R.H. Kruse, Rasmus Henrik Kruse, 7.8.1796-30.5.1877, maler, antikvar. Født i Navtrup, Salling, begravet på Fur kgd. K. blev uddannet ved landbruget, var ti år forvalter på Dueholm ved Nykøbing M. og var derefter i to år herredsfuldmægtig i Nykøbing. Da han havde anlæg for tegning og maling begyndte han i sin Nykøbingtid at tegne og male silhouetter. Efter at han 1828 var blevet gift, bosatte ægteparret sig hos hans svigermor i dennes hus Sorgenfri i Nederby på Fur. Han søgte en bevilling til handel med husholdningsvarer, men bevillingen blev ham nægtet. Han forsøgte at skaffe udkommet ved at hjælpe furboerne med haveanlæg og træplantning, med juridisk bistand og med gode råd for sygdomme. Han havde stor interesse for Furs geologi, arkæologi og historie, han var videnskaben behjælpelig med fund og undersøgelser og han førte en betydelig brevveksling med videnskabsmænd i København. Samtidig med at han fortsatte med at tegne og male silhouetter, slog han ind på gouachemaleriet som blev hans store interesse. Gennem talrige rejser fra 1832–57 skaffede han sig indtægt ved at male købstadmotiver, herregårde og andet, og samtidig indsamlede han et betydeligt historisk materiale vedrørende de steder han besøgte. Med disse rejser havde han også den bagtanke at han ville forsøge sig som historisk-topografisk forfatter. Han planlagde et værk i tekst og billeder der skulle omfatte hele landet, men fik ikke nogen støtte af de folk som han bad hjælpe sig. Planen blev derfor opgivet. Han tabte dog ikke modet og ville så forsøge sig som tidsskriftudgiver ved at udsende et tidsskrift, Nørrejyllands Mærkværdigheder, men da der ikke blev tilstrækkelig tilslutning gennem en forhåndssubskription, blev også dette forsøg opgivet. Sin store samling af gouacher lod han samle i forskellige bind, og de blev efterhånden afhændet for beskedne beløb til offentlige samlinger, såsom Oldnordisk museum og Det kgl. bibliotek. Fra 1866 levede han på sin ejendom Hellesminde på Fur hede optaget af havebrug og gartneri, og samtidig dyrkede han stadig sine malerinteresser. K. har skrevet Udførlig Beskrivelse over Øen Fuur i Limfjorden, med Illustrationer, 1874, og forskellige topografiske artikler.

Familie

Forældre: sognepræst i Navtrup Jørgen K. (1754–1826) og Andrine Friis Lang (1764–1844). Gift 1. gang 6.7.1828 på Fur med Elisabeth Halchus Amptrup, født 1797, død 26.1.1851 på Fur, d. af sognedegn Niels Christian A. (1773–1802) og Frederikke Wirenfeldt Fogh (1769–1846). Gift 2. gang 21.12.1851 på Fur med Helle Mikkelsdatter, født 13.4.1829 i Søndergårde på Fur, død 9.11.1908, d. af husmand Mikkel Kjeldsen og Mette Kirstine Kjeldsen.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Johs. E. Tang Kristensen: R. H. K. Naturmaler og antikvar, 1979. – Papirer i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig