Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Richard Mortensen

Oprindelige forfattere MeHa og KrJa

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Richard Mortensen, Richard Strange Mortensen, 23.10.1910-6.1.1993, maler. Efter studentereksamen 1930 deltog Richard Mortensen i undervisningen bl.a. på Teknisk skole og hos Bizzie Høyer før han 1931 blev optaget på kunstakademiet hos Sigurd Wandel og Aksel Jørgensen. Allerede hans første arbejder fra 1931-32 vidner om selvstændighed og sans for præcis tegning og stringent farve. Det er dog kendskabet til såvel surrealismen som den rene abstrakte kunst der fra 1932 til ca. 1940 fremkaldte en fantasifuld og helt personlig surrealistisk/abstrakt stil. Fra debuten på Kunstnernes efterårsudstilling 1933 fik disse arbejder betydning for radikale kredse i det hjemlige kunstliv. Hertil kom Richard Mortensens skriftlige arbejder som også bidrog til at åbne dansk kunstlivs horisont mod udenlandske kunstneriske centre som Bauhaus i Dessau, Berlin og Paris.

Richard Mortensen deltog sammen med Hans Øllgaard og Ejler Bille i tilrettelæggelsen af Liniens udstilling 1937 med bemærkelsesværdige internationale indslag. Under 1940ernes isolation og spændte politiske forhold udviklede Richard Mortensen en stærk ekspressionisme hvis energiske farve- og linjerytmik afspejler en kulmination i hans modtagelighed og sensibilitet. 1947 rejste Richard Mortensen til Frankrig hvor han og bl.a. Robert Jacobsen sluttede sig til kredsen omkring Galerie Denise Renée's konkrete kunstnere, bl.a. J. Dewasne, J. Deyrolle, S. Poliakoff og V. Vasarely. Under de nye indtryk arbejdede Richard Mortensen sig hen mod et på én gang forenklet og rigt billedsprog som bagom den ekspressionistiske fase, men ikke uden at impulser fra den fortsat gjorde sig gældende, knyttede sig til de abstrakte strømninger i 1930erne. Omkring 1950 nåede denne side af hans kunst en afklaring i nogle betydelige billeder hvor kampen mellem det lidenskabelige udtryk og den konkrete form er nået et stadium af urolig balance. Richard Mortensen forlod herefter kun ved enkelte lejligheder et rent abstrakt billedsprog.

I årene 1955-58 kulminerede Richard Mortensens kunst foreløbig i billeder, ofte i store formater, hvor såvel kompositionen som farvens harmoni er slående; enkle, storslåede former får i disse værker en klassisk holdning som er modnet gennem den nære kontakt med gallisk ånd og kunst og med middelhavsverdenens landskabelige skønhed. 1958 gjorde stærkt sanset uro sig på ny gældende i Richard Mortensens kunst og ses klarest i tegnede og malede variationer over et grafisk abejde af Goya. Omkring 1960 arbejdede Richard Mortensen sammen med Jean Arp om nogle fælles billeder. Indtil 1964, hvor Richard Mortensen blev professor ved kunstakademiet i København og på ny bosatte sig i Danmark, afslørede hans kunst en til tider bitter kamp for at fastholde en harmoni der var blevet truet af ydre påvirkninger. I 1965 løstes der op for mange problemer, og årene herefter blev afgørende for Richard Mortensens kunstneriske fremtid.

Annonce

Med nyvundne menneskelige erfaringer og gennem produktive ophold i Rab, Jugoslavien, fra 1966, på Corsica og i Venezia blev kontakten med middelhavsverdenen knyttet igen. Det førte til betydelige arbejder med en rig, oftest dybtstemt farveholdning og en spændt, tæt komposition. Årene efter 1970 betyder en ny koncentration i Richard Mortensens kunst. Som aldrig før strømmede værkerne fra hans hånd, ofte er de i meget store formater og af den yderste kompleksitet såvel i form som i farve. Med den gennem kampe nåede kunstneriske modenheds styrke sættes de enkelte billeder ofte ved deres titel i forbindelse med betydelige samtidige personligheder eller afgørende hændelser inden for dansk og international politik og historie.

Som grafiker arbejdede Richard Mortensen fra 1942 med litografi og serigrafi; fra 1953 kom, ofte med korte mellemrum, en lang række mapper omfattende 4-20 enkeltblade som blev til omkring særlige temaer, billedideer eller synspunkter. Sideløbende med sit virke iøvrigt var han særdeles aktiv som tegner. I henholdsvis 1944 og 1946 skabte Richard Mortensen scenografi til opførelserne på Det kgl. teater af Stravinskij/ Ramuz' Historien om en soldat og Stravinskijs eventyropera Nattergalen efter H. C. Andersen. Fra 1952 er adskillige af Richard Mortensens store kompositioner med held blevet overført til gobelinvævning i Aubusson, andre udformedes direkte med vævning for øje.

Richard Mortensen er repræsenteret på mange museer i udlandet, men fremfor alt i Danmark (bl.a. Statens museum for kunst, Louisiana, museerne i Århus, Ålborg, Esbjerg, Odense). Han udførte udsmykninger i Husum ungdomsgård 1944-46, Studenternes hus, Århus universitet 1965, Hillerød centralbibliotek (gobeliner) 1964, Ålborghallens foyer 1933, Odense universitet beg. 1973-74, musikhus i Århus (1981), Østre Landsret, København 1983-84.

