Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Poul S. Christiansen

Oprindelig forfatter HeBram
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Poul S. Christiansen, Poul Simon Christiansen, 20.10.1855-15.11.1933, maler. Født i Hudevad, Rolsted sg, død på Skt. Josephs hosp. i Kbh., begravet sst. (Vestre kgd.). Faderen var landmand og møllebygger og C. valgte samme profession og arbejdede i den nogle år. Om vinteren gik han på højskole hvor tanken om at blive kunstner opstod. Efter faderens ønske begyndte han imidlertid en læreruddannelse og tog 1. del af eksamen. Han var da begyndt at male (Portræt af min Moder, 1880-81 i Statens museum for kunst) men først 1885 begyndte hans egentlige kunstundervisning idet han meldte sig til Kunstnernes studieskole hos Zahrtmann. Her arbejdede han som elev til 1890 og siden som en slags inspektør på skolen til 1905. Han boede også på selve skolen som han senere skrev om i Tilskueren 1925 og -26. I selskab med Zahrtmann foretog C. sine første rejser til Italien; det var i 1896, 1905 og 1911. Han var atter i Italien 1921. C. udstillede første gang 1888 på Decemberudstillingen, derefter nogle år på Charlottenborg og fra 1895 på Den frie udstilling hvor han blev medlem. Han var hele sit liv bosat i København og hører egentlig ikke til "Fynboerne" der dog gerne så ham som en af deres og lod ham få en hæderfuld plads på Fåborg museum. Hans liv som kunstner havde et usædvanligt forløb. Han begyndte først sin uddannelse da han var 30 og var over 50 før et større og købevilligt publikum fik interesse for ham. Det samme gjaldt stort set de legatgivende autoriteter som gerne afslog at give ham rejselegater til trods for, at han havde varme fortalere i så ansete kunstnere som Joakim Skovgaard, til hvem han havde nær tilknytning, og Kristian Zahrtmann.

C. levede i yderste fattigdom og først ved en retrospektiv udstilling 1910 solgte han godt. Senere blev hans billeder eftertragtede, så han til sidst blev en holden mand. Han fik en næsten enstemmig ros fra kritikere i alle lejre og fra museumsfolk. Den senere direktør for Statens museum for kunst, Leo Swane, var blandt hans ivrigste fortalere. Selv akademiet, som tidligere havde negligeret ham, måtte med nye folk i ledelsen bøje sig; han var medlem 1920-31 og vicedirektør 1925-28. 1923 fik han Thorvaldsen-medaljen. På sin 70-års dag 1925 fik han hyldest som en af nationens store med taler og fakkeltog. Årsagerne hertil er flere; tiden var så at sige kommet ham i møde. De akademiske, fra renæssancen nedarvede, idealer om bl.a. anatomisk rigtighed havde mistet en stor del af deres gyldighed netop i århundredets første årti, således at C.s åbenlyse svagheder på dette punkt ikke længere kunne være anstødssten og endda kunne opfattes som positive værdier. Selv drog han først den fulde konsekvens af befrielsen fra den naturvidenskabelige synsmåde i De kloge og ukloge Jomfruer fra 1923-24 med den "gotiske" udtryksfuldhed i menneskefremstillingen. Hans malemåde der var diametralt modsat den brillante, virtuose stil, som fx P. S. Krøyer dyrkede, ansås gerne for kluntet, mens man senere snarere skattede den for en særlig tæthed og massivitet i farvestoffet. I Zahrtmanns ånd lagde han selv vægt på farvekvaliteternes betydning. Modsat sine jævnaldrende kolleger havde han været glad for Delacroix' "Sardanapals død" da det 1888 var udstillet i København. Hertil kom at der tillagdes hans person, hans liv og hans kunst symbolske værdier der svarede til mere almene idealer i tiden. Han stod som den intelligente mand af bondeæt der trods ringe materielle kår og modstand fra autoriteterne arbejdede sig frem med sej energi og usvækket idealisme og som gjorde det uden at bryde båndene til den nationale, folkelige kultur, højskolen, håndværket, folkeskolen, kristendommen og klassikerne indenfor litteratur og billedkunst. Han var som inkarnationen af nye stærke politiske idealer i det nye århundrede. Selv var han alene optaget af sin kunst og erklærede med hensyn til politik kun at han stod "hvor Herman Trier står".

C.s ydre liv var uden større begivenheder. Indtil han som gammel fik eget hus levede han under yderst beskedne forhold. En årrække tilbragte han sommeren i en skurvogn opstillet ved Roskilde fjord hvor han malede nogle af sine bedste landskabsbilleder. Det samme gælder hans ophold i Italien som var de største afbrydelser i hans ellers regelmæssige levesæt. Landskabsmaleriet dyrkede han i de yngre år i Københavns omegn, senere i Sydsjælland ved Karise, i egnen ved Kalundborg, i Tibirke og som nævnt i Italien og ved Roskilde fjord. C. fulgte her, og især i de senere landskaber, den klassiske tradition til en vis grad formidlet gennem P. C. Skovgaard, men med en høj grad af lyshed. Hertil slutter sig nogle billeder med hav og skibe. Endvidere udførte han en del portrætter, adskillige af sig selv gennem årene; et billede af Bagermester B fra 1889 vakte kritikkens første interesse for ham (Statens museum for kunst). Her findes også portrætter af Niels Larsen Stevns fra 1911, et selvportræt fra 1912 og det ovennævnte tidligere portræt af moderen. Endelig udførte han en række "historie-billeder" i monumentalt format, hvorpå han ofrede mange kræfter. De er frugter af "symbolismens" idealisme til forskel fra den ellers herskende "realisme". C. havde læst Dante og malede fra og med 1892 tre billeder med motiver fra La Divina Commedia. Det ældste er i Fåborg museum, det næste (fra 1895) i Statens museum for kunst. Et billede fra samme emnekreds fra 1909 findes i Göteborgs kunstmuseum. Fra slutningen af 1890erne er nogle billeder med religiøse motiver, således en altertavle til Bering kirke og en Christi Opstandelse, 1897-98 i Statens museum for kunst. Fra 1899-1900 er Knud den Store ved Havet i Fåborg museum, og de følgende år en del andre store billeder med historiske eller mytologiske motiver. Det sidste er det førnævnte De kloge og de ukloge Jomfruer i Odense fra 1923-24 hvor hans fortælleevne udfolder sig smukt, ligesom det især er tilfældet med de første historiebilleder fra begyndelsen af 90erne. Til malerierne slutter sig en række raderinger og en enkelt portrætbuste.

Annonce

Familie

Forældre: møllebygger Christian Poulsen (1822-1906) og Maren Kirstine Johansdatter (1820-89). Ugift.

Udnævnelser

R. 1921. DM. 1925.

Ikonografi

Talrige selvportr. 1887-1910, bl.a. raderinger 1893 og 1902, maleri 1896 (Vejle mus.), 1908 (Fåborg mus.), 1912 (St.mus.), 1912-14 (Nationalmus., Stockholm), 1929-32 (Fyns stiftsmus.). Afbildet på mal. af Peter Hansen, 1890. Tegn. af H. E. Melchior, 1910. Afbildet på mal. af Peter Hansen, 1910-11 (Fåborg mus.). Mal. af Johan Rohde, 1911 (Fyns stiftsmus.). Mal. af Zahrtmann, 1911. Tre raderinger af Juel Madsen, 1918. Buste af Th. H. Mogensen, 1919. Mal. af Viggo Brandt, 1920. Buste af Jens Lund, 1923 (Fr.borg). Afbildet på litografi af J. Rohde, 1923. Akvarel af N. Larsen Stevns (St.mus.). Foto. Tegn. af Otto Christensen (Fåborg mus.). Gravmæle af Henrik Starcke efter tegn. af N. Larsen Stevns, 1934.

Bibliografi

Bibliografi. S. Danneskjold-Samsøe: Fortegn, over maleren P.S.C.s arbejder i årene 1874-1917, 1918.

Kilder. P.S.C.: Livserindr. i Tilskueren, 1925 II 229-35; sst. 1926 I 108-15, II, 28-37. P.S.C., ved H. Bramsen, 1943 = Små kunstbøger XXV.

Lit. Johan Rohde i Dagens krønike, april 1890 360. Samme i Kunstbl., 1909-10 346-50. Leo Swane i Tilskueren, 1910 I 171-74. Carl V. Petersen sst. 1914 I 230-46 (optr. i sammes Afhandl, og artikler om kunst, 1939 87-102). Leo Swane sst. 1923 I 75-77. Carl V. Petersen sst. 1925 II 343-47. S. Danneskiold-Samsøe sst. 1934 I 23-30. Carl V. Petersen i III. tid., okt. 1915 38-40. S. Danneskiold-Samsøe sst. april 1917 297-99. Kristian Zahrtmann, udg. F. Hendriksen, 1919. Leo Swane i Kunstbl., I 1924 37-43. Samme i Katalog til udstill. i Arnbaks kunsthandel, dec. 1930. Samme: Fire fyenske malere, 1946. Johan Rohde i Samleren II, 1925 177-80. Katalog til udstill. på Den frie i anledn. af kunstnerens 70-års fødselsdag, 1925. V. Wanscher i Politiken 13.10.1925. S. Danneskjold-Samsøe: Kunst, set og skrevet, 1930 29-37. Samme: Maleren P.S.C., 1935 (m. værkfortegn., anmeldt af Paul la Cour i Tilskueren, 1936 I 99-107). Samme i Katalog over udstill. i Arnbaks kunsthandel, okt. 1937. Samme i Katalog over udstill. i Kuntforen., okt. 1945. Elise Konstantin-Hansen: Samliv med da. kunst, 1937 51-64. Thomas Corre i Kunst VI, 1958 10-14 27f. H. Ditzel i MIV. Museerne i Viborg amt, III, 1973 26-35.

Papirer. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Bramsen: Poul S. Christiansen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 13. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=288378