Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Pieter Isaacsz

Oprindelig forfatter LTand
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Pieter Isaacsz, Peter (Petter) Isaacsz (Isacsz, Isaksen), 1569-14.9.1625, maler, agent. Født i Helsingør, død sst., begravet sst. I. tilbragte barneårene i Helsingør, men i 1580erne flyttede faderen efter moderens død tilbage til Amsterdam hvorfra han tidligere var flygtet bort af religiøse grunde. I. kom her i lære hos Cornelis Ketel, en berømt skyttebilledmaler der varigt påvirkede ham. Allerede som 18-årig kom I. i tjeneste hos manieristen Hans von Achen, og snart efter tog han på den traditionelle kunstnerrejse til Italien hvor ikke blot højrenæssancens kunstnere som Michelangelo, men også de yngre florentinere gav ham stærke impulser. Hjemme igen fik han hurtigt en betydelig position som kunstner og lærer. Han var pædagogisk dygtig og usædvanlig alsidig i betragtning af den nye tids stigende specialisering. Snart gik han i lag med skyttebilleder, hvoraf to findes på Rijksmuseet i Amsterdam, snart med portrætter, bl.a. af Maurits af Oranje og Louise af Coligny. Så malede han lystige allegoriske og historiske billeder eller landskabsmalerier. Sammen med Karel van Mander dekorerede han et clavicymbel til rådhuset i Amsterdam. Blandt hans elever var H. Overcamp og A. van Nieulandt. 1608 kom I. atter til Danmark hvor han herefter opholdt sig den meste tid til sin død. 1617 blev han udnævnt til sin fars efterfølger som kommissær og agent for generalstaterne i Helsingør, en stilling faderen havde haft fra 1593 til sin død. Han kom snart i nær kontakt med den kunstinteresserede Christian IV der ikke blot brugte ham flittigt som hofmaler, men også til som sin foretrukne kommissær at indkøbe byggematerialer, malerier og andre kunstværker fra kolleger og lærlinge i Nederlandene. Både 1618, 1619 og 1620 var han således på indkøbsrejser hertil. Det blev da også i vid udstrækning I.s smag der kom til at sætte præg på kunstudfoldelsen i Danmark, idet han stærkt influerede på kongens egen smag og desuden fik flere elever, heriblandt vistnok Karel van Mander.

Christian IV har ikke mindst følt sig tiltrukket af den farveglæde I.s billeder udtråler, af de stærke røde, sorte, gule og grønne toner der springer én i møde. Det gælder således et af hans hovedværker, det åndfulde og elegante hoftestykke på Fr.borg af den unge sejrrige konge fra Kalmarkrigen. Dobbeltportrættet på Fr.borg af Christian IV og dronning Anna Kathrine er også I.s værk, og begge giver de det på én gang ret virkelighedsnære og for kongens velbehagelige indtryk af denne som en både idealistisk og realistisk fyrste. Et andet af I.s mesterværker er maleriet af prins Frederik som dreng fra 1615 på Fr.borg. Det er ikke blot eminent komponeret, men gengiver et frit liggende landskab i baggrunden, en nydannelse i dansk portrætkunst. I. havde også adelige som kunder. Mindre betydeligt er et portræt af Palle Rosenkrantz på Fr.borg fra 1622 hvor kropsstillingen ligger nær op ad hoftestykket af Christian IV. Langt bedre er det indtagende billede af Barbara Vittrup på Børringe i Skåne. Hendes mand, kansler Christen Friis til Kragerup, hænger samme sted, men hans portræt er med urette tillagt I. Denne turde til gengæld være mester for det fortræffelige maleri af rigsråd Anders Bille fra 1616 på Rosendal.

