Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Peter Hansen

Oprindelig forfatter SiSch
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Peter Hansen, Peter Marius Hansen, 13.5.1868-6.10.1928, maler. Født i Fåborg, død sst., begravet sst. H. blev opdraget hos en slægtning i Kbh., tog præliminæreksamen ved Efterslægtsselskabets skole og gik på teknisk skole under Holger Grønvold. Han bestod adgangsprøven til kunstakademiets skoler, men kom derefter en tid i malerlære hos faderen i Fåborg og lod sig optage i Kunstnernes studieskoler vinteren 1884-85 hvor han blev elev af Kristian Zahrtmann, da denne begyndte jan. 1885. Her fik han sin afgørende uddannelse der varede til ind i 90erne. I disse år havde han tillige beskæftigelse som stenografassistent i rigsdagen og senere som teatermaler hos Thorolf Pedersen på Det kgl. teater. 1892 foretog H. en rejse til Holland og 1909 en anden over Holland og Belgien til Paris (to måneder), men størst betydning havde en række længere ophold i Italien febr.-efterår 1899 (Rom, Olevano), 1903-05 med Stoltenbergs legat (Napoli, Pompeji, i Civita d'Antino sammen med Zahrtmann sommeren 1904), 1913-14 (Pompeji, sammen med Th. Philipsen), 1919-maj 1921 (Civita d'Antino; lå syg i Rom omtrent et år), 1927-maj 1928 (Rom). H. var en flittig udstiller. Han deltog i Charlottenborg forårsudstilling fem gange 1889-97, men sluttede sig til Den frie udstilling 1894-1913, 1925-27 og til Grønningen 1915-19. På verdensudstillingen i Chicago 1893 fik han medalje for portræt af to børn, på verdensudstillingen i Paris 1900 Mention honorable for Une fruiterie. Desuden udstillede han på okt.-udstillingen af Zahrtmann-elever 1893, Kunstnernes studieskoles udstilling 1896, rådhusudstillingen 1901, Civita d'Antinoudstillingen 1908. Af særlig betydning var udstillingen i Paris 1928. Den frie udstilling foranstaltede en mindeophængning 1930. Den seneste større udstilling af hans værker var Kunstforeningens udstilling af H.s tegninger og skitser vinteren 1978. Ved sin 60-årsdag udnævntes han til æresborger i Fåborg. – H. var en af de tre store fynboer som man har betegnet som "den fynske skole" (jvf. Johs. Larsen og Fritz Syberg) og blev den af dem hvis veje kom til at følge læreren Zahrtmann nærmest. I sin kolorit overtog han i sin første ungdom Zahrtmanns palet mere direkte end de andre (Friskolen i Haastrup, 1893, Fåborg museum), han havde hans anlæg og interesse for genremaleri og fulgte også sin lærers eksempel (og den ældre danske tradition) når han søgte fornyelse for sin udvikling i Italiens natur og folkeliv. Desuden gjorde H. heldige forsøg i historiemaleri med lignende virkelighedskarakter som Zahrtmanns (Grevens Fejde, 1918, Bondekrigen, 1926). Man kan vist sige at H. mere end nogen anden blev Zahrtmanns arvtager og den der fortsatte hans værk, men det skete rigtignok under en sådan fornyelse at samtiden næppe bemærkede, det. Selv om han i sine landskaber helst anbragte et Figurligt motiv eller andet der imødekom hans episke trang, så drog han i langt højere grad naturomgivelser ind i sine figurmalerier. De er i virkeligheden miljøskildringer der forudsætter et samspil mellem natur og mennesker, og de bedste har som oftest karakter af scenerier (Børnene paa Isen udenfor Faaborg, 1901 og Legende Børn, Enghave Plads, 1907-08, begge i kunstmuseet). Det gjorde sig stærkt gældende at han på en måde havde dobbelt hjemstavn. Han skildrer det frodige fynske agerland og det københavnske miljø på Enghave plads og Nørrebro med lige stor fortrolighed (Pløjemanden vender, 1901-02, Fåborg museum; Ung Pige med en Barnevogn, kunstmuseet). I malerisk henseende var det hans (og tidens) mål at drive lysets koloristiske virkning op og at lægge farven i så højt et leje, så lyst og koloristisk mættet som muligt uden at slippe dens episke brogethed. Det første tiår i vort århundrede blev med den malerkreds H. tilhørte en tilbagevenden til naturens lyse og lykkelige sundhed, et indslag af livsbekræftelse og styrke af stor folkelig værdi. Her stod H. med sin behandling af lys og farve, sin fortælleglæde og sit sinds ukuelige optimisme som en hovedstøtte. – H. er repræsenteret i følgende offentlige samlinger: Statens museum for kunst, Ny Carlsberg glyptoteket, Ordrupgårdsamlingen, folketinget, Christiansborg, C. L. Davids samling, Kbh.s bymuseum, Hirschsprungs samling, alle i Kbh. Yderligere findes malerier af ham i alle større provinsmuseer, særlig fyldigt på Fåborg museum og i Århus kunstmuseum. I udlandet findes hans malerier på Göteborgs konstmuseum.

Familie

Forældre: maler Peter Syrak H. (1833-1904) og Marie Birgitte Rasmussen (1831-90). –22.10.1898 i Kbh. (Jac.) med Elisa Nikoline Schoubye, født 5.4.1862 i Århus (Vor Frue), død 12.11.1948 i Kbh. (gift 1 . gang 1881 med ingeniør Ludvig Conrad Neckelmann, 1852-1922; ægteskabet opløst, han gift 2. gang med Carla Rosalie Petersen, 1877-1912, ægteskabet opløst), d. af købmand Jens Sehestedt S. (1821-89) og Eva Kirstine Nielsen (1832-96). – Bror til Anna Syberg.

Ikonografi

Mal. af P. Syrak Hansen, 1872. Selvportr. malet 1883 og 1886. Afbildet på tegn. af Johs. Larsen, 1892. Selvportr. tegnet 1896, malet 1898 (Fåborg mus.) og 1905. Buste af Thorald Mogensen, 1906. Afbildet på mal. af Zahrtmanns skole af Johan Rohde, 1910 (Fr.borg) og på H.s eget mal. 1911 af Fåborg museums indvielse 1910 (Fåborg mus.) og på flere forarbejder hertil. Tegn. af Kai Nielsen, 1913. To raderinger af Juel Madsen, 1918. Mal. af Elisabeth Neckelmann, 1926. Mal. af Marie Sandholt og Niels Skovgaard. Relief af Hans Syberg, 1931 (gravstenen). Foto.

Annonce

Bibliografi

Udg. P.H., 1944 = Små kunstbøger XXVI. Kilder. P.H. i Tilskueren, 1913 345-49 (erindr, fra Zahrtmanns skole).

Lit. C. E. Jensen i Arbejdernes almanak 1910 34-39. Kr. Zahrtmann. En mindebog, udg. F. Hendriksen, 1919. Jørgen Sandvad i Politikens mag. 23.9.1928. Ekstrabl. 6.10. s.å. Berl. tid. 6.-7.10 s.å. Politiken 7.10. s.å. Dagens nyheder s.d. Socialdemokraten s.d. Poul Uttenreitter i Samleren, 1928 177-84. Arist Pander sst. 1930 33–42. Johs. V. Jensen i Politiken 11.10.1928 og 23.2.1930. Samme: Form og sjæl, 1931 33-46. Th. Oppermann i Berl. tid. 15.2.1930. Sig. Schultz i Dagens nyheder 19.2. s.å. Leo Swane: Fåborg museum, 1932. Karl Schou: Maleren P.H., 1938. Erik Zahle i Fyns venstrebl. 31.8.1941. Leo Swane i Danske tegninger. Fra Melchior Lorck til fyenboerne I–III, 1945. Samme: Fire fyenske malere, 1946 223-89. Henrik Bramsen og P. Koch: Dansk tegnekunst, 1948. John F. Ekvall: Maleren P.H.s Vesterbro, 1963. Grete Zahle i Politiken 10.1.1978. Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Sigurd Schultz: Peter Hansen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 12. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=290765