Richard Mortensen var professor til 1980; herefter trak han sig tilbage til sit atelier i Ejby. Han udførte adskililge tuschtegninger og grafiske arbejder under inspiration af zenbuddhisme. Blandt hans senere værker kan nævnes maleriet Mimertræet i sne, 1984, Tao-vision. Huset i Gim Læ, 1985, billedserien Koens historie, 1988 og triptychonet Det gode håb, 1990.

Som skribent ydede Richard Mortensen en omfattende indsats hvilket stemmer overens med hans betydning som lærer og igangsætter, også i ideologisk henseende, under hans virke som professor ved kunstakademiet i København 1964-80. I årene 1934-47 er de fleste tekster selvstændigt fortolkende og formidlende i forhold til den i tiden på internationalt plan dyrkede abstrakte kunst. Efter et ophold i rækken af publikationer går teksterne efter 1970 stadig ud fra samme kunstneriske grundsyn, men de har en mere personlig tone baseret på erfaring og modning. Richard Mortensen står som en af de betydeligste danske kunstteoretikere i dette århundrede og han modtog talrige danske og internationale priser og medaljer bl.a. Edvard Munch-prisen 1946, Eckersberg-medaljen 1950, Kandinsky-prisen 1950, Prins Eugen-medaljen 1967, Thorvaldsen-medaljen 1968. Han blev æresmedlem af Kunstakademiet 1981.

Richard Mortensen var en aktiv udstiller. Debut: Kunstnernes efterårsudstilling 1933. De betydeligste tilknytninger til sammenslutninger er: Linien 1934-37, 1939; Grønningen, gæst 1936-37, 1957 og 1970, medlem 1944-53 og 1976-79; Corner- og Høstudstillingen, gæst 1938-39, medlem 1940-42; Den frie, medlem 1961-75 og fra 1980(81). Han deltog i Linien 1947 og 1948, Klar form 1951, Linien 3 1956, Konkret realism, Liljevalch, Stockholm 1956, repræsenterede Danmark på 30. Biennale, Venezia 1960. Deltagelse i talrige udstillinger i Danmark, Skandinavien, Tyskland, Nederlandene, Frankrig, Jugoslavien, USA osv. Store retrospektive udstillinger i Frederiksberg rådhushal 1961, Trondheim, Bergen, Stavanger og Oslo 1968-69, Louisiana 1970, Kunsthalle Kiel 1971. Betydelige udstillinger af forskellig karakter, Stedelijk Museum, Amsterdam 1955, Galerie Hybler, København 1966, Roskilde 1974, Kolding 1975, Willumsens museum 1976, Esbjerg 1977 (med Robert Jacobsen) og 1984 en række vigtige udstillinger i anledning af Mortensens 70-årsdag 1980 (Ålborg, Århus (retrospektiv), Esbjerg, Statens museum for kunst, Herning).

Familie

Otto Mortensen blev født i København og døde i Ejby; begravet på Rye kirkegård, Kirke Såby.
Forældre: sergent, senere told vagtmester Hans Hjalmar Mortensen. (1884-1970) og Clara Jenny Sophie Jensen (1885-1967). Gift 1. gang med Doris Nielsen, d. af læge Peter Gustav Nielsen. (1870-1946). Ægteskabet opløst. Gift 2. gang 15.7.1945 med forfatter Sonja Hauberg, født 5.3.1918 på Frbg., død 2.8.1947 i Kbh., d. af arkitekt Harald Theodor Christian Hauberg. (1883-1956) og Anne Giersing (1888-1977). Gift 3. gang 23.11.1965 med Inger (Charlotte) Christensen, født 9.2.1920 i Ejby, d. af Frederik Christensen. og Anne Jensen.

Ikonografi

Tegnede selvportr. 1931, 1939 (kobberstiksaml.), malet 1937-38 samt tegnet 1943 (Århus kunstmus.). Tegn. af Carl Jensen, udst. 1948 og 1962, og af Otto Christensen. Foto.

Bibliografi

R.M. Gemalde, Wandteppiche, Reliefs, Oraphik. Katalog, Kunsthalle Kiel, 1971. – Samtale med Troels Andersen i Cras VIII, 1975 4-11. – Ole Sarvig: Et foredrag om abstrakt kunst, 1945. K. G. Pontus Hultén i Konkret realism. Udstillingskat., Liljevalchs, Sth. 1956 58-79. Sv. Eriksen i Danm.s malerkunst, red. Erik Zahle, 4. udg. 1956 323-26. Lars Rostrup Boyesen i R. M. Malerier. Udstillingskat., Frbg. rådhus, 1961. Ernst Mentze: Robert Jacobsen, 1961 især 127-51. Ejner Johansson: R. M., 1962 = Danske nutidskunstnere 11 (også fr. eng. udg.). Samme og Umbro Apollonio i R. M.: Sandhedens øjeblik, 1965 = Nord II. Jens Jørgen Thorsen: Modernisme i da. kunst, 1965 især 153-60. Gunnar Jespersen: De abstrakte, 1967. Jan Zibrandtsen: Moderne da. maleri, 2. udg. 1967 255-59. Troels Andersen m.fl. i Billedkunst 11, 1967 16-34. Louisiana revy XI, 1970-71 nr. 1 2-25. Poul Borum i Grønningen, udstillingskat., 1978. Kristian Jakobsen i R. M. Katalog, Århus kunstmuseum, 1980.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding, Kristian Jakobsen: Richard Mortensen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 23. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294497