Ligesom højadelen foretrak Christian IV mere og mere kunstnere af international karat, og det viste I. også tilfulde i sine store loftsbilleder med mytologiske scener i vinterstuen på Rosenborg der indgår i fin kompositionel enhed med arkitekturen. I Rosenborgs lange sal stod I. også bag den store komposition og bidrog selv med i hvert fald seks af de 32 malerier der siden blev spredt. Disse illustrerede en pædagogisk tilværelsestolkning fra barndom til død. Nævnes kan Et ridderligt akademi. En badstue. Badning ved en orientalsk havn og Alderdommen og døden. Billederne viser renæssancemalerens glæde ved modelleringen af den nøgne menneskekrop hvor han tydeligt er inspireret af Michelangelos livfulde manierede stil. De viser også hans evne til at udtrykke de menneskelige følelser, lidenskaben, kærligheden, alderdommens resignation, livets forfængelighed og forgængelighed. Han blev hurtigt ferm i brugen af clairobscur, det moderne middel som Caravaggio skabte omkring 1600 og som Rembrandt drev til det uovertrufne. – I. sugede næring som kunstner ikke blot af den italienske og den fyrsteligt flamske, men også af den hollandske tradition, hvad hans skildringer af personer fra borgerskabet og de lavere lag viser. Som Pieter Brueghel d.æ. havde han sans for børn, hvad bl.a. et allegorisk billede af Børn med sæbebobler fra. 1600 på museet i Basel anskueliggør. Af særlig betydning har det været for ham som ung at leve i den foretagsomme og livlige atmosfære i storstaden Amsterdam. Den har skærpet hans blik for de psykologiske ejendommeligheder hos hans kunder i borgerskabet, hvoraf mange forlangte at blive malet med fremhævelse af alle deres særegenheder, samtidig med at det skulle ske diskret. Dette sidste er måske baggrund for at man har haft for lidt blik for I.s fremragende psykologiske sans. Hans portrætter fanger ikke umiddelbart øjet, men jo mere man ser på dem, jo mere siger de om modellens sind og personlighed. Modsat mange af sine samtidige kolleger forfaldt han heller ikke til at ligge under for ungkapitalismens stigende materialisme og dyrkelse af tingenes overflade. Som kunstner nåede ingen i Danmark ham til skuldrene i hans levetid, når man tildels ser bort fra Jacob van Doordt.

Annonce

Den psykologiske sans kom også i høj grad I. til gode i hans hverv som agent. Hans depecher til den nederlandske regering er lige så velkomponerede som hans malerier. Og det rygtedes måske i Stockholm. I hvert fald fik den pengefattige svenske regering 1620 kontrakt med I. om at blive hemmelig svensk korrespondent mod hele 400 rdl. årligt i løn. Pengene var givet godt ud. Kunstneren havde et vindende væsen og fik derfor som hofportrættør og formidler af den løbende diplomatiske kontakt mellem Danmark og Nederlandene god lejlighed til at fritte de danske politiske hovedaktører, kongen, Frederik Günther, Christen Friis og andre rigsråder om den danske regerings intentioner. Det var af særlig betydning i en tid hvor magtkampen mellem Danmark og Sverige skærpedes så stærkt, at man flere gange balancerede på fredens rand. I.s præcise politiske dømmekraft og korrekte analyser bidrog i den situation til, at Gustav Adolf og den anti-danske Axel Oxenstierna ikke overvurderede aggressiviteten i den danske politik over for Sverige og dermed til, at de ikke besvarede den med krig. Selv om I. synes at have begået den genistreg i 1620 at underrette Christian IV om sit svenske agenthverv måtte han dog være forsigtig i sine depecher og valgte derfor i en række tilfælde at nøjes med at videregive de farligste oplysninger til den svenske agent i Helsingør, Anders Svensson. Det viste sig da også at være et uerstatteligt tab for denne og for den svenske regering, da I. døde 1625.

Familie

Forældre: kongens faktor i Holland, senere generalstaternes kommissarius i Helsingør Isaac Pietersz (død 1615) og Helene (Hedevig) Backer fra Campen (død før 1588). Gift 20.(30.) 11.1593 i Amsterdam med Suzanna Crayeborn (Craiborn) fra Antwerpen, død nov. 1625 i Helsingør, d. af Willem C. – Far til Isaac I.

Ikonografi

Selvportræt på forsvundet skyttebillede ca. 1605, efter dette tegn.

Bibliografi

Künstlerinventare, udg. Abraham Bredius V, Haag 1918 1473–89; VII, 1921 128–36 = Quellenstudien zur holl. Kunstgesch. XIII og XI. Svensk agent ved Sundet, udg. Leo Tandrup, 1971. – Johs. Pontanus: Rerum Danicarum hist., Amsterdam 1631 726. N. de Roever i Oud Holland III, Amsterdam 1885; IV, 1886; XV, 1897 (se reg.). Hist. saml., udg. H. F. Rørdam III, 1898 6f 448 477. H. C. Bering Lüsberg i Kunstmuseets årsskr. 1924–25, 1926 195–218. Fr. Beckett: Chr. IV og malerkunsten, 1937. Jan Steenberg: Chr. IVs Fr.borg, 1950. Meïr Sten: "Badning ved en orientalsk havn". Et gådefuldt maleri fra Chr. IVs tid, 1970. Povl Eller: Kgl. portrætmalere i Danm., 1971 80–85. Leo Tandrup: Mod triumf el. tragedie I-II, 1979. – Papirer i Rigsark., Haag og Sth.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Leo Tandrup: Pieter Isaacsz i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 21. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=291837