalere 1925 for Novemberdag ved Flommen og Eckersbergs medalje 1933 for Dame med florentinsk Straahat (malet 1911). Portrætter (Harald Kidde, 1902; Leo Swane, 1908 m.fl.) og landskaber danner hovedlinjerne i N.s produktion. Hans portrætter søger ud over det blot portrætlige. Ligesom i portrætterne arbejdede han i sine landskaber en overgang med en kraftig kolorit, med virkningsfuld modsætning af stærke farver. Der er altid ro og diskret nænsomhed, et idyllisk sind i hans opfattelse af mennesker og hans valg af motiver, og resultatet af hans kamp med stoffet samler sig i en holdning. Ikke for intet var Sorø blevet hans hjemsted. – N. underviste i tegning ved Randers tekniske skole 1908-14 og ansattes febr. 1915 som tegnelærer ved Sorø akademi (kgl. udnævnelse febr. 1916). Arbejder af ham findes i museerne i Århus, Randers, Ribe, Tønder og Maribo. – Hans hustru, Louise N., udgav 1926 en digtsamling Stilheden, 1930 Den lange Vej.

Familie

Forældre: rebslagermester Søren Peter N. (1853-92) og Eriksine Marie Margrethe Eriksen (1856-1928). Gift 4.9.1908 i Værslev ved Kalundborg med Christine Louise Bechmann, født 25.3.1881 i Vindeby, Lolland, død 19.7.1970 i Vordingborg, d. af sognepræst, sidst i Værslev, Doron Julius Axel B. (1841-1924) og Marie Louise Mathiassen (1848-1937).

Udnævnelser

R. 1949.

Ikonografi

Mal. af Harald Giersing 1903-04, tegn. af samme, 1914 (Sorø kunstmus.) og karikaturer af samme. Malet selvportr. 1925. Buste af Jan Buhl, 1944. Foto.

Bibliografi

S. N. Fortegn, af arbejder ved Alfr. V. Rasmussen, m. indledn. af L. Swane, 1949. – Carl V. Petersen i Tilskueren XXX, 1913 509-11. Årsskr. for Sorø akademis skole 1921-22, 1922 93f. Sig. Schultz i Dagens nyheder 9.4.1934. Samme i Danske i Paris, red. Fr. v. Jessen II, 1938. W[alter] S[chwartz] i Politiken 24.3.1955. Jan Zibrandtsen i Dagens nyheder s.d. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig