Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

S. Joensen-Mikines

Oprindelig forfatter WiHei

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

S. Joensen-Mikines, Samuel Elias Frederik Joensen-Mikines, 23.2.1906-21.9.1979, maler. S. Joensen-Mikines fik sin maleruddannelse på kunstakademiet i Kbh. 1928–34 under professorerne Ejnar Nielsen og Aksel Jørgensen. Han debuterede på Kunstnernes efterårsudstilling 1931 og var medlem af kunstnersammenslutningen Decembristerne fra 1940. Han har udstillet i Torshavn, Helsinki, Göteborg, Oslo, Reykjavik, Edinburgh, Paris og Rom, og er repræsenteret på Statens museum for kunst, Færøernes kunstmuseum, Nasjonalgalleriet i Oslo o.a. st. S. Joensen-Mikines har været på studierejser i Skandinavien og Frankrig. Hans kunst er, hvor den når højest, en hjemstavns- og almuekunst af den store og ægte art der forsmår alt illusionistisk pikanteri; den henter sine enkle og alvorlige motiver fra naturen og tilværelsen på malerens fødeø, en fjeldø i den vestlige udkant af Færøgruppen, et sted hvor livet er elementært, farefuldt og salmesyngende.

S. Joensen-Mikines er blevet kaldt en religiøs maler, for så vidt med rette som tvivl og håb er de poler mellem hvilke hans urolige følelsesliv svinger. Hans billeder kan bære mindelser om Kingos og Brorsons salmer: snart har tvivl og tungsind overtaget som i de mange mørke pietá-billeder fra trediverne – motiver der bygger på bitre personlige livserfaringer – snart tænder håbet sit ekstatiske, stundom dog snarere desperate lys, som i den række billeder af grindedrab maleren skabte i fyrrerne, en art slagmalerier hvor bådemaster og tunge mørke mandsskikkelser væbnet med spær og spyd tegner sig dramatisk mod blodrøde søer og eksplosivt lysende himle; det er som søger kunstneren at bryde sig vej ud af det makabre og knugende der forfulgte ham som en ubønhørlig skæbne for at give sig en barsk, dionysisk glæde i vold. S. Joensen-Mikines' store produktion har dog også sine lysere og mildere faser, repræsenteret af lysfyldte landskaber med rolige figurer der løfter sig i dityrambisk tilbedende undren mod solen, den store livgiver. Blandt hans hovedværker hævder sig også nogle ypperlige portrætter af primitive almuemennesker, opfattet med varm og sønlig forståelse.

Familie

S. Joensen-Mikines blev født på Mykines, døde i København og er begravet sst. (Vestre).

Annonce

Forældre: odelsbonde Johannes Frederik Joensen-Mikines (1874–1934) og Anna-Kathrina Anna-Sophie Abrahamsen (1874–1954). Gift 1. gang i Kbh. (b.v.) med grafiker Elinborg Lützen, født 26.7.1919 i Klaksvik, d. af købmand Andreas Christian L. (1875–1944) og Johanne Joline Niclasen (1884–1957). Ægteskabet opløst 1952. Gift 2. gang 3.4.1954 i Kbh. (b.v.) med sygeplejerske Karen Larsen, født 29.12.1919 i Kbh., død 12.8.1998, d. af repræsentant J. C. Nielsen (død 1962) og Karen Mary Hansen (død 1948). Ægteskabet opløst.

Ikonografi

Malet selvportræt udst. 1934. Foto.

Bibliografi

Rikard Long i Varðin XIV, Torshavn 1934 34–47. Preben Wilmann i Danmark II, 1942 684–92. Ole Jacobsen i Fra Færøerne. Ur Føroyum, 1966 6–25. Ernst Mentze: S.J.-M., 1973.

Referér til denne tekst ved at skrive:
William Heinesen: S. Joensen-Mikines i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292206