Peter Rosing, Svend Peter Kristian Rosing, 9.1.1892-27.8.1965, maler. Født i Godthåb, død i Jakobshavn. R. blev dimitteret fra Godthåb seminarium 1915 og efter videreuddannelse i Danmark virkede han som overkateket, indtil han 1918 blev ordineret som præst i Egedesminde, fra 1920 i Godhavn. 1922 blev han sendt til Østgrønland for at afløse faderen som missionær i Angmagssalik hvor han indtil 1934 videreførte dennes arbejde blandt de nydøbte østgrønlændere. Han havde helt specielle forudsætninger for at løse denne vanskelige opgave, fordi han som barn var vokset op i Angmagssalik og kendte både sprog og tankegang indgående, og ikke blot som missionær men som kulturel formidler af den moderne civilisation i den næsten uberørte befolkning løste han denne opgave med stor forståelse. Efter en permission i Danmark virkede han endnu to år i Scoresbysund, men flyttede så til Vestgrønland og afløstes som østgrønlandsk præst af broderen Otto. Han beklædte derefter forskellige nordgrønlandske embeder i Godhavn, Upernavik og Jakobshavn, indtil han 1946 tog sin afsked og levede i Jakobshavn som emeritus til sin død.

R. ville egentlig ikke have været præst, men maler, og han virkede som maler hele sit liv og vandt sig et navn som sit slægtleds betydeligste kunstmaler i Grønland, især efter at han kunne hellige sig sin kunst alene. Hans foretrukne motiver var portrætter og landskaber, og han var i det hele stærkt inspireret af den oprindelige eskimoiske kultur han lærte at kende i Østgrønland, ligesom den gamle sagnverden ofte dukker frem i hans kunst, fx i form af alskens sagnvæsener. Som tegner og maler har han især behandlet belysninger, kontrasterne mellem lys og skygge på fornem vis. Hans livlige temperament og dybe følelser har hævet hans streg langt op over den detaljerede naturalisme der præger så meget samtidigt grønlandsk maleri. Han har som tegner illustreret flere grønlandske læsebøger. -Under opholdet i Østgrønland samlede han et stort materiale af slægtshistorier som broderen Otto benyttede ved udgivelsen af angåkortaligs-suit I–II. 1957–61.

Familie

Forældre: pastor Christian R. (1866–1944) og Malene K. K. Kreutzmann (1869–1943). Gift 25.8.1918 i Jakobshavn med Birthe Sophie Agathe Guldager, født 17.9.1898 i Jakobshavn, død 13.4.1971 sst., d. af tømrer Jørgen G. (1862–1936) og Katrine Sara Lynge (1866–1932). – Bror til Otto R.

Udnævnelser

R. 1960.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Aage Bugge i Den grønlandske kirkesag, 1966 nr. 102 38–40. Bodil Kaalund: Grønlands kunst, 1979 195f. -Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig