Paul Fischer, Poul (Paul) Gustav Fischer, 22.7.1860-5.1.1934, maler. Født i Kbh. (Garn.), død i Gentofte, urne på Søllerød kgd. F. stod halvandet år i lære hos terrakottafabrikant C. Møller og dimitteredes fra det tekniske institut til kunstakademiet hvor han gik i almindelig forberedelsesklasse maj 1876-jan. kvartal 1878. Derefter virkede han ca. ti år (1878-88) ved faderens fabrik, malede ved siden af og udstillede jævnlig på Charlottenborg forårsudstilling 1884-1902. Han har tillige været repræsenteret på Salonen i Paris og udstillinger i München, Berlin, Oslo og Stockholm. – F. havde i begyndelsen et omfattende repertoire, "moderne Mennesker i fiks fin de siécle-Dress, nøgne Modelfigurer i artistiske Luksusomgivelser, italienske Landskabs- og Arkitekturbilleder, norske Kystpartier, Solglød ved Rivieraen, Østerfarimagsgade i Aftenskumring, Stillelivsstykker, den raske Færdsel over Dronning Louises Bro, et Eftermiddags-Te-Selskab hos en engelsk Familie, Portrætter, Allegorier" (G. Hetsch), men efterhånden kom de københavnske gadescener og badelivsbillederne til at indtage den største plads i hans produktion. Han populariserede yderligere brødrene Frants og Erik Henningsens i forvejen populære genre, med endnu lettere færdighed og håndelag for den særlige københavnske atmosfære. En tid nød han også stor popularitet og anvendtes i vid udstrækning som illustrator, bl.a. til blade som Ude og Hjemme, Illustreret Tidende, Klods Hans. Der var oprindelig et stykke af en maler i ham, men hans meget virksomme produktivitet måtte i længden blive sløvende for hans evne. På Fr.borg findes Den norske Deputations Modtagelse paa Amalienborg 20. Nov. 1905.

Familie

Forældre: kunstmaler, senere malermester og fernisfabrikant Philip August F. (1817-1907) og Gustafva Albertina Svedgren (1827-83). Gift 1. gang 24.11.1886 på Frbg. med Dagny Grønneberg, født 29.7.1867 i Kristiania, død 24.2.1920 i Oslo, d. af kunsthandler Julius Frederik G. (1836-1920) og maler Hulda Azora Tegner (1844-1924). Ægteskabet opløst. Gift 2. gang 17.6.1914 med koncertsanger Martha Vilhelmine Jensen, født 5.11.1888 i Horsens, død 11.6.1966 i Gladsakse, d. af fabrikbestyrer Christian Vilhelm J. (1854-1929) og Johanne Marie Beathe Schultz (1857-1912). Separeret.

Ikonografi

Selvportr. bl.a. mal. 1885, tegn. 1893, mal. 1909 m.fl. Tegn. af Alfred Schmidt. Foto.

Bibliografi

Gustav Hetsch i III.tid. 9.2.1896. Kai Flor i Berl.tid. 5.1.1934. H. Falkenfleth i Dagens nyheder 6.1.s.å. Mogens Knudsen m.fl.: Satire og humor i da. tegnekunst, 1946.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig